Politiken fredag: I morgen aften opføres mindemusicalen 'Lillerød' for sidste gang på Aveny Teatret. Dermed er en mærkelig blanding af forlænget pubertet og voksent teater lagt i graven. Blandede billeder glider forbi i anledning af ligbegængelsen. Man kommer ikke uden om, at det af og til har buldret skrækkeligt i de ni år, hvor Danterne har hærget på Frederiksberg Runddel. Der har været så meget fis, blod og ballade, at man indimellem har kunnet glemme, hvor stor en gave Cederholm og hans trup har været til et stagnerende københavnsk teater. Solvognens eksperimenter begyndte og sluttede i 1970erne. Det samme gjorde debatteatre af forskellig afskygning og de stimulerende besøg af grupper fra især Sverige og USA: La Mama, Bread and Puppet, NJA, Living Theatre. København uden undergrund Der var ikke mere undergrunds-teater tilbage i København, da vi gik ind i de hellige almindelige 1980ere. Men ude i sovebyen Allerød, hvor ingen andre kom, end dem, der sov der, var der så en knægt på 16, der havde hørt om dadaisterne henne i gymnasiet, som havde set Monty Python på tv, og som kunne få sine legekammerater med på at lave teater. Mens Københavns kulturliv rykkede sammen om institutionerne, legede Dr. Dantes desperate renovationssjovere videre i gymnastiksale og tilfældige lokaler derude i de nordsjællandske backwoods og stod så parat til selv at blive en institution, da den administrative gigant, der kalder sig den storkøbenhavnske landsdelsscene, stod og manglede et eksperimentelt figenblad i den ene ende af sit kæmpelegeme. Man frygtede det værste, Danterne selv sikkert mest af alle. Ikke mange oprørere kan tåle at blive omfavnet. Cederholm og hans flok kunne. Filmen ind i teatret Danterne bragte filmen og tv til teatret. Deres største og varigste betydning for Københavns teater og dets publikum vil nok vise sig at være på scenesprogets område. Nikolaj Cederholms begavelse viser sig tydeligst, når han klipper abrupt, monterer scener i hver sin stilart over for hinanden, går ind og ud af fragmenter med legende selvfølgelighed og altid - undtagen i den sidste scene af hans sidste forestilling - punkterer patosen med et fnis. Dette scenesprog gav interessante sidegevinster. En af dem var, at et ungt biografpublikum, som ellers havde opgivet teatret som underholdningsform, begyndte at gå i teatret. For resten betød Dr. Dante ikke kun, at filmen rykkede ind på teatret, det betød også at teatret rykkede ind i filmen. Dansk film blev fornyet i 1990erne af de meget omtalte dogmer om, hvordan kameraet med mere skulle holdes. Men det var i meget høj grad skuespillerne fra Dr. Dante, der administrerede dogmerne foran kameraet. At te sig sindssygt Cederholm elsker at lege med fragmenter, der bliver kastet op i luften og tilsyneladende lander tilfældigt. Det kan være så elegant, der kan være så meget stil over det, at det kan virke, som om der ikke er andet end stil. Men Dr. Dante rummede mere indhold, end hvad der lige faldt i øjnene. De var - som chefideologen selv har sagt - »besat af lysten til at te sig sindssygt og bare trykke den af«. Men dybt nede sad der såmænd en god gammeldags bekymring på menneskehedens vegne, som de ikke altid havde held til at skjule. Det begyndte i åbningsforestillingen, 'Jagten', den gode gamle historie om Don Juan, der altid er høj og aldrig hengiven. Cederholm pakkede moralen godt ind, han har været udrustet med en velsignet og forvirrende evne til at spille mod ordene, så spil og tekst aldrig fordobler hinanden, men sætter spørgsmålstegn ved hinanden. Næste forestilling, Tjekhovs 'Mågen', gik helt i kage. Her var der ikke andet end stil og manerer. Men så kom som åbningssæsonens sidste bud, Ole Bornedals stykke om Blekingegadegruppen, 'Den dag lykken .', et overrumplende spil om modstand og terrorisme med et perspektiv tilbage til Anden Verdenskrigs tid, som dengang endnu var så nyt, at ingen rigtig lagde mærke til det. For nu var det jo slået fast, at Dr. Dante var stil. Håb og forfald Finaleforestillingen 'Lillerød', som man lige akkurat kan nå i morgen, rummer i grunden lige så megen moralsk opruskning som åbningsforestillingen. Det er en historie om forfald, men også om håb. Den er stil, så det stinker, med dans, musik og vitser. Men den er også en fortælling fuld af vemod. Større kliché kan en dansk småliberal-radikal teaterscene ikke optænke end hovedpersonen i det stykke, en militær og familiær befalingsmand anno 1961. Det er klart, at idioten ikke kan tåle hverken pastor Søby, de homoseksuelle eller fejlfarverne, der overtager hans elskede kaserne som asylcenter. Men det er mærkelig nok den selv samme mand, i Danteveteranen Jesper Hyldegaards udførelse, der er parat til meget større ofre end konen for at pleje deres handicappede søn. Det er denne gale soldat, der sidder tilbage med den største smerte over tidens udvikling. Det er ham, der som en anden vietnamesisk eller tjekkisk student fra den hellige protests tid hælder benzin ikke bare over kasernen, men over sig selv og ofrer sig. Det er bare én, den tydeligste, af de foruroligende og vemodige indre modsigelser i denne rige forestilling. En anden og endnu mere forvirrende er at chefen selv - denne mand, der er indbegrebet af de tomme tønder, lysten til at te sig sindssygt og trykke den af - går op på scenen til sidst og holder en prædiken om velsignelsen ved bastarder i det kommende etniske århundrede. Nej, det er ikke synspunktet, der er det overrumplende. Det er vel cirka den mening, man får frem, hvis man ganger en Informationslæser med en Politiken-abonnent. Livsmoralisme Det forunderlige er ikke det, han siger, men at han siger det, netop dér, hvor det slet ikke passer sig ifølge stilen. En ny måde at trykke den af på - og en påmindelse om den livsmoralisme, som hele tiden har været der, alle store eksperimentatorers vilje til, at deres formelle greb på scenen ikke bare skal være gribende, men også skal gribe om en hel verden. Man skal tage sit gode tøj og gå, mens man endnu kan nå hattehylden, har den aldrende instruktør Ingmar Bergman sagt, engang før en af sine mange afskedsforestillinger. Nu har Nikolaj Cederholm valgt det samme, i en alder af 38 år. Vemodet forplanter sig fra scenen til hans taknemmelige tilskuere. Så tænker man på hans alder og glæder sig over, at mange åbnings- og afskedsforestillinger sikkert venter et ukendt sted forude. Og man sender Dr. Dantes overlæge en tak for konsultationerne indtil nu. De har været med til at holde troen på teatret i live.