Det syntetiske tegneserieorkester Gorillaz skriver rockhistorie i disse dage. For første gang hitter et virtuelt idol. Bag Gorillaz står blandt andre Blurs Damon Albarn, der er grundigt træt af at være popidol i den virkelige verden. Altid lalleglad, nytteløs og storrygende slentrer 2 D omkring. En dovent nynnende 23-årig forsanger, som aldrig siger noget kontroversielt og derfor er beundret af de fleste. Især af piger. 2 D har godt hår, og folk synes, at hans tavshed er cool. De ved ikke, at han har migræne. De synes, at frontfiguren i bandet Gorillaz er den perfekte pinup. Hvis han ikke havde været en overfladisk zombie, ville 2 D måske have opdaget, at han lige nu er noget af en sensation. Sammen med sit stilistisk utilpassede orkester Gorillaz ligger 2 D højt placeret på den britiske hitliste med singlen 'Clint Eastwood'. Gorillaz og deres tilbagelænede hip hop-pop- rock-sang er hip her i London. »My future is coming on«, gentager 2 D igen og igen i den sang, og lige nu ser det ud, som om Gorillaz bliver store idoler i den nærmeste fremtid. Selv om ingen af gruppens medlemmer er specielt begavede, sunde eller søde. Den sødeste er nok Noodle. En tiårig asiat, som elsker haiku-lyrik, nudler og Pokémon. Hendes engelske ordforråd begrænser sig til 'noodle', men det betyder ikke så meget i popbranchen. Mindre sympatisk er bassisten Murdoc, som er inspireret af bl.a. Satan og har et større personligt hygiejneproblem. Uden at vide det. Til gengæld er han fuldstændig klar over, at han burde have været forsanger i Gorillaz i stedet for 2 D. Når han selv skal sige det. Den fjerde og sidste Gorilla hedder Russel og er faktisk den vigtigste. Ikke fordi han er en overvægtig amerikansk hip hopper inspireret af Farrakhan og Chaka Khan. Men fordi denne her graffiti-freak får musikken til at hænge sammen på en herlig ubehøvlet facon, som går rent ind hos både de halvgamle musikjournalister og rødderne. Der er noget flabet og uforudsigeligt over Gorillaz. Både når bandet fører sig frem på en video i MTV, og når medlemmerne trisser rundt i hver deres smårodede hybel, som mange fans har besøgt. Gorillaz er nemlig lige så meget linselus som de mennesker, der melder sig til 'Robinson' eller 'Big Brother'. 2 D, Noodle, Russel og Murdoc - alle er de villige til at åbne døren til privaten, hvis du dropper forbi. Adressen er www.Gorillaz.com. Tegneseriepop Gorillaz er en tegneseriekvartet, som kun eksisterer i en virtuel virkelighed. Bandet udsendte sit første album mandag 26. marts og har allerede skrevet musikhistorie ved at placere sig højt på single-hitlisten i England. Verdens første virtuelle musikidoler er skabt. Med udførligt beskrevne identiteter og det hele. Netop denne dag i London er 2 D, Russel og de andre dog smuttet hjemmefra deres cyberspace for at optræde live i The Scala. Om få timer vil tegneseriefigurerne udfolde sig på et lærred i The Scala, mens nogle musikere står bagved og spiller på guitarer, bas, tangenter, pladespillere og andet godt. I timerne inden Gorillaz under premierekoncerten skal prøve at leve op til en hel del begejstrede anmeldelser af pladen, giver bandet for én gangs skyld nogle få interview. Dem har drengene og Noodle ellers fedtet med. Gorillaz går enormt meget op i at være hip hop-agtige på old school-måden (masser af spraydåser, røg, scratch og dub uden at logre for musikbranchen). Men skidtet skal jo sælges, og derfor sjosker noget, der ligner 2 D på en prik, rundt i The Scala og snakker med pressen. Når det passer ham. Tilsyneladende totalt uinteresseret i opmærksomhed vader han hen til et bord, hvor jeg deler båndoptager med en anden journalist og allerede er i gang med at interviewe tegneren Jamie Hewitt (Tank Girl) og hip hop- produceren Dan the Automator. Også tæt på ligner fyren umiskendeligt 2 D fra hjemmesiden. Men tegneserier materialiserer sig som bekendt ikke, og 2 D er altså identisk med Damon Albarn fra Blur. Netop Blur vil Albarn dog helst ikke snakke om i dag. Selv om hans idolstatus som Blur-sanger utvivlsomt har givet ekstra stor forhåndsinteresse for Gorillaz. Det er okay, for Gorillaz er et vanvittigt, frodigt musikalsk og visuelt projekt, som er interessen værd. Ideen til Gorillaz opstod for et par år siden. Dengang delte Damon Albarn en London-lejlighed med Jamie Hewitt, og de holdt en fest i huset. Et par af gæsterne var, forlyder historien, virkelighedens 2 D og Murdoch. De to fyre havde nogle demobånd med og overbeviste Damon Albarn og Jamie Hewitt om, at det rigtige ville være at animere musikken og lægge den ud på Internettet. Hewitt stod for tegningerne. Damon Albarn fik Gorillaz-musikken indspillet på Jamaica sammen med Dan the Automator, rapperen Del Tha Funkee Homosapien, Miho Hatori (Cibo Matto), Ibrahim Ferrer og en del andre. Damon Albarn: »Gorillaz er et meget anderledes og ikke særlig spontant musikprojekt. Hver eneste detalje skal tegnes, så det er en besværlig proces. Til gengæld er det sådan, at jo mere succes Gorillaz får, desto bedre kan bandet blive. Normalt mister man noget, når man bliver populær. Det vil ikke ske for Gorillaz, som har alt at vinde ved at få succes«. Med de lidt kryptiske ord henviser Blur-sangeren blandt andet til sine egne oplevelser af at være idol. Han bryder sig ikke om det. Gorillaz kan derimod bare sole sig i succesen. De er ligeglade med at få privatlivet invaderet, og ingen kan klandre nogle tegneseriehelte for at sælge ud, skifte kurs eller være ulideligt hovne. De er i forvejen det rene fup. Men de er, siger mændene bag Gorillaz, samtidig mere reelle end de fleste virkelige popidoler. Gorillaz begyndte ikke som en reaktion imod tidens popscene. Men projektet har efterhånden udviklet sig til at blive det, siger Jamie Hewitt: »Den britiske top ti er fyldt med elendige designerbands. Da den første Gorillaz-single udkom, gik den alligevel direkte ind på en fjerdeplads. Dermed blev Gorillaz indlemmet i en forsamling af sukkersød popmusik, som ungerne køber. Britney Spears, N'Sync, Westlife, Hear'Say og den slags dominerer hitlisten, men nu vælger ungerne også Gorillaz. Vi har erklæret de dårlige designerbands krig! Det er cool!«. Troværdighed På det her tidspunkt i interviewet glemmer både Damon Albarn, Dan the Automator og Jamie Hewitt helt at spille rollerne som nogle fyre, der kun kender Gorillaz og ikke er dem. De begynder at sige 'vi', når de taler om Gorillaz og smadrer derved illusionen om de virtuelle helte. Omvendt bliver det lettere at få især Albarn til at fortælle, hvad han vil med Gorillaz, når han kunne nøjes med at være den kloge og pæne fyr fra Blur. I bund og grund er Gorillaz vel lige så meget et designerband som for eksempel Hear'Say, der har slået salgsrekorder og er et fiktivt popband fra en tv-serie? Damon Albarn: »Alle bands er designede. Ingen kommer direkte fra garagen og ind på toppen af poppen. Med Gorillaz kritiserer vi de dårlige designergrupper. Hvor man tager nogle unger, hyrer en koreograf, får nogen til at skrive et par dumme sange og derefter eksponerer gruppen på tv og giver dem besked på at sige, at de selv skriver deres numre. Den form for popgrupper repræsenterer en ekstremt urealistisk forestilling om, hvordan unge mennesker skal se ud. Og så har de i nærmest fanatisk grad ingen mening om noget som helst. Det er nok til at give mig lyst til at bombe dem. Vi er mere troværdige end dem«. Jamie Hewitt: »Og den slags grupper bliver altså rollemodeller for andre børn. Jeg har aldrig mødt nogle mennesker, der lignede dem. Hvis du tager popstjerner som Hear'Say, så er deres fans jo ikke ligesom dem. Unge bander. De ryger. Og de fleste af dem er almindeligt grimme. I Gorillaz er vi langt mere realistiske. Vores tegneseriefigurer appellerer til de børn, som ikke ligner forsangeren fra N'Sync. Gorillaz er ikke kønne og charmerende. De er et alternativ, der indeholder mange sjove ideer og oven i købet er god musik«. Damon Albarn: »Kun fantasien sætter grænser for, hvad Gorillaz kan. Og det er godt. For mig betyder Gorillaz, at jeg får chancen for ikke at tale om mig selv og mine følelser. Det er drænende at tale om sig selv hele tiden. Jeg har en familie nu, og jeg har ikke brug for at præsentere mig selv som endnu en fortabt sjæl, der længes efter kærlighed. Min datter er halvandet år, og hun elsker Gorillaz. Arbejdet med det her band er en chance for at lave ting, vi ellers ikke ville have haft muligheden for at lave. Jeg kunne ikke på andre måder slippe af sted med at lave hip hop og reggae«. Ærligheden er forbi I modsætning til rockmusikken har hip hoppen ikke tradition for et sobert forhold til ærlighed. I rock har ærlighed og autenticitet stadig kronede dage. Selvfølgelig har der været undtagelser. I 1990erne fik postmodernister som Beck gjort det acceptabelt at have et mere løsagtigt forhold til oprigtighed og spille guitar samtidig. Men det giver stadig point, når unge bands har stået i lære i øvelokalet hjemme i dagligstuen og kan finde ud af at udtrykke deres følelser - ærligt og redeligt. Ligesom Coldplay. I hip hoppen har det derimod altid været respekteret, at overdrivelse fremmer forståelsen. Om man så er skidesur, selvglad, mor(d)syg eller vild med damer. Hip hop har tradition for at skilte med aggressionerne, partyfeberen og macho-magten på en måde, der er Strid som en tegneserie og heldigvis tit lige så selvironisk som sandfærdig. Og derfor er det da også naturligt, at sangskriveren Damon Albarn netop i hip hoppen og tegneserien kan få afløb for noget af den drengede, vilde kreativitet, der har det vanskeligere i Blur, hvor teksterne skal tages mere bogstaveligt. Det skal de ikke i Gorillaz. Også i sammenligning med den meste hip hop er teksterne hos Gorillaz det rene vrøvl. På dét plan er Gorillaz et mix af et mumlende Beastie Boys og et Pavement foran dårlige mikroner. Damon Albarn bekræfter da også, at der ikke er meget alvor at hente i de tekster, som han synger, når han leger tegneseriefiguren 2 D: »Det er musikken, som er væsentlig. Jeg lytter heller ikke selv til engelsk musik, hvor teksterne kommer i første række. Det har jeg ikke gjort i årevis. Sådan er det bare blevet for mig efterhånden«, siger han. Damon Albarn virker, som om han har Blur på lang afstand og er godt tilfreds med dét for tiden. Ud over at lave Gorillaz arbejder han på at blive færdig med en verdensmusikplade, han har indspillet sammen med musikere fra Mali. Længere væk fra den brede, britiske popscene kan man dårligt komme: »Mali-pladen er et stykke kærlighedsarbejde for mig. Jeg arbejder med den i mit eget studie, som jeg købte for seks år siden. Dengang indså jeg, at man ikke skal blive inden for systemet. Man er nødt til at tage alt det, man holder af, med ud fra musikbranchen og selv kontrollere det. Ellers mister man det og lærer ikke noget nyt. Jeg ejer selv alting i mit studie, så jeg kan lave præcis den slags musik, jeg har lyst til«.