Politiken lørdag: Gennem et stort fremstød forsøger nordiske dramatikere at få ørenlyd i New York, hvor selv amerikansk teater har svære vilkår. Dramatikeren Line Knutzon vurderes til at have gode chancer på de amerikanske teatre. Hun gjorde i karakteristisk stærke vendinger opmærksom på, at dansk teater har en stor andel i den succes, dansk film har i øjeblikket. Den amerikanske skuespiller Peter Cheznikoff sagde det lige ud torsdag aften. Han kender én nordisk dramatiker. Cheznikoff havde aldrig tidligere hørt om svenske Niklas Rådström, hvis stykke 'Kvartet' han ellers lige havde opført en bid af i en såkaldt reading i Scandinavia House i New York i et fremstød for ny, nordisk dramatik. Cheznikoff havde for den sags skyld heller aldrig hørt om danske Line Knutzon, Erling Jepsen, Peter Asmussen eller Astrid Saalbach, som alle er i New York. Lars Norén var det eneste navn Cheznikoff havde hørt om, men om alt går vel skal både den amerikanske skuespiller og resten af den amerikanske teaterverden i løbet af et stykke tid få et større kendskab til nordisk dramatik. Knutzon, Saalbach, Rådström. Første skridt i den retning er den todages konference om ny, nordisk dramatik, som de fem nordiske generalkonsulater i samarbejde med Dansk Litteraturcenter har holdt i New York torsdag og fredag. De to dage har vist, at arbejdet starter fra noget nær bar mark, men at interessen er til stede. »Amerikanerne er så uvidende, at de ikke engang selv er klar over, hvor store ignoranter de er«, sagde den amerikanske oversætter og skuespiller George Blecher til Politiken. Han har deltaget i konferencen, og han ved bedre end mange andre, hvilke odds nordisk dramatik er oppe imod i USA. Blecher, som har været dansk gift, var med til at oversætte Suzanne Brøggers skuespil 'Efter orgiet' til amerikansk. George Blechers vurdering er imidlertid, at de nordiske arrangører har haft held til at få en stor del af de vigtige beslutningstagere i New Yorks teaterliv til at deltage i de seneste to dages konference, og han vil derfor heller ikke blive overrasket, hvis det i den kommende tid lykkes at få et eller to af de nordiske stykker opført på et af teatrene i New York. Hanne Wilhelm Hansen fra teaterforlaget Nordiska Strakosch tror meget på amerikansk interesse for Line Knutzon og Erling Jepsen, som begge har fået stykker opført ved readings i New York. Begge readings fik stor opmærksomhed fra de amerikanske deltagere, og Line Knutzon var oven i købet så heldig, at uddraget af hendes stykke 'Først bliver man jo født' kørte over scenen, mens The New York Times' repræsentant beærede konferencen med sin korte tilstedeværelse. Hvis USAs vigtigste avis var kommet en time tidligere, kunne den have hørt samme Line Knutzon skælde ud over, at det er dansk teater, som har været med til at igangsætte den bølge af succes, som dansk film i øjeblikket rider på. Teatret med i filmsucces »Filmfolkene, som i dag tager til udlandet og får succes, ved simpelthen ikke, hvor meget de skylder dansk teater. Alle skuespillerne i en film som 'Festen' kom jo fra teatret. Så regeringen burde have støttet teatret i stedet for at give en masse ekstra penge til dansk film«, lød svadaen fra Line Knutzon. Hendes bemærkninger fik imidlertid George Blecher til at indskyde, at man i stedet for at skælde ud på filmverdenen måske i endnu højere grad burde have søgt at profitere af dens succes i markedsføringen over for amerikanerne. Dogme er kvalitet »Jeg tror ikke, I er klar over, hvor godt dansk film er slået an i USA. Dogme-begrebet ses som et kvalitetsstempel, og man kunne formentlig have markedsført dansk dramatik som 'endnu en narrativ succeshistorie' fra Skandinavien«, lød det fra George Blecher. Det problematiske forhold til filmen deler skandinavisk teater med de amerikanske kolleger. De senere år er det i stigende grad filmverdenen, der er løbet med opmærksomheden, og amerikansk teater er endt ude i periferien. Og en ond cirkel er sat i gang. Færre ønsker at skrive for teatret, fordi pengene og prestigen ligger i film, fjernsyn og reklame. Historierne bliver dårligere, og det er også svært at fastholde skuespillerne i teatermiljøet. Faktisk er det svært overhovedet at overleve som skuespiller, hvad der bl.a. ses af, at 80 pct. af alle skuespillere i New York om dagen må tjene penge ved at arbejde som alt muligt andet end skuespillere. Streep på scenen »Den vigtige del af teaterlivet findes stadig i New York, og filmverdenen findes i Californien, så man kan ikke som skuespiller arbejde med film om dagen og være på teatret om aftenen. Alle taler i øjeblikket meget om, at det for første gang i 20 år er lykkedes at få Meryl Streep engageret til et teaterstykke«, sagde Ben Cameron, direktør for Theater Communications Group. Måske kan Streeps optræden på scenen bringe lidt rampelys tilbage til Broadway, men ellers er en del af den smertelige sandhed i dag, at de fleste kender amerikansk film, hvorimod meget få ifølge Ben Cameron kender amerikansk teater, og andre, bl.a. teatermanden Robert Marx, er endda så fræk at antyde, at man overhovedet ikke behøver at kende noget til amerikansk teater for at vide noget om det amerikansk samfund netop nu. Måske er det her, skandinavisk teater har noget at tilbyde amerikanerne. Den svenske instruktør Staffan Valdemar Holm påpegede i en diskussion med bl.a. Ben Cameron, at teater handler om, at et samfund her analyserer sig selv, og at teatret derfor skal være tilgængeligt for så mange som muligt. Og her findes en af de afgørende forskelle på skandinavisk og amerikansk teater. Forskellen hedder penge, støtte eller tilskud. I USA er støtten nærmest ikke-eksisterende. »Vi kan ikke klage over støtten i Skandinavien, men vi kan måske klage over, at støtten bliver brugt forkert. Jeg kan ikke se, hvorfor statsstøttede teatre eksempelvis skal sætte stykker som 'Les Misérables' op. Det skader både det støttede teater og det private teater«, sagde Staffan Valdemar Holm. Også Holm måtte imidlertid erkende, at skandinavisk teater ikke længere har tidligere tiders opmærksomhed i offentligheden. »Selv den største teatersucces bliver i dag højst set af 100.000 mennesker, hvorimod den mindste radiojingle når ud til millioner af mennesker. Vi er misundelige på vores egen fortid, for tidligere var teatret i fokus, og nu er det et sted ude i periferien«, sagde han. Mindre nysgerrighed Spørgsmålet er, om der overhovedet er basis for kontakt mellem USA og Skandinavien. »Det handler først og fremmest om penge, men det handler også om, hvorvidt der er appetit på at ville vide noget om, hvad de laver andre steder i verden. I USA er vi så store, at vi helt naturligt tager engelsk som det dominerende sprog«, sagde Carey Perloff, kunstnerisk leder for teatret A.C. T. i San Francisco. Hun mente desuden, at de fleste i dag er meget mindre nysgerrige i forhold til kultur fra andre lande, end tilfældet var for 20-30 år siden, da unge, dynamiske amerikanere rask væk rev et år ud af kalenderen for at rejse rundt i Europa og Asien. »Det er ikke kun et amerikansk problem«, hævdede Carey Perloff, men det synspunkt fik hun nu ikke opbakning til fra de europæiske konferencedeltagere. Protesterne var massive fra de nordiske deltagere, som mente, at det er amerikanerne, der isolerer sig. Perloffs kollega Gigi Bolt, direktør for Theater and Musical Theater, NEA, kunne da også fortælle, at der lige nu er en halv million udenlandske studerende i USA. Men måske er der en åbning på vej fra USA. Fra arrangørernes side tager man det som noget positivt, at The New York Times ikke bare knaldede røret på, da de blev ringet op om de seneste to dages konference. »Måske er det nu Skandinaviens tid, efter at amerikansk teater har afprøvet alle de andre etniske grupper«, sagde George Blecher.