Politiken tirsdag: Det er kun i ét enkelt glimt, at han viser, hvor nervøs han er, nemlig da han passerer juryens bord på sin vej ud. Han får øjenkontakt med flere af sine dommere og nikker lidt forhastet, lidt hårdt og mærker munden stramme i et smil: »Thank you«, hvisker han, men faktisk er der 27 timer, til han ved, om der er noget at takke for. Edward Gardner er én ud af 30 unge mennesker, der i denne uge prøver at komme foran i konkurrencen med alle de andre unge dirigenter i verden. Han er englænder og 26 år, og den danske Malkokonkurrence er kun hans anden dirigentdyst nogensinde. Og han er smadret. Tilbage i det interimistiske konkurrencesekretariat i Radiohusets Studie 3 stiller han sig med tre af sine medkombattanter op foran en af de fire monitorer og følger, hvordan det går spanieren, der kom efter ham. Hans pande er stadig våd af sved, da han sætter sig over for mig ved et bord. »Jeg tror ikke. Nej, jeg ved faktisk ikke, hvordan det gik«, sukker han og kigger sig for første gang ud af mange den næste halve time febrilsk over skulderen. Jeg synes, du virkede meget sikker derude. »Er det rigtigt - synes du det?«. Han kigger ud på ingenting. »Du bliver bedømt på at stå der og øve med et orkester i 20 minutter, og du bliver bedømt på, hvad du siger til dem. Sådan er det jo ikke i den virkelige verden. Og så er jeg bange for, at jeg ikke udstrålede tilstrækkelig autoritet«. Lad være med at se så ulykkelig ud, siger jeg, og vi prøver et øjeblik at tale om, hvilke ting Edward gerne vil se, mens han er i Danmark. »Bør jeg tage til Århus?«, spørger han, og hvad jeg svarer, efter at jeg bekender, at Århus var min fødeby, tilhører privatlivets fred. Kl. 18 tirsdag ved Edward, om han går videre i Malkokonkurrencens anden runde, men først fredag aften er det hele afgjort. Da skal semifinalisterne trække hver en førstesats af en Brahms-symfoni, »og ham, der trækker 3. symfoni, vinder konkurrencen«, er hans forudsigelse. Lige nu ved han ikke, hvilket ben han skal stå på. Egentlig skal han prøve med et amatørkor uden for London på torsdag, hvilket han jo kun kan nå, hvis han allerede udgår efter første runde - på den anden side har han for en sikkerheds skyld og sådan helt uforpligtende talt med en, der muligvis kan afløse ham. Et bud på en vinder Der er kun offentlig adgang til balkonen under konkurrencen, men fra tidlig formiddag er her tæt besat. Det er sjovt at se ham den høje, der ofte sidder og sover nede på 1. række på balkonen under Torsdagskoncerterne, optræde helt i civil, lysvågen og uden jakkesæt. Min gamle ven, programmedarbejder Lenard Friedmann, er her også - for at tekste de interview, der optræder i Danmarks Radios dækning af begivenheden. Da jeg minder ham om den første Malkokonkurrence, jeg fulgte på tv, nemlig den hvor den karismatiske chilener Maximiano Valdes vandt, husker han, at det var i 1980 (gulp!), og at da Valdes kom på uanmeldt besøg i den OB- vogn, Friedmann sad og arbejdede i, sagde Lenard til sig selv: »Der har vi vinderen!«. Har du haft det sådan med nogen i dag? Han grunder lidt. »Ja, ham Charles Olivieri-Munroe (31-årig canadier, født på Malta, red.) ligner også en vinder«, og det kan der være noget om, men den høje, mørke dirigent har altså stadig ikke produceret ét sekunds lyd. Det gør han først tirsdag kl. 10.20. Damian Iorio, manden, der vikarierede i Radiosymfoniorkestrets strygersektion, inden han sagde fra for at blive dirigent, har lige været på. Han er 28 og helt lakonisk. »Nu har jeg været derinde, jeg har gjort mit bedste, og alt andet lige var det en stor oplevelse at dirigere mine gamle kolleger. Og det føles trygt, for der er ingen i Radiosymfoniorkestret, der har lyst til at modarbejde dirigenten. De er åbne og håber altid det bedste for dig«. En kandidat fra Rusland, Andrej Danilov, kigger forbi og veksler russiske behageligheder med den engelskfødte Damian, der tilsyneladende har samlet ganske meget sprog op på gader og stræder, siden han for forholdsvis nylig begyndte som chef for et mindre orkester i Murmansk. En rar Malmros-dreng Kl. 16.10 går Morten Ryelund Sørensen på, konkurrencens eneste dansker. Al snak forstummer blandt de unge dirigenter i sekretariatet, da de fra monitorerne hører ham tale kaudervælsk til orkestret. »Hvad har han gang i?«, spørger én med løftede øjenbryn, som om han mistænker Ryelund for at suggerere såvel orkester som jury i et hemmeligt kodesprog. Selv den unge japaner, der i timevis har haft travlt med at fjerndirigere orkestret fra sin stol i sekretariatet og sågar har spillet en hornsolo (uden horn dog) i Mendelssohn-symfonien, standser midt i en bevægelse. Med Ryelund Sørensen er det som at være inviteret indenfor i et Nils Malmros-univers. Han kunne godt være en af de rare drenge, der ofte hedder Morten, og han påkalder sig alles intense opmærksomhed. Fokuseringen på hans slagteknik blegner lidt herude ved monitorerne, fordi mikrofonen i salen opfanger hvert et pust, han giver, mens han slider for sin placering i konkurrencen. Faktisk lyder han ikke ulig en cementblander, hvilket juryen forhåbentlig ikke kan høre. Japaneren har i hvert fald fundet ud af at abstrahere og dirigerer sit spøgelsesorkester med fornyet vitalitet. Jeg placerer mig ud for den diætliste, man skal påskrive sig for at gøre sig fortjent til »DKK 900«, som der står. Ryelund har endnu ikke signeret, og hvem vil vel gå fra så mange penge? Når han henter pengene, vil jeg interviewe ham, som en god journalist.