Politiken fredag: Hun er spændt. Flår kameraet ud af sin taske. Holder kuglepennen fast mellem tænderne og løber væk fra de andre. Og fra sin taske, der ensomt står tilbage på jorden. Lidt efter kommer hun smilende tilbage. Dagens første autograf står skrevet med blå kuglepen i det officielle Melodi Grand Prix-katalog på den side, der præsenterer Estland med billeder af deres to mandlige solister. Jagten er kun lige begyndt. Tilbage er 22 lande, hvis solister i løbet af aftenen vil gå op ad en rød løber i Tivoli, hvor der i aften er cocktail party for deltagerne i Grand Prix'et. »Det er et magisk øjeblik for mig, som jeg har glædet mig til i meget lang tid. Tja, faktisk siden sidste år i Globen«, siger Liza Kjær og retter med en hurtig bevægelse på halssmykket, der er formet som logoet på dette års Grand Prix. Imens flakker hendes blik konstant fra den ene side til den anden. Men mest mod hovedindgangen. Hun er 27 år og formand for MGP-fanklubben i Danmark, der tæller 100 medlemmer. Liza Kjær har aldrig været bange for at indrømme, at hun er fan af det show, som mange andre kalder for hæsligt og kitsch. Heller ikke den gang i 1980erne, hvor det var svært at finde nogen at dele interessen med. »Min mand interesserer sig ikke for det. Da vi blev gift, gjorde jeg det klart, at i maj måned er jeg ikke til at træffe. Han kommer desværre nok lidt i anden række nogle gange«, fortæller Liza Kjær, der er uddannet kontorassistent og til daglig bor i Odense. I øjeblikket går det meste af hendes tid med Melodi Grand Prix - blandt andet med at skrive og ringe sammen med de europæiske fanklubformænd. Officiel fan Liza Kjær har altid været fascineret af Melodi Grand Prix. Men først i 1997 blev hun officiel fan, og siden sidste år har hun været formand for fanklubben. For Liza Kjær er det showet, kjolerne, pointene, der er det fascinerende ved Melodi Grand Prix. Og at sangene er universelle. »Teksterne kan man høre hele året rundt. De bliver ikke forældede. Og jeg synes ikke, der er forskel på en Melodi Grand Prix-sang og andre sange«, siger hun, der næsten kun lytter til Melodi Grand Prix-musik. Hendes kæreste eje er en single med 'En lille melodi' i engelsk og tysk version. »Jeg har ikke hørt om andre, der har den tyske, ikke engang Anne Herdorf selv. Så mine venner er lidt misundelige på mig«. Men hendes favorit Melodi Gand Prix-nummer er den italienske sang 'Gente di Mare' fra 1987. Åh, Fabrizio »Kig herhen, Polen«, råber Liza efter den polske delegation i Tivoli. »Øv, jeg nåede ikke at få et billede af dem«, siger hun. Senere ankommer Fabrizio fra Malta. En af pigernes store idoler ved dette års Grand Prix. Og vist også drengenes. I hvert fald er flere af fanklubbens mænd ligeså ivrige med kameraerne og blokkene. Liza står lige foran den sydlandske dario, omringet af blinkende blitzer og tv-kameraer. Efterhånden er der dannet trafikprop i alléen, som solisterne går ned ad omringet af nysgerrige på begge sider. »Han var bare så sød ved mig og glad for, at jeg ville have hans autograf. Det betyder meget. Men Island har nu stadig mit hjerte«, siger hun og fremhæver solisterne ved Melodi Grand Prix som nogle der generelt er lette at snakke med og komme tæt på. »For mig betyder det ikke noget, at de ikke er sådan rigtig kendte. Det bliver de ofte bagefter, og så er det skægt at følge deres karriere fremover«, siger hun, der ikke mener at fascinationen af solisterne kan sammenlignes med forelskelse. Det er mere venskab. »Men det er rart at have nogle hemmelige drømme. Hvis man ikke havde dem, var hverdagen ikke til at holde ud«. Rollo & King kommer forbi. Hastigt. Bagefter samles de ti medlemmer fra fanklubben i en rundkreds. Ikke alle nåede at få Signe Svendsens autograf. Men det gjorde Liza. Ligesom i Herning til det danske Melodi Grand Prix. En midaldrende mand støder til flokken og viser et katalog fyldt med autografer. Kun Sverige og Norge mangler. Men det har også taget et par dages venten ved hotellerne primært - i Parken »får man altså ikke noget«, fortæller han. Liza og de andre kigger med en vis benovelse på signaturerne. Men Liza kunne aldrig drømme om at give penge for stjernernes autografer. Signaturen er intet værd uden den indledende jagt. »Det handler om at være tæt på dem, tale med dem og vide, at de har set mig. Og det er rart selv at have gjort et stykke arbejde for det. Og autograferne er jo også et samlerobjekt«, siger hun. Mens vi venter på flere af dette års stjerner, om man vil, sælger Liza en »sjælden sag« videre til en af de andre fans. Liza har fikset en masse promotion-cd'er fra et pladeselskab med den engelske version af sangen 'Drømmende by' af Moonjam, der deltog i det danske Melodi Grand Prix sidste år. I baggrunden står to af de andre fra fanklubben og snakker om, at Letlands sang var bedre sidste år i Globen. Og fanklubbens pointfreak, fortæller promte, at Letland endte med at få 136 point sidste år. Møde med Island Idoljagten i tivoli er ved at være forbi. Liza mangler kun 12 autografer for, at alle siderne i kataloget er fyldt. Fanklubbens ti medlemmer kører videre ud på TV 2 Lorry for at medvirke i et talkshow med Jørgen de Mylius. Efter optagelsen bliver Liza foreviget på billede med Jørgen de Mylius og Johnny Reimar. Liza og de andre kvitterer med at synge 'Se hvad jeg er ude på'. Reimars egen fra det danske Melodi Grand Prix i 1987, der ikke endte blandt de fem finalister. Dagen efter er vi igen på idoljagt. Liza har fået mulighed for at møde sine idoler ved dette års dyst, som hun også har spillet 100 kroner på. Hun har næsten ikke sovet i løbet af natten. Eller spist noget som helst her til morgen. I stedet har hun formet spørgsmålene til sine idoler fra Island igen og igen i hovedet. Og til sidst skrevet sine spørgsmål ned på papir. »Det er næsten den bedste dag i mit liv - det er på højde med mit bryllup og brødrene Olsens sejr sidste år«, siger Liza Kjær og kigger op mod himlen. Solisterne fra det islandske band Twotricky har god tid. De taler med Liza i en halv time. Og hun imponerer dem ved at synge deres Grand Prix-nummer, 'Angel'. På islandsk. Og de giver hende et farvelknus på kajen foran Hotel Admiral. Bagefter er hun lettet. »Jeg var mig selv, og de var så søde og lyttede på, hvad jeg sagde til dem. For to dage siden var min største drøm at komme med til nattefesten med solisterne på lørdag. Men efter at have mødt Island, tror jeg faktisk, at min største drøm er opfyldt«, siger hun. »Men jeg vil selvfølgelig stadig gerne med til nattefesten«.