Politiken lørdag: Vores helligdage er noget værre rod. Når vi taler om, at pinsesolen danser, er det noget sludder. I virkeligheden burde solen danse påskemorgen af glæde over Jesu genopstandelse. Det er det bare for koldt til herhjemme, så vi har skudt det til pinse, uanset at solen ikke har nogen særlig grund - i hvert fald ikke nogen religiøs grund - til at danse den dag. Og roderiet slutter ikke der. Det er mere tradition end teologi, der afgør, hvilke helligdage vi har fri. Tag f.eks. skærtorsdag. Hvorfor er Danmark et af de få kristne lande, hvor det er en helligdag? Det spørgsmål har hverken Kirkeministeriet, eller nogle af de religionseksperter, Politiken har talt med, kunnet svare på; som fuldmægtig Jens Ulf Jørgensen fra Kirkeministeriet siger: »Jeg ved ikke, hvorfor skærtorsdag er en helligdag i Danmark, men det har den været siden kirkeordinansen af 1537«. Reglerne er faktisk så dunkle, at man selv i Kirkeministeriet skal tænke en ekstra gang, før man kan forklare dem. Da Politiken for nogle dage siden spurgte ministeriet, lød svaret, at det ville tage et par uger. Helt så lang tid tog det ikke, men det illustrerer, hvordan de danske helligdages oprindelse fortaber sig i tågerne. Gennem de sidste århundreder har helligdagene ligget fast uanset, at samfundet har gennemlevet politiske, sociale og teknologiske revolutioner. Spørgsmålet er, om det er tidssvarende at fastholde en række kristne helligdage i et Danmark, der er blevet mindre kristent og mere multietnisk. Burde man ikke gå over til et system mere i stil med det amerikanske, hvor helligdagene er nationalt frem for religiøst begrundet? Det mener to religionskyndige. Som i USA? »Det er klart, at i et samfund som det danske, hvor en religion har været gældende i så lang tid, opfattes helligdagene som noget naturligt«, siger Morten Warmind, religionssociolog og adjunkt ved Københavns Universitet. »Men jeg tror, at forholdet mellem stat og kirke vil blive revurderet i løbet af den næste generation, og i den sammenhæng tror jeg også, at helligdagene vil blive taget op til overvejelse. Man kunne forestille sig, at helligdagene endte som en slags ikkereligiøse fridage, man kan lægge, hvor man vil«. Det er også netop den vej Warmind mener, samfundet bør gå. »Til syvende og sidst er det jo et politisk spørgsmål, men jeg mener klart, at det burde være som i USA, hvor staten ikke blander sig i, om man holder fri på de kristne helligdage. Men mange vil nok synes, det er trist at droppe sådan nogle gamle traditioner«. Warminds kollega, Tim Jensen, lektor på Odense Universitets center for religionsstudier og mag.art. i religionshistorie, er enig. »Det er problematisk, at vores helligdage er kristne, for på sin vis er det dermed noget, alle bliver påtvunget. Jeg synes ikke, at det er så oplagt, at alle - muslimer, ateister og andre - skal tvinges til at fejre de kristne helligdage. Det er på tide, at man begynder at gennemtænke også det med helligdage i forbindelse med, at landet er under forandring til et mere multietnisk, multireligiøst samfund. Hvorfor skal de muslimske børn bede om fri til deres helligdage, når de kristne ikke skal?« siger han. Ligesom Warmind synes Tim Jensen, at helligdagene bør konverteres til frit valgte fridage, men han tvivler på, at det er realistisk. »Mange danskere forbinder deres kristendom med selve det at være dansk, og de vil nok derfor mene, at det er en god ide at bevare disse dage som en tradition, for derved at skabe noget fællesskab, så vi alle ligesom laver det samme. Jeg tror, mange med et ville blive frygtelig religiøse, hvis man begyndte at ville afskaffe helligdagene«. Helligdage på retur Men faktisk har antallet af danske helligdage været på retur siden reformationen i 1536. Indtil da steg antallet af helligdage støt gennem århundrederne, siden kirken kort efter Kristi død begyndte at indføre helligdage. Først kom søndagen, derefter hurtigt påske, pinse og Kristi himmelfart, og derfra steg antallet af helligdage jævnt frem til reformationen, hvor der efterhånden var kommet så mange, at det var blevet et økonomisk problem. Folk havde ganske enkelt ikke råd til at holde fri så mange dage. Med reformationen fik man en oplagt lejlighed til at drosle ned på antallet af helligdage. Oprindelig ønskede Martin Luther at droppe alle festdage bortset fra søndagen, men senere gik han dog med til at bevare de største festdage. Det blev også løsningen i Danmark, da man med kirkeordinansen af 2. september 1537 afskaffede en betydelig mængde helligdage. Men der var stadig mange helligdage, og godt 200 år senere besluttede Struensee at ophæve endnu flere. Det skete 26. oktober 1770, hvor han fjernede en lang række helligdage, herunder tredje juledag, tredje påskedag, tredje pinsedag og helligtrekongersdag. Beslutningen om at afskaffe disse helligdage kædes i folkemunde ofte sammen med indførelsen af store bededag, men det er noget sludder. Store bededag, der falder fjerde fredag efter påskedag, blev indført knap 100 år tidligere. I 1686, efter initiativ fra Sjællands biskop, Hans Bagger. Forvirringen omkring store bededags oprindelse skyldes nok, at det i dag er vanskeligt at forestille sig, at Struensee bare sløjfede en masse helligdage uden noget plaster på såret. Men den fortolkning illustrerer blot, hvor privilegerede nutidens danskere er i forhold til dengang. I 1700-tallet var helligdage nemlig ikke lig med fridage. Sneg man sig fra gudstjenesten var det helligbrøde (deraf navnet), og så vankede der helt frem til 1845 en bøde på tre lod sølv. Hvis man oven i købet formastede sig til at arbejde under prædikenen, vankede der en ekstra bøde på to lod sølv. »Oprindelig var helligdagene en kæmpebyrde for folk, så det er egentlig lidt sjovt, at det med tiden er gået hen og blevet en ret«, siger Morten Warmind. Hellige helligdage Men hvor tilfældigt valget af de danske helligdage end er, og hvor mange gode argumenter, der er for ændringer, er det ikke noget, de danske politikere har særligt meget mod på. Selv ikke venstrefløjen, der ellers er imod den danske sammenblanding af kirke og stat. Socialistisk Folkepartis ordfører på området, Margrete Auken, siger, at SF ikke har drøftet spørgsmålet, og at hun »ikke har en mening om det«. Helt så langt går Enhedslistens kirkepolitiske ordfører Keld Albrechtsen ikke. Han siger, at han nok vil være positivt stillet over for et forslag om at flytte helligdagene for »derved at lave en slags ligestilling mellem religionerne«, men tilføjer, at det ikke er noget, man har talt om i Enhedslisten, og at han derfor ikke kan tale for resten af gruppen. Går man til de borgerlige politikere er holdningen til at ændre helligdagene klart negativ. Venstres kirkepolitiske ordfører Bodil Thrane finder på ingen måde de kristne helligdage utidssvarende, og Dansk Folkepartis Poul Nødgaard mener ligefrem, at »der skal en revolution til at ændre på de kristne helligdage i Danmark«. Og revolutioner på området er ikke det kirkeminister Johannes Lebech frygter allermest. »Langt de fleste danskerne er kristne, og nu falder de fleste af helligdagene jo også meget dejligt i foråret, så jeg kan slet ikke forestille mig, at man laver om på det. Jeg har ikke engang dårlig samvittighed over det, jeg synes, det er meget, meget naturligt. Men det er klart, at resten af samfundet bør være opmærksom på, at andre grupper af samfundet har andre højtidsdage, og det skal man da være tolerant over for. Men det vil jo normalt kunne løses ved, at de tager en feriedag«.