Politiken torsdag: Det er hverken sikkert eller vist endnu - og det er før gået rivegalt. Men det bedømmelsesudvalg, der for et år siden blev sat til at udvælge endnu et værk til Store Torv i Århus, kunne i går præsentere kunstneren Elisabeth Toubro og hendes vandkunst med arbejdstitlen 'Vanddragen' som bedste bud på en gave til århusianerne. Det er ikke mere end fem år siden, at det sidst gik galt, da Statens Kunstfond ikke alene ville skænke århusianerne en udsmykning, men også ville vælge den selv. Den holdt ikke i Århus, hvor det udvalgte projekt af billedkunstneren Hein Heinsen blev afvist: Københavneri, lød det harmt i folkemunde: Statens Kunstfond skal ikke bestemme, hvad pladserne i Århus skal prydes med. Efter massive postgange af læserbreve - og i et kommunalvalgsår - nedstemte byrådet Hein Heinsens skulptur og den pose penge, der ellers kunne have fulgt med fra Statens Kunstfond. Først sidste år turde nogen gøre et nyt forsøg på at dekorere den plads, der har stået tom, siden den blev bilfri midt i 1990erne: Statens Kunstfond og Århus Kommune udskrev i fællesskab en konkurrence for seks inviterede billedkunstnere, og på et pressemøde på Århus Rådhus i går blev spændingen udløst med Elisabeth Toubros model af en 18 meter lang og 3,5 meter høj vandkunst i kinesisk diabas og rustfrit stål. Kunstneren, der af københavnere er kendt for sin 'By-Fraktal' ved Den Sorte Diamant, er ironisk nok elev af den vragede Hein Heinsen. »Ja, det må I altså meget undskylde«, som hun småklukkede. Fornemmelse af vand Hendes vandkunst med både stille rislende og voldsomt hvirvlende vand skal spejle og reflektere tidens lethed og flygtighed. »Folk skal kunne mødes og få fornemmelsen af vand. Der skal være vand både at se og høre, dejligt meget vand, vand er forførende, og jeg vil gerne forføre gamle og unge med den her«, siger kunstneren, der frækt har placeret sit værk lidt skævt i forhold til den lange akse, der udgår fra Århus Domkirke og løber tværs igennem den store plads midt i byen. Det er ikke i tidens ånd at tillægge kirken alene så meget magt, mener Elisabeth Toubro. »Historisk har man brugt akserne til at markere indgange til templer og store bygningsværker, men jeg ønsker hverken at konkurrere med kirken eller ødelægge dens monumentale facade«. I samme ånd har hun tænkt sig at udforme skulpturens mest markante del i rustfrit stål. Det gælder den over tre meter høje spiral, der i folkemunde hurtigt kan blive til et parkeringshus i tre dæk. Sneglen skruer det hvirvlende vand nedad, inden det presses videre forbi høje, lodrette stålflader med render til vand og ad lange stentunger i en stor bue ned over pladsen mod et stort jerndæksel med samme ornamentering som på domkirkens tårn. Det er sneglen, der er af stål, fordi materialet er forgængeligt: »Jeg er imod den form for bombastisk kunst, hvor man trækker et eller andet ned over hovedet på folk og siger: Her er magten, og sådan skal det blive ved med at være«, sagde Elisabeth Toubro, der dermed bevidst eller ubevidst kom til at kommentere den penible forhistorie. Hun takkede også for placeringen med en bemærkning om, at århusianerne stiller krav, ikke lader sig spise af med hvad som helst - og selv vil være med til at bestemme. Af samme grund er intet som helst sikkert endnu. Med kåringen af Elisabeth Toubro dækker Statens Kunstfond tre fjerdedele af udgiftsrammen på 4,5 millioner kroner for at opføre hendes værk, men afviser byrådet også dette forslag, falder tilbuddet bort, og kommunen skal selv begynde forfra. Intet er sikkert før et byrådsmøde 20. juni.