Man tager f.eks.: Ét stk. instruktør fra Tyskland, ét stk. koreografi fra en opera i Berlin, X antal kostumer fra en opera i London, ét stk. scenografi fra en opera i Göteborg - og resultatet af denne blanding bliver en forestilling, som kan præsenteres i både København, London, Berlin og Göteborg. Samarbejde mellem teatre og operascener bliver stadig mere almindelige i disse år, og ifølge branchens egne folk vil fænomenet brede sig yderligere. Af lyst og af nød. Med den opskrift kan flere teatre i fællesskab løfte mere end en enkelt scene, og desuden bliver det stadig dyrere at producere teater, opera og ballet. Verdi med Barcelona og London Når Det Kongelige Teater den 6. maj har premiere på en nyopsætning af Verdis "Maskeballet," sker det i samproduktion med Gran Teatre del Liceu i Barcelona og English National Opera i London. Opsætningen har haft premiere i Barcelona, kommer senere op i London, og alle tre steder sker det med spanieren Calixto Bieito som instruktør. »Der er indlysende fordele ved at gå sammen om en produktion, som det sker i dette tilfælde. Opera er verdens dyreste kunstform, bl.a. i kraft af udgifterne til scenografien og hele det tekniske apparat. Normalt spiller vi typisk en ny operaforestilling 16 gange, men denne opsætning af "Maskeballet" vil i alt kunne opleves omkring 50 gange på de tre scener«, fortæller Henrik Engelbrecht, operadramaturg på Det Kongelige Teater. Pionérarbejde I kraft af sine mange internationale kontakter udførte teatrets tidligere operachef, Elaine Padmore, noget i retning af et pionérarbejde inden for dette område. Og det arbejde bygges der flittigt videre på i dag. »Hvis vi finder ud af, at vi gerne vil have en bestemt instruktør til at sætte en opera op, vil det ofte kun være muligt, hvis han samtidig får mulighed for at lave forestillingen til et andet teater, hvor hans medvirken giver endnu større prestige end hos os«, tilføjer Henrik Engelbrecht. Det Kongelige Teater søger primært sine internationale samarbejdspartnere inden for den nordiske og engelsksprogede verden. Det var et eksperiment at gå sammen med Liceu i Barcelona, for selv om den sydeuropæiske operakultur står meget stærkt internationalt, kan både sproglige, praktiske og mentale forskelle komplicere samspillet. De rette rammer »Det handler også om, at de fysiske rammer på de teatre, som vi går sammen med, skal passe til produktionsforholdene, ikke blot på, men også bag scenen på Kgs. Nytorv. Selvfølgelig kunne det være interessant og give meget prestige at arbejde sammen med f.eks. La Scala i Milano, men dér ville vi have det problem, at deres scene er alt for bred«, forklarer operadramaturgen. På tværs af landegrænserne finder der en omfattende mødeaktivitet sted mellem de store europæiske teater- og operascener. Her støbes ofte kuglerne til internationale samproduktioner, og desuden leverer denne kontaktflade ofte ideer til nye projekter. Med andre former for samarbejde yder også balletten og skuespillet på Det Kgl. deres bidrag til nye produktioner, som det kunstnerisk og økonomisk ville være meget vanskeligt eller umuligt at klare alene. På turné Eksempelvis har Det Kongelige Teater lejet en ballet af Flemming Flindt til en opsætning i USA, og på de hjemlige breddegrader går Det Kgl. Teater i de kommende år sammen med Tivoli om en ny version af "Nøddeknækkeren," ligesom teatret sender "Arsenik og gamle kniplinger" på turné sammen med Det Danske Teater. »Men den økonomiske gevinst ved disse projekter rækker aldrig så langt, at du får en færdig model, som vi kan genbruge den ene gang efter den anden. Dertil er værkerne, scenerne og dirigenterne for forskellige. Vi starter næsten altid forfra, når vi kaster ud i sådanne produktioner«, slutter Henrik Engelbrecht.