Politiken søndag: Det er altid rart at få ret. Så da anmelderen efter en frustrerende Malkofinale samt derpå følgende sandwichpause på en nærliggende café vendte tilbage til Radiohusets Koncertsal og fik dommen 'ingen vinder' serveret, var han såmænd helt veltilpas derved. For hvem pokker skulle man have foretrukket blandt de tre, der klarede den helt til sidste runde? En canadier, hvis glatte image som svigermors drøm endte med at kamme helt over i decideret flegmatik, som var finalisten overtrukket med en hinde, der effektivt skilte ham fra den virkelige verden? En spanier, der - lige præcis stik modsat - opførte sig som en pyroman og ville overskride alle normer for at se musikken brænde? Eller en lille, bebrillet dreng fra Kasakhstan, der ikke har lært at dirigere endnu, men som ved Gud er propfuld af musik? Nej, ikke noget let valg, vel? Det samme har årets Malkojury øjensynlig ment. Enigheden havde svært ved at indfinde sig, må man tro, for det otte mand høje dommerpanel greb til gennemlytning af orkesterprøver, ud over hvad konkurrencereglerne foreskriver, før de følte sig klar til fredag aftens finale. Alligevel blev resultatet: Ingen vinder, men en andenplads til Josep Caballé-Domenech fra Spanien for hans ildfulde gennemspilning af førstesatsen af Brahms' tredje symfoni. Charles Olivieri-Munroe fra Canada måtte efter en uge som mediedarling se sig forvist til en tredjeplads for sin præstation i førstesatsen af Brahms' første symfoni, mens aftenens sikkert gladeste finalist, Alan Buribayev fra Kasakhstan, helt utraditionelt kunne rejse hjem som modtager af en til lejligheden opfunden specialpris fra juryen på 40.000 kr. Et stort skulderklap til konkurrencens yngste deltager, der trods sine kun 21 år ugen igennem har demonstreret soleklare anlæg som fortolker koblet med en rent ud nørdet musikalitet i topklasse. Man sad - sådani spøg, selvfølgelig - og blev helt bange for, om Munroe i virkeligheden gemmer en psykopatisk serial killer bag den ulastelige façade og den helt igennem fremkommelige, behagelige og venlige facon, da han - nærmest som i trance og som den eneste finalist bevæbnet med partitur - bevægede sig gennem sin Brahmssats. Det må ikke tages som en insinuation, og jeg undskylder meget associationen, men det var da nærmest uhyggeligt, som han i fredagens finale for alvor afslørede, hvad han ugen igennem har antydet, nemlig at han er den perfekt glatslebne dirigent, der bare ikke har noget på hjerte. Gennem konkurrencens indledende runder har Munroe hele tiden været det sikre bud, for han har en smuk og sikker teknik, men sikkerheden og glatheden resulterede i et bud på Brahms' c-molsats, som uden overbevisende fraseoptakter fik valget af rolig bredde til at virke tomt postulerende. Hvor Brahms i dette sit første fuldbyrdede, endnu stærkt kæmpende forsøg på at skrive sig fri af Beethoven, burde være ladet med kraft, stirrede musikken på publikum med et dødt blik. Flot form. Intet indhold. Så kom Caballé-Domenech. Han havde trukket første sats af Brahms' anderledes strømmende, eksplosive og boblende tredje symfoni, og her blev musikerne pludselig sat på fri fod. Fraser blev formet individuelt. Det sydede og kogte over af sære indfald hos den trinde spanier, der ugen igennem har råbt på netop energi, energi og atter energi fra orkestret. Var Munroe flegmatikeren, så var Caballé repræsentant for det sangvinske temperement. Og så ved jeg jo godt, at man klassisk set opererer med endnu to temperamenter, men denne aften var der kun ét til, og det var, helt og aldeles uklassisk, det nørdede. Alan Buribayev, der til lejligheden havde fundet sig en dirigentpind som erstatning for de begejstrede pølsefingre, hvormed han ellers har styret orkestret, tegnede i første sats af Brahms' fjerde og sidste symfoni flotte linjer. Desværre kunne manglen på slagfinesse sagtens høres. Orkestret flossede og gyngede under hans hænder, men opmuntres skulle han bestemt, så specialprisen var på sin plads. Kom igen! Caballé klarede at skjule skuffelsen under den obligatoriske 'Champagnegalop', der perlede som afslutning på den ikke så festlige fest. Også han kan med sine 28 år lige nå at komme igen, en sidste gang. Så hvem ved? Tao Lin fra Kina kom ind som nummer fire. Han havde klaret sig uden et ord under Nielsens fløjtekoncert i semifinalens første del, og det gik fint. Femtepladsen gik til den 25-årige komponist fra Slovakiet ved navn Juraj Valcuha, der måske er mere komponist, end han er dirigent. I hvert fald ikke meget at råbe hurra for dér. En sjetteplads til den aldeles ligegyldige franskmand Victor Costa var rigtigt, når han nu engang var kommet i semifinalen, men hvordan nåede han så langt, når han i kvartfinalen aldrig fik Beethovens 'Skæbnesymfoni' til at hænge sammen? Et sløjt Malkoår var det i grunden. I hvert fald hvis man ønsker, at konkurrencen skal have virkeligt internationalt niveau og ikke bare være en talentkonkurrence. Måske mangler der noget præcisering i formålsparagrafferne desangående?.