Politiken fredag: OVER en af de forreste rækker hang en blå ballon. Den dinglede for enden af sin snor, da Sting med punktlig præcision kl. 21.30 indtog scenen med sin sekstet. Måske forsøgte ballonen med sin invitation til dans i noget så sjældent som en næsten ægte sommeraften, at minde den britiske alvorsmand om, at han var i Tivoli, den fortryllede plæne midt i byen med plads til drømme og leg. Måske ville ballonen bare lidt til vejrs for at se, hvor mange mennesker man kan proppe ind på et faretruende lille areal under dække af samme lyst til liv. Smukke ord, der i underholdningsbranchen ofte udgør skjoldet for et knapt så flatterende begreb, nemlig grådighed. Over 60.000 var presset sammen i forlystelseshaven, som bør indføre adgangsbegrænsning til så store navne. Heldigvis var publikum, som en af de hærdebrede sikkerhedsvagter sagde til mig før koncerten 'pæne mennesker'. Ellers kunne Tivolis trang til at skovle mennesker sammen i så store bundter sammen med danskernes hang til discountpriser, også for kultur, have fået fatale følger. Sådan gik det dog ikke, selv om nogle fik det skidt i den overfyldte have, hvor det nærmest var umuligt at mase sig ud for at få noget (vand) at drikke.Roen kunne manmuligvis takke aftenens smilende og veloplagte hovedperson for. Thi i sin moderigtige gule hættetrøje, de velvoksne, armygrønne freestyler bukser med store lommer og de solide snørestøvler tog Sting, der fylder 50 år i oktober, sig ud som en flink forstander for en eksklusiv, international aftenskole med mondæn, moderne jazz på skemaet. Med dyre og dygtige gæstelærere til at sikre en kvalitet, der er så sikker, at den bliver kedsommelig og karakterløs. Som altid i tilfældet Sting er intentionerne åh så rigtige og (selv)gode. Musikerne var ekstremt velspillende, det en time og tre kvarter lange sæt godt skruet sammen med en passende blanding af forholdsvis nyt fra det to år gamle album 'Brand New Day' og de uundgåelige kendinge fra solo-kataloget og Police-rapporten. På den måde var der lidt behagelig nostalgisk eftersmag fra firsernes pompøse pop-år med Band Aid og hele det velmenende, britiske hof med sir - øh - Sting som en værdig repræsentant. Alligevel var det lige så kedeligt og temperamentsløst som cocktails uden sprut.Den lækre mand,der gør alt det rigtige og oven i købet præsterer at blive nærmest endnu pænere med alderen, lagde publikumsvenligt ud med klassikeren 'If you Love Somebody Set Them Free', fulgt af en formodet lejlighedssang 'After The Rain Has Fallen'. Efter den konstaterede føromtale sikkerhedsvagt tørt: »Så har du vist stof nok til at konstatere, at det var en meget kedelig koncert!« Foruroligende sandt. Det gik slag i slag i vekselvirkning mellem Stings to varianter: den let jazzede cafe-sang med svævende Miles Davis-trompet og de robust rullende rockere som 'Rexona', nå, nej, jeg mener selvfølgelig 'Roxanne', 'Every Little Thing She Does Is Magic' og 'Every Breathe You Take'. Skabeloner og skemaer, pænt, ordentligt og redeligt til langt ind i ligegyldigheden. I den fjerde sang, 'Perfect Love' med indlagt rap på fransk af percussionisten Manu Katche, steg den lille blå ballon til vejrs, ledsaget af et af aftenens største bifald. Den havde måske bare fået nok. Måske ville den ud at finde noget af det temperament, man savner så desperat i Stings veltempererede cafe-jazz, og som Bruce Springsteen engang prøvede at presse frem ved at kalde sin engelske kollega 'El Stingo'. Ham så man ikke meget til i Tivoli. Selv om den gule hættetrøje røg af og åbenbarede en spraglet T-shirt, var de mange lamper i haven alene om at sætte kulør på sommeraftenen. Til gengæld var der rigeligt med varm luft til at sende balloner afsted.