Politiken torsdag: Folket krævede en ny plade fra Søren Kragh-Jacobsen - snart 25 år efter 'Mona'. Den berømte filminstruktør bøjede sig for presset og har indspillet en plade med voksne sange. Han undrer sig stadig lidt over, at hans lejrbålssange fra 70erne har så godt fat i ungdommen. Kim Skotte har interviewet ham. I stolen overfor sidder et offer for et stykke målrettet kampagne- journalistik. Søren Kragh-Jacobsen ser nu ikke ud til at være synderlig tynget af den kendsgerning. Nogle gange er det måske pression og en folkestemning, der skal til for at få taget den dybe indånding og få fingeren ud. Det var P3-programmet Strax, der iværksatte en kampagne for at få Søren Kragh-Jacobsen til atter at skifte instruktørkasketten ud med guitaren. At blive trukket tilbage i rampelyset pr. folkeligt ombud. Det overgår ikke mange. Næsten et kvart århundrede efter 'Hinkeruder på motorvejen', 'Tur-Retur' og 'Vil du se min smukke navle' blev Søren Kragh-Jacobsen nærmest mobbet ind i pladestudiet. Nu foreligger resultatet i form af 'Isalena'. »Det føles da mærkeligt«, indrømmer Søren Kragh-Jacobsen. »Jeg var måske en lille smule arrogant, da jeg første gang hørte om det i radioen. Jeg var fortravlet. Skulle jeg nu til at være Povl Kjøller eller hvad var det for noget? Jeg må indrømme, at jeg tænkte, at jeg kom fra et meget lille land eftersom jeg skulle trækkes af stald på denne her måde«. »Jeg har været enormt glad for at lave 'Isalena', men hvis ikke det var for alt det her halløj, tror jeg aldrig, jeg havde fået gjort det. Nu blev det til noget, og jeg synes det har været rigtig sjovt. Dejligt at komme lidt ud af manuskriptskrivningen og væk fra alle møderne«, siger filminstruktøren af samme navn for hvem musikken har været en pause fra forberedelserne til det overvejende engelsksprogede filmprojekt 'Skagerak'. Projektet til 40 millioner kroner befinder sig p.t. i anden gennemskrivning. Det er en film om en dansk pige i England, hvor de medvirkende taler deres eget sprog. »Så det er ikke nogen europudding . Det er altså ikke en film, hvor Depardieu taler norsk«, understreger Søren Kragh-Jacobsen. Dén slags fik han nok af med 'Øen i Fuglegade'. Kender du det? Søren Kragh-Jacobsen er instruktøren bag en række store danske film fra 'Gummi-Tarzan' via 'Skyggen af Emma' til 'Mifunes Sidste Sang'. Men altså også engang sanger med højt krøllet hår og fast tilknytning til talentfabrikken B&U. Verdensberømt blandt danske teenagere for sin sang 'Kender du det?. Titlen er næsten umulig at huske, men uddyber man, at det er den med »Mona, Mona, Mona / hvornår kommer den dag«, så nikker generationer af danskere ivrigt og bliver fjerne og bløde i blikket. Man tør næsten slet ikke tænke på, hvor mange kys der er blevet kysset, og hvor mange snobrød og pølser der er blevet bålstegt og ristet til guitarklimpren og sangen om Mona. Helt død og borte har den musikalske Kragh-Jacobsen nu ikke været. Han har lø-bende leveret sange og sangtekster til film og tv. Skrevet til bl.a. Jess Ingerslev og Tom McEwan. Men det er alligevel noget andet nu. En stor kampagne. Et organiseret folkekrav. Et multinationalt pladeselskab. Søren Kragh-Jacobsen ser sig omkring. Nej, de højtjekkede omgivelser hos nutidens Sony i Vogmagergade ligner ikke påfaldende de tider, da en pladeselskabsdirektør var en del af miljøet og gik med hår og skæg i T-shirt, terylenebukser og gummisko. Det kompositoriske har Søren Kragh-Jacobsen holdt ved lige. Fulgt med har han også. Det gør man automatisk, når man har musikinteressede børn og Søren Kragh-Jacobsen har to store af slagsen. Han har med egne ord »forsøgt ikke at blive ignorant«. Men heltene er af ældre dato. Tom Waits, Randy Newman, Bob Dylan, Elvis Costello. De teksttunge drenge og gerne med humor. TV-2, Johnny Madsen, Falch, C.V. Jørgensen. Sin egen danske generation har han lyttet til. Den musik hvor det også handler om at holde sproget ved lige med »noget lyrik, der fortæller en historie, handler om noget eller pirrer din nysgerrighed. Det engelske bløde soap-agtige, dét interesserer mig ikke«. Men det er først og fremmest ved at spille sammen med vennerne, at han har holdt den musikalske gryde i kog. Hjemme er han altid omgivet af guitarer. På ødegården i Sverige er han omgivet af både guitarer og gode venner. »Jeg kender faktisk mange, der spiller rigtig gode spader,« fortæller han. Flere af musikervennerne har han i 30 år delt hus med i Sverige. Det er ikke et musikkollektiv, men ødegården blev faktisk købt dengang i begyndelsen af 1970erne, fordi Søren Kragh og vennerne var fascinerede af The Band og deres berømte bosted The Big Pink. Så laden på ødegården er indrettet med scene og lys til koncert og balfaldera. Musikkollektiv eller ej - beboerne i det svenske hus kan faktisk mønstre, hvad Søren Kragh- Jacobsen kalder »tre rigtig gode rock og rul bands«. Tøvende til værks Klædt på til fest var også P3s lyttere. Det strømmede ind med mail til Strax, da kampagnen til genoplivning af Søren Kragh-Jacobsens sangstemme gik i gang. Med tilbud om massage, cykeltransport, familiepleje og hvad en mand nu ellers kan få brug for, når man pludselig igen skal være popstjerne. Der var endda en lytter, der tilbød at tage tæskene, hvis Søren Kragh-Jacobsen skulle gå hen og få dårlige anmeldelser. Den et par og halvtredsårige musikant gik i begyndelsen lidt tøvende til værks. Så på hvad der lå i skuffen. Der lå faktisk en hel del. Gik i studiet med Jacob Groth og et par andre. Gik det ikke, så kunne man ligeså stille lade den døde hund forblive begravet. Men det gik. Godt endda. Sangene skød op. Stemmen holdt selvom den var blevet mange pakker cigaretter ældre siden 'Hinkeruder på motorvejen'. En musikalsk rejse 'Tur-Retur' så ud til at kunne blive andet og mere end et iscenesat nostalgisk trip. Og så slog Søren Kragh-Jacobsen officielt til. Men hvordan går man til værks, når grunden til at man er blevet røget ud af sit skjul, er, at man er kendt som manden bag den danske popsangs svar på den evige ungdom? »Det har undret mig, at mine gamle sange er blevet ved med at tale til de unge selvom teenagernes liv mildest talt har forandret sig. Det har ikke undret mig med 'Mona', for 'Mona' er så essentiel. Der er ikke én, som går i skole, og som er over 14, der ikke på et eller andet tidspunkt bliver ramt af den type forelskelse. Jeg har det fint med, at den er blevet valgt til århundredets lejrbålssang og den slags. Jeg ved ikke helt, hvorfor sangene har haft det tag i de unge. Måske har det noget at gøre med, at jeg skriver i jeg-form. Men mine sange har nu ikke haft tag i mine egne unger!«. De nødvendige sange Der er sange, man professionelt sætter sig ned og skriver. Og så er der de nødvendige sange. En af dem er 'Vinden, Mågerne og Magdalone' som Søren Kragh-Jacobsen skrev natten efter, at han og hans første kone var gået fra hinanden. Sangen er nogle år gammel. Om kærligheden, der med årene var blevet som Beatles-lp'en 'Sgt. Pepper - »altid smuk men efterhånden temmelig slidt«. Andre har haft lyst til at synge 'Vinden, Mågerne og Magdalone', men han har ikke villet af med den. Så lidt har han nok alligevel lurpasset, indrømmer han. 'Go'morgen mon amour' hedder en anden sang på 'Isalena'. En gammel titel. Det med mon amour blev brugt med samme bevæggrund som filmtitlens Mifune. »Fordi det er et lækkert ord. Ord er lækre. Ord er dejlige at smage på«. Omslaget er lavet i moden international stil. Seriøs og stilig sort-hvid suppleret med hadefarven orange. 'Isalena' er titlen på en cd og ikke en film. Men uanset om Søren Kragh-Jacobsen instruerer en film eller skriver en sang, så sniger historierne sig ind allevegne. Også titlen er en lille historie. I Göteborgs skærgård er Søren Kragh-Jacobsen ved at lave en tv-serie bygget på Bjarne Reuters 'Den korsikanske biskop'. Men han har svært ved at finde en egnet og tilstrækkelig billig transport mellem de mange småøer. Indtil han møder erhvervsdykkerne Håkan og Kikki og deres skude 'Isalena'. Titlen til Søren Kragh-Jacobsens revival skulle være hurtig, enkel og »alt andet end 'Still Crazy After All These Years'-agtig.« Så skuden 'Isalena' måtte i overført betydning lette anker og sætte kurs mod den danske pladebranches stenede kyst. Her steg endnu en erhversdykker om bord. Søren Kragh-Jacobsen er parat til med lune og vid at lodde dybden i de danske forelskelser. Rollo & King & Søren »Jeg har hørt sammenligningerne med Rollo & King. Vi fraserer også lidt på samme måde. Men man kommer aldrig til at se mig til et Melodi Grand Prix. Jeg tror snarere, jeg vil komme tættere og tættere på den svenske vise- tradition«, siger Søren Kragh-Jacobsen, der godt kunne tænke sig at lave i hvert fald én plade mere. I mellemtiden skriver han på en sang med arbejdstitlen 'Klunterne'. Klunterne er en kendt svensk historie om et herrekor, der udelukkende synger sange til kvindernes pris. Kraghs klunte-sang er en sang om 45-årige mænds seksualitet. Hvem ved om en af kvinderne, der bliver lovprist med midalderens »kluntede« entusiasme ikke engang i begyndelsen af 1970erne var en ung pige i cowboytøj ved navn Mona. Eller Helle. Eller Lene. Eller.