Politiken mandag: På rækken foran mig havde tre ungersvende allerede rejst sig. Med deres meget åbne munde og diskret grønne jakkesæt lignede de en trio af korthårede, kække frøer. På de store lysskærme bag scenen viste de digitale tal, at klokken var slået 20.59. Nedtællingen listede af sted, mens bølgen rullede hen over de fyldte tribuner. Bag mig sad en lidt ældre delegation fra et vilkårligt firma, der havde erstattet bowlingturen med kollegialt samvær i Parken og filosoferede over, »hvor Birthe Kjær egentlig er blevet af midt i alt det her«. Over dem hang en sky af tung parfume og lige så tung armsved. Det var varmt her på A-tribunen, så stinkende hedt faktisk, at man ironisk nok sagtens kunne have undværet det berømmede skydetag, der med sine hvide bølger skærmede den stjernebesatte, danske maj-himmel af for os. En himmel, der har det med at byde på lige så ustadige og uforudsigelige varer, som det vi om få sekunder skulle i gang med: Det Europæiske Melodi Grand Prix. Et musikalsk misfoster, vil nogen mene. Men dog også så stor en krabat af en konkurrence for hele familien Europa, at den skal skydes i gang med den gode gamle Eurovisions kendingsmelodi. Selv om super-europæeren - for det er han vel stadig? - Anders Fogh Rasmussen smiler bredt, og selvom den konservative kulturløve Brian Mikkelsen bare må kysse sin kone i netop det øjeblik nogle rækker bag mig, så bliver fanfaren alligevel aftenens eneste officielle præg. Så såre den er tonet ud i den stillestående luft på det indelukkede stadion, drøner landskamps-lavinen henover de røde plasticstole for første af mange gange: »Dan-mark!, Dan-mark!, Dan-mark!«. Sådan, Europa, tag dén! Så ved I ligesom, hvor vi står her i det yndige land, hvor Rrrrrollo & King for længst er hoppet ind i Rigsvåbenet som vogtere af det danske særpræg. Men råbene er selvfølgelig også en markering af, at nu er der Grand Prix og dermed fest for fuld knald. Det afslører sig hurtigt, at danskerne ser Melodi Grand Prix live på samme måde som derhjemme: Nemlig ved at slænge sig i nærmeste sæde med slik, chips, øl og kække kommentarer indenfor rækkevidde. Afslappet og larmende på en gang, lidt af en præstation. Kitschede kvaliteter Skal der være fest, så skal det være skævt - så'n lidt uhøjtideligt, småplat og røvbaldefunky. Som nu for eksempel Estlands primitive kopiering af Kool & The Gangs halvfjerdserfunk i den fyrige 'Everybody' og den mundret muntre 'Never Ever Let You Go'. Det er - øhm - de to sange, der uden at skamme sig kan kalde sig Europas bedste i disse dage. Det kan man sagtens vælge at hovere over og sige, at Norges alvorstunge ballade - nej, jeg kan s'gu heller ikke huske, hvad den hedder - Sveriges ABBA-restaurering, Islands tidstypiske radio-traller, Spaniens solbeskinnede salsabombe og Maltas fint flirtende, latinske affære var bedre popsange. Og at Ruslands prægtige Sort Sol på heliumlyd i 'Lady Alpine Blue' med syrehovederne i Mumiy Troll var aftenens klareste bud på en kultklassiker. Glem det! Hvis jeg var producer på 'Absolut Bad Taste - Eurovision Song Contest 2002«, der kommer på gaden om sådan cirka 12 måneder, ville jeg selvfølgelig også føje netop de to øverst placerede sange til israelske 'A-Ba- Ni-Ni-Bi', svenske 'Diggi-loo-Diggi-ley' og alle de andre prangende perler. Fordi de sange besidder de kitschede kvaliteter, der skal til for at gøre en Grand Prix-slager tidløs: et omkvæd så effektivt som snaps nummer sex til en julefrokost, en let fjollet melodi og en enkel, mundret tekst. At den slags altid går rent ind hos de fans af Melodi Grand Prix, der orker at udskifte tastaturet på fjernkontRollo-en med telefonens tal for at stemme, burde være kendt. Alligevel glemmer vi det. År efter år. Derfor var de helt forkerte sange placerede som favoritter igen i år, mens vinderen kom snigende ind i det trygge velfærdsforår her på egnen som en kold overraskelse fra Sibiriens sletter. Hastigt blev den fortættede afstemning, der fulgte den egentlige folkefest i Parken - Rollo & Kings optræden under et støjinferno af jubel i Parken og Aquas stramt, strømlinede humørbombe i pausen, en duel mellem de to umage makkerpar. Estisk førergreb Danske Stefan Nielsen og Søren Poppe mod Estlands egen søn, lyslokkede Tanel Padar og mørke Dave Benton fra den caribiske ø, Aruba. At det endte med, at esterne tog førergreb på danskerne, skyldtes naturligvis - jamen, selvfølgelig da! - ikke, at deres sang var bedst, men at der var mest energi, mest show, mest gang i den, simpelthen. Et element mange af de optrædende ved dette års Grand Prix havde overset. Derfor kunne eksempelvis Sloveniens elendige Kylie Minogue-parodi 'Energy' med blondinen Nusa Derenda i sit stramme, gule og sorte lædertøj score mange points hos det udklædningsglade segment af mænd, kvinder og dem midt i mellem, som simpelthen bare æææælskææær »Melo de Grand Pricks« for nu at stjæle sangfestens navn fra ATS. Deltagerne som hende kunne få bifaldet til at runge i Parken, hvor der virkelig var gang i den på lægterne. For hårdt prøvede FCK-fans var det en fornøjelse at se, hvor meget party der faktisk kan være på disse hårdtprøvede tribuner, når »hundehovederne« er på hjemmebane i nationalareanen. Som BBCs legendariske Grand Prix-kommentator Terry Wogan så sandt fortalte sine britiske seere: »The crowd here is filled with alcohol and enthusiasm!« Wogan forsøgte også at kalde på de danske værter, Natasja Crone og Søren Pilmark, da de havde viklet sig helt ind i sig selv i de ofte temmelig indforståede værtsrim: »Is there anyone out there? Hello?« Det var der - trods alt. Og vi kunne glæde os over, at selv om vi måske ikke fik en selvfed klump af nationalisme i halsen over et show, som dog blev hæmmet af en håbløs ringe lyd, heller ikke fik en omgang klamp på nakken. Det var sjovt og indimellem smukt i Parken takket være det formidable lysshow og de østeuropæiske lande, der havde mod og lyst til at udfordre Grand Prix-genren, fordi de endnu ikke er blevet fanget ind af den mellemeuropæiske mainstream. En dyr sejr Dagen efter festen hang klatterne fra øjnene helt nede på maven for generaldirektøren for Estlands TV, Aare Urm. Natten forinden i Parken havde en kollega fra tv beskrevet ham for mig som »en lille pæreformet mand«. Men på sin stol bagest i den sal på Hotel Admiral, hvor det lille baltiske land fejrede sin festlige entre i Europa med et improviseret pressemøde i går ved middagstid, lignede generaldirektør Urm i sin spraglede skjorte snarere et meget træt træ, som dog bar sine frugter med glæde. »Da vi rev os løs fra Sovjetunionen, kaldte vi det selv »den syngende revolution«, fordi opgøret blev sunget i gang af glade estere i gaderne. Denne nye triumf, sejren i Melodi Grand Prix, er vores forsøg på at bringe sangen fra vores land, ja, hele vores region ind i Europa for alvor. Det er en stor glæde, hvis vi med nogle sange kan give Jer et andet billede af det 'triste' Østeuropa«. Det var en lørdag aften. Den endte med fest med pølser og fadøl - vi var jo på et stadion - og tårer for andre, der ikke magtede at lade som om der var sjovt i Wonderful Copenhagen længere. Island og Norge, der var enige om at dele placeringen som bundprop med hver tre, ærefulde points, hang lidt med det bagest i feltet. Andre som Kroatiens Vanna(-bee) tog direkte hjem på hotellerne for at dulme skuffelserne. Kom igen, heller ikke den tidligere så vanemæssige triumfator, Irland, formåede at kvalificere sig til næste års syngende revolution i Tallin, så ingen grund til poppanik. Herfra tilbage til virkeligheden, i hvert fald i et års tid.