H.C. Andersen er evig aktuel, og det præger bogmarkedet. Med korte mellemrum kommer der nyudgivelser af hans tekster, værker om hans digtning, skildringer af hans liv og levned. Nu suppleres der med en brevveksling mellem ham og en af hans unge venner. Fredag udsender Museum Tusculanums Forlag bogen 'H.C. Andersen og Jonas Collin den yngre. En brevveksling 1855-1875'. Den er redigeret af cand.phil. Kirsten Dreyer, og gennem den kastes der yderligere lys over forholdet mellem eventyrdigteren og familien Collin. Man skal ikke beskæftige sig meget med Andersens liv, før Collin'erne kommer ind i billedet. "Hjemmets Hjem" kaldte han det Collinske hus, og Kirsten Dreyer skriver, at "den Collinske slægt blev det nærmeste, den verdensberømte digter kom på et surrogat for den familie, han aldrig havde eller stiftede. De venskabelige følelser var da heller ikke begrænset til den ældre generation og hans jævnaldrende i slægten, men kom efterhånden til at omfatte fire generationer". Jonas Collin den ældre (1776-1861) var en af sin tids mest indflydelsesrige danske embedsmænd og tog sig varmt af H.C. Andersen, lige fra han ung og ukendt kom til København. I Andersens bevidsthed fik han nærmest faderstatus, og hans næstældste søn Edvard (1808-86) blev digterens nærmeste ven og solide støtte. På en vis måde var Andersen optaget i den Collinske familie - men der var grænser! Jonas Collin d.æ. var altid Des med Andersen, og Edvard afslog digterens ønske om, at de skulle være dus. Andersen fandt, at afslaget var udtryk for den sociale forskel mellem Collin'erne og ham selv. I det hele taget var forholdet mellem digteren og det Collinske hus ikke uproblematisk, selv om det i det ydre havde familiær karakter. Dus blev Andersen derimod med Edvards søn, Jonas Collin den yngre (1840-1905), der var zoolog og på flere udlandsrejser digterens ledsager. De udvekslede breve allerede i 1855, men først i 1861 tog brevvekslingen fart, sådan som man kan følge det i den nu foreliggende bog, hvis sidste brev er skrevet af H.C. Andersen på dødslejet i 1875. Om sit indtryk af den samlede korrespondance mellem de to skriver Kirsten Dreyer sammenfattende: »Nok er det et venskab præget af kriser og modsætningsforhold, der både skyldes aldersforskel, forskellige temperamenter og nedarvede fordomme, men til syvende og sidst er det måske det eneste af venskaberne med de tre generationer af Collin'erne, som slutter i harmoni og gensidig respekt«.