Politiken onsdag: Man træder ind i en 3D-animeret udgave af verden, hvor man svæver langsomt omkring Jorden i farverige, science fiction-agtige landskaber og styrer med et joystick. Man støder på mærkelige fugleflokke. Hver af dem repræsenterer et af verdens børsmarkeder. Hvis der er ro og stabilitet på den pågældende børs, er fuglene helt stille; hvis der er mindre udsving bevæger fuglene sig uroligt, og hvis der sker større, kritiske udsving går de til angreb på hinanden. John Klimas installation får konstant data fra alle børserne via Internettet, og det er disse hårde tal som får en smuk, fortryllende og foruroligende fremstilling i værket 'Ecosystem', en titel der spiller på lighederne mellem økonomi og økologi. Ligesom det økologiske system er også det økonomiske omfattende, kompliceret og skrøbeligt, har sine egne love og nogle balancer, der skal overholdes for at undgå katastrofer. Den globale økonomi er en slags natur af anden orden, et system som vi ikke har fuld kontrol over, selv om det er os, der har skabt det. Mens man svæver mellem de forskellige flokke af fugleagtige væsener, hører man sagte, rumlende og ildevarslende lyde og foruroliges af udsigten til en mulig katastrofe - noget som ligger amerikanerne meget på sinde i denne tid. Udstillingen 'BitStreams' på Whitney-museet i New York har som ambition at vise, hvor den digitale kunst befinder sig lige nu, og John Klimas værk er et af de bedste bud, som også rammer lige ned i udstillingens generelle tendens - mødet mellem det digitale (bits) og det flydende (stream), det hårde og det bløde, computer og menneske, teknologi og natur. Tradition og ny teknologi Et andet værk som meget konkret rammer dette krydsfelt er Jim Campbells 'Ambigous Icon', et rektangel som består af ganske få, små røde pærer placeret med relativt stor indbyrdes afstand. Det, man ser, er ikke desto mindre en detaljeret film af en løbende og snublende mand, komplet med detaljeret baggrund. Der er ikke andet end de røde pærer som skifter intensitet (ligesom en lysavis), men billedet er langt mere komplekst og detaljeret, end hvad der burde være muligt, det virker magisk. Det, som går op for en, er, i hvor høj grad vi selv færdiggør billeder, en klassisk gestaltpsykologisk pointe i en ny og overbevisende udformning. Teknologien bruges her til at pege på, hvordan vores kropslige sanser fungerer snarere end til at erstatte eller forlænge kroppen. Den digitale kunst bliver ofte anklaget for at servere gammel vin på nye flasker, at foregive at vise os noget nyt, men at det i virkeligheden blot er banaliteter og klichéer, når først man er kommet sig over imponertheden over teknikken. Sandheden er, at der ligesom med al anden kunst er god og dårlig computer- og internet-kunst. Kunstnere har altid benyttet sig af den nyeste teknologi, i princippet lige siden hulemaleriet, og der har altid været en stor portion ligegyldigheder imellem, som efterhånden glemmes i historiens udrensning. Sådan vil det også gå med de nye kunstformer. På Whitney er der også kiksere imellem, men de fleste værker er spændende, uanset om de knytter an til en tradition eller forsøger at skabe helt nye typer oplevelser. En kunstner, som bevidst benytter sig af spændingen mellem traditionelle udtryksformer og ny teknologi, er Jeremy Blake (som også er aktuel på 'New Settlements'-udstillingen i Nikolaj Kirke i København). Han arbejder i værket 'Station To Station' med abstrakte former på bredbånds-videomonitorer, flydende farvede rektangler i traditionen fra maleren Kazimir Malevich, men her med den bevægelse, som Malevich kun kunne antyde i sine billeder, ligesom farverne langsomt skifter og får et psykedelisk præg. Blake kalder sine computerskabte billeder »tidsbaseret maleri«. Når man har betragtet dette værk i et stykke tid, kommer videobilleder af togstationer til syne bag de abstrakte figurer, og forplumrer den alt for rigide distinktion mellem abstrakt (verdensfjernt) og dokumentarisk (verdensnært), som præger folks syn på kunsten - og det er helt bevidst: Tidsbaseret maleri »Jeg tror, at det, som motiverer mig, er på én gang at være den sarkastiske, trodsige, selvmodsigende person og samtidig den benovede arvtager til ærværdige kunstnere som Gerhard Richter, Barnett Newman og James Rosenquist«, fortæller Blake. »Mit værk synes at irritere og forvirre både dem, som dyrker den digitale teknologi og dem, som dyrker maleriet. Det er helt perfekt, for jeg har altid irriteret folk, og nu har jeg faktisk en god grund! Det abstrakte er ikke entydigt og ikke præget af en eller anden malerisk ideologi, det er simpelthen mangetydige drømmebilleder«. Som titlen 'Station to station' (der samtidig er en hilsen til David Bowie) antyder, er Blake optaget af den måde, togrejser præger vores måde at se verden på: »Lige fra begyndelsen har togrejser påvirket den måde, vi har opfattet rum og bevægelse på. Hver passager, som kigger ud ad vinduet, er på sin vis instruktør af sin egen filmiske oplevelse, men uden en historie. Jeg prøver at skabe en sådan subjektiv oplevelse ved at trække både på abstrakt maleri og tidsbaseret teknologi«. Manipuleret virkelighed Med den digitale teknologi kan man manipulere med fotografiske og filmiske billeder med en større præcision og lethed end før. Dette udnytter bl.a. Inez van Lamsweerde i fotografiet 'Me Kissing Vinoodh (passionately)', hvor hun kysser sin kæreste, men han er manipuleret væk fra billedet, og tilbage er et underligt monster. Uden partneren er kysset en fremmed, næsten uhyggelig gestus. John Haddock bruger samme teknik i en mere politisk sammenhæng. Det velkendte billede fra vietnamkrigen af børn, der flygter fra et napalmangreb, bliver renset for alle menneskefigurer, og tilbage er et øde landskab, som virker bekendt og forbundet med lidelse. Paradoksalt nok bliver dette så ofte viste billede, som vi næsten er blevet immune over for, først levende og stærkt igen, når motivet fjernes, og man selv bliver tvunget til at erindre sig menneskene. Haddock arbejder også med at lave naive, computerspils- agtige billeder af kontroversielle begivenheder såsom mordet på Martin Luther King og politiets vold mod den sorte Rodney King, og peger dermed på sammensmeltningen af nyheder og underholdning i vores mediekultur. Udbredt opfattelse Når kunstnerne kaster sig over Internettet, er det vigtigste element at kunne benytte sig i en hidtil uhørt grad af interaktion, altså at kunsten får afgørende bidrag udefra. I John Klimas tidligere beskrevne øko-værk var det verdensøkonomien, der styrede værket, men som oftest er det publikum, som fuldfører værket inden for de rammer, kunstneren har sat op. Det gælder de fleste internet-værker på Whitney, samlet under betegnelsen 'DataDynamics'. Det mest interessante er Marek Walczak og Martin Wattenbergs 'Apartment', et meget komplekst værk som tillader én at bygge sin helt egen lejlighed, baseret på de ord man taster på computeren. Ordene indretter sig i forskellige rum, og bliver 'beboere' i lejligheden. Intimitetsord flytter i soveværelset og kredser drømmende rundt med hinanden, kommunikationsord bebor entreen, hvor de konstant hilser på hinanden, medieudtryk lander i et særligt medierum, hvor de skiftes til at gå ind på midten og få deres fem minutters berømmelse osv. Når man har bygget sig en lejlighed, kan man få en rundvisning i den i tre dimensioner, hvor billeder hentet fra nettet svarende til ens ord udgør vægge og loft. Man ser altså en unik, tredimensional collage som man delvist selv har skabt. Alle folks lejligheder er samlet i en by, hvor man kan hente de andres eksempler. Jeg mødte den ene af skaberne, Marek Walczak, i hans virkelige lejlighed i East Village, New York. Han følger dagligt med i de nyskabte lejligheder såvel inde på Whitney som hos internetbrugere verden over. Han er begejstret over den entusiasme, folk lægger for dagen, og viser mig hvor kreative folk bliver, når de bliver fortrolige med systemet. Hans yndlings-lejlighed er én, hvor en person har skabt en slags kombineret kontaktannonce og elsker/elsker ikke-scene med ordene »yes« og »no« svævende udenfor. Walczak mener, at internetkunsten blot er et led i kunstens historiske udvikling snarere end en revolution. Og den udbredte opfattelse, at internetkunst og interaktiv kunst er mere demokratisk end traditionel kunst er Walczak meget skeptisk over for: »Det ville svare til, at man mente, at offentlig arkitektur er demokratisk, hvis der er mange mennesker i rummet omkring en bygning og derfor præger den. I øvrigt mener jeg ikke, at interaktiv kunst som vores skal blive det normale«, siger han. »Jeg vil som regel helst se på et værk, som nogen har gjort færdig og præsenterer for mig«.