Politiken lørdag: Torsdag morgen i San Francisco sov den 83-årige guitarist, sanger og sangskriver John Lee Hooker fredfyldt ind. Men så sent som lørdag aften havde den aldrende blueskæmpe stået på scenen og begejstret sit publikum. For John Lee Hooker var netop en af den slags musikere, for hvem musikken er en måde at leve på. Og derfor er det da også meget passende, at Hooker på mange måder personificerer historien om, hvorledes bluesmusikken blev født og siden fik et barn, man kaldte rock'n'roll. John Lee Hooker selv blev født i Clarksdale, Mississippi, i 1917. Ikke en hvilken som helst by i sydstaterne. For det var netop her i omegnen, at blueshistoriens måske mest betydningsfulde og legendariske navn, Robert Johnson, i sin tid trådte sine barnesko. Dermed er Clarksdale blevet en mytisk lokalitet i rock- og blues-historien, og da de to engelske rockgiganter Jimmy Page og Robert Plant i 1998 indspillede en slags hyldestalbum til bluesmusikken som inspirationskilde, kom pladen således til at hedde 'Walking Back To Clarksdale'. Som dreng sang John Lee Hooker i kirken i Clarksdale, men allerede som 14-årig brød han op fra hjemmet og fulgte strømmen af fattige og håbefulde sorte mod den lokkende velstand i storbyerne mod nord. Undervejs gjorde han dog holdt i Memphis, Tennessee, som Elvis Presley senere forlenede med verdensberømmelse, og det var her, Hooker første gang tog livtag med en af sine mest kendte og karakteristiske sange, nemlig 'Crawlin' King Snake'. Senere havnede Hooker via Cincinnati i Detroit i 1943, hvor han pladedebuterede i 1948 med singlen 'Boogie Chillun', og hans karriere for alvor begyndte at tage form. For på linje med markante og beslægtede bluesnavne som Muddy Waters, Howlin' Wolf, Bo Diddley, Willie Dixon, Otis Rush, Buddy Guy, Little Walter og Junior Wells, der alle efter udfærden fra syden var havnet i Chicago, byggede John Lee Hooker med sine indspilninger i Detroit bro mellem den tidlige, akustiske countryblues (som den bl.a. blev spillet af Robert Johnson) og 50'erne og 60'ernes rockmusik. Et spørgsmål om stil Men hvor Chicago-navne som især Muddy Waters og Howlin' Wolf kunne skrive stærke, selvstændige og personlige sange med et langt efterliv i rockmusikken helt op til vore dage, der lå det afgørende hos John Lee Hooker langt mere i selve stilen og indstillingen. Han skabte nærmest på egen hånd en karakteristisk mørk og prunkløs blues-boogie, der nok på overfladen kunne virke primitiv og ensformig, men som alligevel viste sig at rumme en række rugende og ulmende atmosfærer. Hermed blev John Lee Hooker og hans musik et billede på dén snigende oprørstrang, på dén lumske trods og foragt og på dén seksuelle appetit og frustration, man i senere årtier skulle genfinde hos bluesinspirerede rockgrupper som The Doors, The Rolling Stones og The Animals. Kendte John Lee Hooker-sange som 'Boom Boom', 'Dimples', 'Ground Hog Blues', 'Boogie Chillun' og 'I'm In The Mood' udstråler en hypnotisk monotoni, det er vanskeligt ikke at blive indfanget af, og midt i denne meget enkle musikalske stil var manden bag sangene alligevel også indbegrebet af en livsholdning, der var både sej, smart og streetwise. Bare tænk på, hvorledes han fandt på at sætte colakapsler fast på sine skosåler for bedre at kunne gennemstampe sangenes hårde, bankende rytme. Det var denne lyd og denne attitude, mange rocknavne i 1960erne ikke kunne stå for. Og ud over de ovennævnte havde John Lee Hooker i denne periode en stor indflydelse på bl.a. hvide rockgrupper som Spencer Davis Group og MC5. Men også Bob Dylan nævner ham som en af sine tidlige inspirationskilder. Tættest knyttet blev Hooker dog til den hvide bluesgruppe Canned Heat, og i 1970 udkom et resultat af samarbejdet på en plade, dobbeltalbummet 'Hooker'n'Heat', der overraskende nok blev placeret på Top 100 på den amerikanske salgsliste. Ellers gjorde John Lee Hooker i mange år sig kun sjældent bemærket med kommercielle succeser. Pause I 70erne og 80erne holdt Hooker lav profil - dog indspillede han i 1972 albummet 'Never Get Out Of These Blues Alive' i samarbejde med Van Morrison og Charles Musselwhite. Men først i 1989 fik han sit egentlige comeback. Det skete med albummet 'The Healer', hvis prominente gæsteliste af musikere bl.a. tæller Carlos Santana, Bonnie Raitt, Robert Cray, Los Lobos, George Thorogood og Canned Heat. Det efterfølgende år blev Hooker hyldet med en speciel koncert i Madison Square Garden, hvor kendte navne som Joe Cocker, Ry Cooder, Gregg Allman og Willie Dixon var på scenen. I 1991 blev John Lee Hooker optaget i USAs officielle 'Rock and Roll Hall of Fame', og samme år indspillede han albummet 'Mr. Lucky', der bl.a. tæller stjerneoptræden fra Keith Richards, Tom Waits, Van Morrison, og Johnny Winter. Med dette udspil blev Hooker ifølge rock- og pop-historikerne den ældste kunstner, der har ligget på Top 3 på den britiske salgsliste. Endelig fik John Lee Hooker i 1998 en amerikansk Grammy for sin duet med Van Morrison fra albummet 'Don't Look Back'.