Politiken onsdag: En kvindelig tysk radiorapporter pudser højlydt næse, kigger på snotpapiret og putter det i lommen. Den danske og udenlandske presse er samlet i Parken til endnu et pressemøde med Danmarks Melodi Grand Prix trio, Rollo & King. Alle venter på guitaristen Stefan Nielsen. Og imens er blikkene rettet mod Signe Svendsen, der fumlende forsøger at fortære en sandwich uden at få for meget hvid dressing på kinden. Endelig ankommer Stefan Nielsen i beigefarvet habit og lilla skjorte. »Vi er tilfredse med det hele, og det var rart at møde øhh, hvad er det nu det hedder?«, spørger forsanger Søren Poppe på dansk og får at vide, at 'de andre' lande i Melodi Grand Prix sammenhænge ofte kaldes for delegationer. Efter kun et spørgsmål kigger trioen søgende rundt på det enorme presseopbud. »Any questions «, spørger Søren Poppe og arrangørerne flere gange ud i rummet. Først da korpigen Signe Svendsen hiver mikrofonen til sig og spørger om det samme - på fransk- viser de udenlandske journalister poter. Endnu en gang svarer trioen på, hvordan fremtiden ser ud, og hvordan deres vinder ser ud. Og så er der stilhed igen. Lige indtil Stefan Nielsen begynder, uopfordret, at fortælle om sin morgenmad og henvise til Tivoliplakaterne på bagvæggen. En hollandsk journalist tager mod til sig og spørger, hvorfor teksten til Danmarks bidrag er på engelsk. Når nu den danske version er bedre og har vinderpotentiale. »Ja, hvorfor egentlig«, spørger Signe Svendsen sine to mandlige kollegaer. Og mens de diskuterer, griber DRs Morten Carlsson mikrofonen. »Mange udlændinge synes vores sprog lyder som halslyde«, siger han. Og så kræver pressen, at trioen synger den danske version a'capella. To verdener Efter pressemødet bliver bordet omringet af fotografer og journalister. Signe Svendsen skriver hurtigt sin signatur på en lyserød side i det, der minder om en teenagers poesibog. Bogen med de pastelfarvede sider tilhører en fuldvoksen engelsk journalist. To tyske radiojournalister omringer trioen. Stefan Nielsen glemmer, at den konkurrence han i øjeblikket deltager i, ikke hedder Melodi Grand Prix i udlandet. Heller ikke selv om man udtaler ordet med lidt amerikansk accent. Signe Svendsen fniser. Stefan Nielsen er lidt træt. Facitlisten til de regnestykker, som hans niende klasse var til eksamen i i går, er endnu ikke kommet. Så hele formiddagen er gået med at lave færdighedsregning. »Det er ligesom to verdner i øjeblikket. Først sad jeg derhjemme og lavede regnestykker og drak te, og derefter på med diskotøjet og herud. Det er lidt underligt og et kulturelt kvantespring«, siger Stefan Nielsen. Signe Svendsen har det også lidt ambivalent med de daglige pressemøder i denne uge. »Det er lidt en farce hver dag. Jeg synes, det er svært at svare ordentlig på spørgsmålene. Vi kommer tit til bare at sidde og fnise, og det skal man jo ikke«, siger hun og bliver suppleret af Stefan Nielsen. »Det er lidt mærkeligt, at der er så meget fokus på, når vi bare skal ind og synge en sang i tre minutter«, siger han og sammenligner situationen med en komponist, der har brugt et halvt år på at skrive et helt værk, men som kun bliver omtalt i avisernes notespalter. »Jeg skal synge Mozarts Requiem med mit kor på næste torsdag, og for at vi kan få det til at løbe rundt økonomisk, skal vi sælge 200 billetter. Det er lidt tankevækkende, at vi med et så kendt værk igennem 210 år, skal kæmpe for at lokke 200 mennesker ind i en kirke. Her opfører vi et nummer i tre minutter, hvor der er 35.000 publikum og 100 millioner seere«, siger han. »Men er sangen der også om 210 år?«, spørger han med et smil. Fantastiske Søren I baggrunden spørger Søren poppe en SE og Hør fotograf, om det er ham, der har fundet på overskriften til artiklen med Rollo & King i bladets nyeste nummer. »Der står, vi vinder. Det har vi sgu aldrig sagt«, siger han. Imens fortæller den tyske tv-journalist Rafael Narvaez flere gange -fascineret og med små håndbevægelser - at Søren Poppe er intet mindre end 'utrolig og 'fantastisk'. »Han er så naturlig. Jeg talte både med ham på rådhuset i går og til festen bagefter. Kan du låne mig en kuglepen, jeg skal lige have hans autograf på min CD«, siger han, der tipper de danske solister til en top fem placering. Rollo & King vil også gerne fremstå så naturligt som muligt på scenen. Senere på dagen skal de for første gang øve nummeret på scenen. En sang, de endnu ikke er blevet trætte af. »Vi har så lidt koreografi som muligt. Vi ville se fuldstændige latterlige ud, hvis vi skulle danse. Showet skal ikke virke for opstyltet. For os er det her en sangkonkurrence, og derfor handler det om at få kemien mellem os og sangen til at fungere, så det er det, publikum lægger mærke til«, siger Signe Svendsen og bliver afbrudt af Stefan Nielsen, som taler med cafeteriastemme ned i en megafon. »En cowboy toast med pomfritter, tak«.