Politiken tirsdag: Penge og især da mange af dem er en glimrende ting, men når Marilyn Mazur skal vægte den Jazzpar Pris, hun som den første dansker modtager på søndag, lægger hun betydningen et helt andet sted. Den 46-årige percussionist, komponist og orkesterleder nævner faktisk ikke de 200.000 kroner, der følger med æren. Det er en sidegevinst i forhold til den glæde, det er at kunne koncentrere sig om sit eget. »Mange har reageret på prisen, og med anerkendelsen får jeg større mulighed for at fordybe mig i det, der virkelig betyder noget for mig. Jeg har brugt meget tid på at spille og rejse med andre. Jeg har været meget med på det, andre gør, og det er ikke noget problem, det skal også være der, men det er dejligt, at verden interesserer sig noget mere for det, jeg står for. Og at jeg dermed får større mulighed for at skabe den musik, jeg selv tror på«. Og det er? »Det er en kropslig musik med mange facetter. Den er ikke overfladisk. Det er ikke noget, man kan have kørende i baggrunden, og selv om den måske ikke er helt almindelig, synes jeg selvfølgelig ikke selv, den er svær. Jeg vil ikke spille en musik, der kun tager chancer og risikerer at skræmme folk væk. Musikken skulle gerne gøre verden større. Den skal tale til folk, røre og udfordre dem og få dem til at vokse. Og de må gerne blive glade«. Et særligt øre Marilyn Mazur, der er født i New York, kom til Danmark som seksårig og bor i dag uden for København i Avedøre med sin familie. Den tæller blandt andre ægtefællen, bassisten Klavs Hovman, der også er medlem af Mazurs gruppe, Future Song. »Selvfølgelig drejer det sig også om meget andet end musik, men det er en fordel af være gift med en musiker og dermed et menneske, der kender og forstår vilkårene. At man f.eks. skal rejse meget, og at man kan være helt opslugt af sine projekter. Det er skønt, at man kan deles om tingene. Det giver en anden form for fælleskab«. »Hun har så meget musik i sig«, konstaterede en af vore fremtrædende, hjemlige komponister engang. Og hun er fuldt ud til stede i den, når hun går på scenen. Andre bemærker, at hun har sin egen måde at høre på. Hun opfatter lynhurtigt og er, som en kollega udtrykker det, nede i brøkerne. Der er ikke noget dyt-båt i hendes spil, men mange nuancer, og det forlyder, at hun - hvis kunsten kræver det - kan bruge laaang tid på at lede efter netop den bestemte lille klokke i sit arsenal af gonger, trommer, chimes, maracas, bækkener, bjælder, bækkener, tom-tommer og en fælg fra en afdød Opel. Ikke at hun ikke har styr på tingene, men hun er ambitiøs på egne og musikkens vegne og bevæger sig i øvrigt mere ubesværet end de fleste gennem skæve og komplicerede taktarter. »Jeg vil gerne skabe en stærk musik og mit eget univers. Og som trommeslager spiller jeg ikke på den gængse måde. Jeg er ikke timekeeper. Jeg holder ikke et bestemt groove, men blander mig og reagerer. Jeg vil være bevægelig og skabe stemninger, og når jeg får Jazzpar Prisen, får jeg den ikke kun som trommeslager. Jeg får den som en musiker, der kan frembringe landskaber, man kan gå ind i«. Hun favner vidt Marilyn Mazur har taget undervisning i klassisk klaver og begyndte som pianist. Hun har danset ballet, og hun har papir fra musikkonservatoriet i København på, at hun er percussionist. Og de mange ideer, der konstant springer fra hende, er vidtfavnende. Hun indtager scenen i kraft af sin originalitet og farverige personlighed, og helt kontant arbejder hun gerne med helheder. Her er ikke kun noget for øret, men også for øjet. Der bliver ikke kun spillet og sunget, men også tænkt i bevægelser. Hendes musikalitet rækker ud over grænserne. Store navne har haft bud efter hende, og hun har turneret med både Miles Davis og Wayne Shorter og været en fast del af Jan Garbareks gruppe. Det gav erfaringer, og de var ikke nødvendigvis positive. Især oplevelserne med de to første stjernenavne kunne være fastlåste og præget af ringe kemi. »Det kan godt være, at nogle musikere kan gå på scenen og levere god musik, selv om stemningen mellem dem ikke er god. For mig betyder det alt, at kemien mellem gruppens medlemmer er i orden. At man har lyst til at skabe noget vidunderligt sammen. Det handler om bl.a. kærlighed, og er kernen i gruppen dårlig, bliver musikken underlig«. Du har før arbejdet med orkestre, hvis medlemmer udelukkende var kvinder. Og du gør det nu igen i Percussion Paradise. Og så må vi selv i disse tider spørge: Hvorfor det? »Det er det enkelte individ og ikke kønnet, der er afgørende, men både hjemme og når jeg er på turne, er jeg stort set sammen med mænd. Og jeg har i mit liv også et behov for at være omgivet af kvinder, det gælder også det musikalske. Det er vigtigt at spille med dem, og det er sjovt at have grupper, der udelukkende består af kvinder. Det er svært at sige noget helt præcist om, men konceptet, helheden og indfaldsvinklen bliver anderledes. Kvinder giver en anden form for energi«.