Politiken søndag: Debatten om det kontroversielle teaterstykke 7:3 blussede igen op i Sverige, efter at svensk tv viste Folke Rydéns dokumentarprogram 'Vejen til Malexander'. Nogen mener, at programmet benytter nogle følelsesmæssige mekanismer, som gør Norén til syndebuk, mens kriminalforsorgen, som havde det egentlige ansvar for de indsatte, går fri. I en ledende artikel i avisen Dagens Nyheter erkender skribenten myndighedernes svigt, men mener også, at Rydéns film placerer et tungt ansvar på instruktørens skuldre, fordi han sad diverse advarsler overhørig. Og avisen finder hans tavshed omkring hele sagen urimelig: Kunstneren har åbenbart intet at sige som et moralsk tænkende menneske, konstaterer den. Tager til genmæle Men Norén tager faktisk bladet fra munden i en kommentar på Riksteaterns hjemmeside, hvor han bl.a. konstaterer, at han har deltaget i utallige interview omkring projektet. Han klandrer tv-udsendelsen for på intet tidspunkt at nævne, at 7:3 var et rehabiliteringsprojekt i samarbejde med kriminalforsvarsstyrelsen, som havde det øverste ansvar for fangerne, og at de indsatte i øvrigt alle var så langt henne i deres strafforløb, at de snart skulle ud. Mats Nilsson blev således tidligt i forløbet placeret hos en familie og havde altså slet ikke behov for udgange for at planlægge forbrydelser. Norén gør også klart, at han på alle mulige andre måder i sit arbejde i øvrigt har bekæmpet nazismen. Endelig spørger han: »Hvad er det egentlig I vil, alle jer som på lederplads og kultursider og nyhedsredaktioner får afløb for jeres had? Ønsker I, at jeg skal stoppe som instruktør og dramatiker i Sverige? Gerne for mig. Jeg er blevet på Riks-teatern, fordi det byder på mange muligheder, og jeg synes om menneskene der. Men i det øjeblik jeg føler, jeg er til skade for Riksteatern, og at min tilstedeværelse skaber problemer eller dårlig stemning blandt personalet, bliver jeg ikke længere. Min sorg og fortvivlelse over det forfærdelige, som har ramt de efterladte, har jeg udtrykt mange gange. Den sorg er min. Og den vil jeg altid bære med mig«.