Politiken fredag: Solen står stikkende ned over alléen, der fører op til den danske pavillon på biennalen i Venedig. Det er torsdag eftermiddag, og folk begynder at samle sig i den svale skygge under træerne, alle med ansigterne vendt mod pavillonens tag, hvor Bjørn Nørgaard splitternøgen er ved at gnide sig ind i saften fra en kæmpemæssig lever. Aktionen markerer åbningen af pavillonens udstillinger, der under den samlede overskrift 'Destauration' præsenterer værker af Ursula Reuter Christiansen og Henning Christiansen, og den er også kunstnerparrets eneste fællesbidrag til projektet. Men det er deres kollega Bjørn Nørgaard, der får mest opmærksomhed under aktionen, selvom hans bevægelser ledsages blandt andet af klangkunstneren Ute Wassermanns utrolige og nærmest dyriske vokal, der yderligere understreger det præg af noget forhistorisk, der karakteriserer aktionens start. De seneste dage er stemningen blevet stadig mere hektisk, og den danske pavillon har været en myretue af journalister fra hele verden, samtidig med at forberedelserne til aktionen også har sat den indre dynamik i pavillonen i svingninger. Der er blevet hejst alt fra tubaer, forstærkere, blomsterbuketter og andre rekvisitter op på pavillonens flade tag, og nu, da aktionen endelig er i gang, følges den nøje af en storrygende dansk delegation. Bag scenen rejser tætte trækroner sig som et bagtæppe af funklende grønt og Henning Christiansens messende stemme, blandet med ulvehyl, kastes tilbage mod publikum, mens Politikens fotograf, Kim Nielsen, kravler rundt mellem Nørgaards ben og Ursula Reuter Christiansen vandrer omkring som en dronning med en hårpragt, der ville have være Marie Antoinette værdi: Lyse kæmpekrøller toppet af et flagskib med hvide sejl. Menneskehedens scene Nu hælder Nørgaard med rolige bevægelser olie fra en flaske ud over huden, han sætter sig på hug i sin scenekasse, for så langsomt og velovervejet at kaste jord og grus op over skuldrene. Til sidst er han fuldstændig dækket af gråsort grus, som en mand af sten eller måske nærmere: en stenaldermand. Hvis den rå lever stammede fra menneskehedens tidligste jægersamfund, så kunne stenen symbolisere det næste stade. Kropsbemaling er et af menneskets ældste udtryk og teatret - dét at meddele sig til andre med kropssprog - må være af lige så urgammel oprindelse. Således er de danske kunstnere blandt de ganske få på biennalen, der faktisk tager den overordnede titel 'Menneskehedens scene' alvorligt og bruger den direkte og aktivt i deres værk. Nede blandt publikum bliver det stadig varmere. Vi står side om side med de mange i køen til den amerikanske pavillon, hvor Robert Gobers udstilling er blevet lidt af et tilløbsstykke. Foran flere landes pavilloner er der i disse dage kø - og det bliver næppe lettere, når biennalen åbner for alle på søndag. Grunden til kødannelserne skal findes i udstillingernes opbygning - for eksempel kan kun 17 mennesker ad gangen besøge den canadiske pavillon, der præsenterer en forestilling af film og lyd. Der er i det hele taget mange levende billeder på biennalen, og disse baserer sig for en stor dels vedkommende på filmede performances. Således vises der i den israelske pavillon flere store videoprojektioner fra en performance med menneskekroppen i mekanisk bevægelse, mens den britiske videokunstner Georgina Star (der i 1996 var med på videoudstillingen 'Elektroniske Understrømme' på Statens Museum for Kunst) udfører en performance på udstillingsområdet Arsenale. Nørgaard pudrer sig Fra tagryggen fanger to tubaers gyldne gab solen. Det tynder lidt ud blandt publikum, så jeg igen kan bevæge mig. Nørgaard pudrer sig støvethvid med medbragt mel, derefter overhælder han sig med glinsende honning, hvis gyldne farve forstærkes af de æg, han slår ud på kroppen. Materialernes rigdom og kraft understreges af Reuter, der brutalt klipper hovederne af en buket blomster, mens Nørgaard klasker sig til med gips og står som en græsk gud på tagryggen. Med fødderne dækket af blomsterhoveder kaster han vand i bløde buer ud over tagrenden, og de efterfølges af fisk, brød og røde roser, og symbolikken synes at forvandle sig fra antik græsk til kristen. Så sætter han sig, stadig nøgen men efterhånden godt dækket af en blanding af mel, gips og honning, med en avis og en god cigar. Er vi ankommet i nuet? Aktionen handler om tilstedeværelse, om kommunikation - og ofte også om provokation. Grænserne skal udfordres. Men tilskuerne tager den nøgne mandekrop med ro. For Bjørn Nørgaard handler det om materialer, grundstofferne, vi som tilskuere kan udvinde vores egne symboler og fortællinger af. Og om at skabe en bevægelig skulptur et øjeblik før den forsvinder, sådan som det er altings skæbne. »Strange«, mumler en amerikaner, og det kan han have ret i. »Det er det«, siger Reuter igen og igen. Og det er det, det er.