Politiken fredag: Politiken har mistet et træk i sit ansigt. Måske ikke et smilehul, snarere en bekymret panderynke, der dog kunne glattes ud ved lunets magt. Tegneren Peder Nyman er død. Han blev knap 61 år, men han klarede ikke en alvorlig lungeoperation. Da Hans Edvard Nørregaard Nielsen for en del år siden skrev sin bog om dansk bladtegning, kaldte han den så fint 'Avisens håndskrift'. Netop. Med læseren som grafolog træder tegneren i karakter. Peder Nyman var umiskendelig i den store sammenhæng, der udgør Politikens tradition som ikke bare skrevet, men også tegnet avis. Peder Nyman så læserne i øjnene med sin originale streg og det indhold, den omsluttede. Ofte fordi der rent faktisk sad et par øjne et sted i Peders tegning, hvad enten det var to flirtende ferskner i en kurv eller en forskræmt globus, der udtrykker al klodens angst og fordærv. Han var ikke illustrator for husets journalister. Han var en dybt loyal medspiller, der kunne give teksten er ekstra dimension, og som solist med Dagens Tegning kunne han overgå den skrevne leder i skarphed og pointe. Avisen blev et livsindhold for Peder Nyman fra den første dag, da han som 19-årig og nyudklækket fra Kunsthåndværkerskolen kom ind på Politikens tegnestue, som dengang blev overvåget af ATS-mesteren, arkitekten Habakuk. Han skrev senere: »Pludselig en dag stod en meget ung Peder Nyman der med øjne som en anskudt hind og i det hele taget temmelig forskræmt, og skulle til at finde ud af, hvad han kunne. Han kunne i hvert fald koncentrere sig. Vi sad i en stor tegnestue, indhyllet i røg, permanent jazzmusik og sælsomme vittigheder og var alt i alt udisciplinerede, men afsindigt pligtopfyldende, fordi det var så dejligt at lave avis. Peder kunne slå en ring omkring sig. Når han havde brug for det, bed han sig åndeligt talt fast i kanten af tegnebordet og arbejdede«. Satirisk mester I sine første år på bladet tegnede Peder Nyman mest småting og vignetter, men formatet voksede med den grafiske kraft, der lå i hans forenklede udtryk. Temaet var klart. Aldrig overbroderet eller udspekuleret. Til gengæld overraskende. Han blev opdraget i sort-hvid, for efter at det berømmelige Magasin var gået ind, sagde man farvel til den farverige epoke, som var kulmineret med tegnere som Sikker Hansen, Arne Ungermann, Ib Andersen, Kamma Svensson og flere til. Den nye generation, der også omfattede Nymans jævnaldrende Jørgen Saabye og Poul Holck, fik højst en rød prik eller streg med i udfoldelser i 1960ernes aviser, hvor seniorerne var Hans Bendix og Bo Bojesen. Farverne vendte dog tilbage - om ikke i fordums litografiske herlighed - og Peder Nyman viste, at hans talent rakte langt ud i farveskalaen med engagementet og den filosofiske slagkraft i behold. Med sin store kærlighed til bordets glæder blev han en oplagt tegner for madskribenten Mogens Brandt. Avisens illustrationer fulgte med i Brandts bøger. Da Hasselbalchs Forlag udgav '1001 Nats Eventyr', opfordrede man landets bedste tegnere til hver at illustrere et bind. Peder var naturligvis med. Lunet og den dybe menneskelighed gjorde ham i stand til at forløse mentale sindsstemninger, ikke mindst de depressive, som han kendte alt for godt af personlig erfaring. Det satiriske mestrede han på sin egen måde, sådan som det ud over avisen også kom til udtryk gennem mange års medvirken i 'Svikmøllen'. Politik lå ham fjernt. Det var den mere overordnede verdenssammenhæng, han tog sig af, ikke Christiansborgs trakasserier og politikere, måske også fordi det sjældent var portrætlighed, han dyrkede. Det var typer, han tegnede. Aldrig skuffende Peder Nyman var født i Sverige. Hans far var digteren Arne Nyman og hans mor tegneren Ingrid Vang Nyman, der tegnede Pippi Langstrømpe. Royalties fra denne verdensomspændende børnebogssucces tilflød stadig Peder og gjorde ham økonomisk ubekymret. Med sit altid venlige og stilfærdige væsen var han nok mere synlig i bladet end på bladet. Peder gik altid ind og ud ad bagdøren, og han kommunikerede gerne per telefon. Man afleverede sin tekst i sand forvisning om, at den ville blive læst og aflæst en vinkel, der i streg ville gøre indholdet en ubetinget tjeneste. Det var uklogt af en journalist at begynde at fortælle Peder, hvad han skulle tegne. Med et drillende smil, kunne han standse den velmenende kollega med et: »Vil du også vide, hvad jeg synes, du skal skrive?«. Der har i årenes løb været talløse øjeblikke, hvor en redaktør af Dagens Debat, Kroniken eller Bagsiden i fortvivlelse over mangelen på en oplagt illustrationsmulighed i en tekst, har udbrudt de forløsende ord: Det er en Nyman! Det blev det. Uden nogensinde at skuffe.