For mere end en snes år siden så Søren Kragh-Jacobsen forestillingen 'I lossens time' spillet på en lille dansk teaterscene.
Den svenske forfatter og dramatiker Per Olov Enquists stykke fra 1988 om en psykolog, en præst og en ung morder i psykiatrisk forvaring gjorde dybt indtryk på ham og fik ham til at tænke, at der da vist var en film gemt i historien.
I 2008 og igen i 2009 læste han Enquists stykke og oplevede atter, at det indeholdt stof til en film. En smuk og grusom film, siger han:
»Da jeg genlæste det, blev jeg igen med det samme ramt af, at en grusomhedens poesi stråler ud af det. Samtidig med at der er megen mystik, mange undertoner og sære konflikter i det. Drengen i stykket oplever et mirakel. En genkomst. En parallel til opstandelsen, vil man tænke, hvis man er modtagelig over for det. At få lov til at beskrive et mirakel på film ville være fantastisk, tænkte jeg«.
I skikkelse af en rød kat
Ideen om at gøre stykket til en film blev vendt med Enquist selv, da svenskeren i 2010 var i København. Han gav med det samme Søren Kragh-Jacobsen carte blanche. Og han fortalte danskeren, at han ikke er sikker på, han selv forstår stykkets mystik, men at han syntes, det var godt og interessant, at nogen ville prøve at få en film ud af det.
Nu er filmen færdig. Manuskriptet er skrevet af instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm (bl.a. 'Kapringen'), forfatteren Jonas T. Bengtsson (bl.a. 'Submarino') og Søren Kragh-Jacobsen.
Enquists stykke om Norrland i Sverige for mange år siden er blevet til den nutidige danske film 'I lossens time', hvor elementer fra det dramatiske forlæg er skåret ud og meget andet er føjet til.
Nu mangler så kun noget af det værste, 66-årige Søren Kragh-Jacobsen ved: at vente på vurderingerne fra anmeldere og publikum. Der er først premiere på torsdag, men filmen har allerede haft flere forpremierer. Ved en af dem, i Falkoner Biografen på Frederiksberg i søndags, var instruktøren selv til stede for kort at introducere værket.
Stående foran det forventningsfulde publikum virkede han en anelse utryg ved situationen set fra et sæde på 9. række.
Linjen »og så er jeg genert« fra hans berømte sang om »Mona, Mona, Mona« fløj gennem mit hoved. Men forsvandt i øvrigt, i samme sekund denne her film om en ung morder anbragt i livsvarig psykiatrisk forvaring i en højt sikret institution begyndte.
I Søren Kragh-Jacobsens version af 'I lossens time' spilles den unge indespærrede mand med mord på samvittigheden af Frederik Johansen. Psykologen i færd med at skrive en ph.d.-afhandling om kæledyrs indvirkning på psykopatiske galninge giver Signe Egholm Olsen karakter. Præsten, der langsomt når ind til drengen, er i virkeligheden Sofie Gråbøl. Og Gud?
Tro på det, eller lad være: Gud viser sig i skikkelse af en rød kat.
For første gang længe har en film af Søren Kragh-Jacobsen fat i temaer, der står hans eget hjerte meget nær.
En svær tid at tro
Nogle dage efter forpremieren i Falkoner sidder den genkendeligt krølhårede og smilende Søren Kragh-Jacobsen på kontoret i et filmselskab på Islands Brygge og glæder sig over, at filmen er færdig, og at han denne gang i højere grad end med sine to foregående film, 'Skagerrak' og 'Det som ingen ved', har noget personligt på spil.
Tro er et gennemgående tema i 'I lossens time'. Præstens tro på Gud vakler måske ikke, men hun har svært ved at se meningen med at udføre sin metier i et sogn, hvor menigheden er forsvindende.
Drengens lige dele bogstavelige og absurde tro blev givet til ham, da han var lille og i nogle måneder oplevede en voksens kærlighed, mens han boede hos sin morfar i Sverige. Mens drengen var barn, var hans mor beskæftiget med så meget andet end at elske sin søn.
Forståelse for børn og unge er et væsentligt og velbeskrevet træk gennem hele Søren Kragh-Jacobsens filmvirksomhed. Tro har ikke før været et af hans tydelige emner. 'Drengene fra Skt. Petri' blev optaget i en kirke, og som Søren Kragh-Jacobsen selv siger, »er der en kirke i næsten alle mine film«.
Og i 'I lossens time' spiller troen så betydelig en rolle, at emnet ikke er til at komme uden om, selv om Søren Kragh-Jacobsen med en skæmtende hvisken siger til båndoptageren på bordet, at tro ellers ikke er noget, man skal skilte med – heller ikke i et interview – hvis man vil have et publikum:
»Indimellem læser jeg jo, hvordan folk suser ud af den danske folkekirke. Det er sådan noget, jeg ikke forstår. Men hvis det er for at spare penge, går det meget godt i tråd med, hvordan mange tænker for øjeblikket«.
Gudstro
Den skuespillede hvisken er helt væk igen, men viser sig at dukke op nogle gange under interviewet. Især når Søren Kragh-Jacobsen berører noget, der for ham er særlig følsomt. For det meste taler han nu bare lige ud af posen. Uden den store gestikuleren og uden uro i et ansigt, som alderen taget i betragtning er forholdsvis forskånet for rynker.
Med undtagelse af dem, man får af at smile.
Med 'I lossens time' har han lavet en film, der næsten uvægerlig vil få sit publikum til at tænke over begrebet tro, siger han:
»Er der en guddommelighed? Er Gud til? Er Gud i virkeligheden i dig selv, og er Gud, hvad du gør Gud til? Det har jeg nok lidt på fornemmelsen. I et langt liv har jeg stillet mig selv spørgsmålet, om jeg er religiøs. Min far var. Min mor var bestemt ikke. Hun var nærmest ateist. Det gik rigtig fint. Også politisk var de to forskellige steder. Min far var stærk i troen på ... 1920-ude-på-landet-måden«.
LÆS OGSÅ
Søren Kragh-Jacobsens mor, Inge Elise Kragh-Jacobsen, havde arbejde som kontorfuldmægtig på en arbejdsformidling, inden hun blev hjemmegående med sine fire sønner i Brønshøj.
Hans far var driftsleder på Hellerup Is. Til højtiderne og nogle gange også på almindelige søndage gik familien i kirke, men faren var på ingen måde forkyndende og havde den holdning, at drengene selv måtte finde ud af, om de var religiøse.
Da Søren var omkring syv år, meldte hans far ham og brødrene ind i KFUM. Der fandt Søren Kragh-Jacobsen et fællesskab, og derigennem fik han, hvad han kalder et »fodsåleopslidende« forhold til kirker, også i Jylland og på Fyn:
»Det slog mig allerede dengang, at jeg rigtig godt kunne lide det. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg havde megen fornøjelse af spejderbevægelsen. Der var rigtig meget med søndagsgudstjenester, korte bukser og blå lår i januar«.
Autoritetstro
Man kan nemt se Søren Kragh-Jacobsen for sig som stor og for øvrigt ordblind knægt i korte bukser slå dej sammen til snobrød eller banke teltpløkker i jorden.
Praktiske aktiviteter uden konkurrenceelementer er måske noget, generte mennesker trives med. Bedre end med at være i centrum. Som for eksempel ved filmpremierer. Hvad Søren Kragh-Jacobsen ikke desto mindre har været foreløbig ti gange i forbindelse med spillefilm – 'I lossens time' er hans ellevte.
Både da han fik sit store danske gennembrud med debutfilmen 'Vil du se min smukke navle' i 1978 og sidenhen, har instruktøren i sammenligning med andre mere koleriske kunstnere fremstået som et afbalanceret menneske foruden en venlig humanist.
I forlængelse af at ansigtet slår milde og ikke tungsindige folder, virker Søren Kragh-Jacobsen som et menneske med et grundlæggende håb i behold, uanset hvor mange generte eller kærlighedsmanglende børn han har skildret i sine film.
Som Weekendavisens filmanmelder og -reporter Bo Green Jensen skrev i et i øvrigt kærligt rosende interview med instruktøren for ti år siden: »Sådan er det med Søren Kragh-Jacobsen. Han har altid været elsket, men han har aldrig været hip«.
Nu gentager jeg linjerne for ham, og Søren Kragh-Jacobsen siger, at han husker artiklen, men ikke lige det citat:
»Jeg er nu også ligeglad med, om jeg er hip eller ej. Det mener jeg virkelig. Jeg synes, jeg har haft den bedste af alle karrierer. Den totale fiasko har jeg aldrig prøvet. Jeg har aldrig været kørt ned i et sort hul. Men jeg er heller aldrig blevet hypet! Jeg har aldrig været oppe i det dér gulddrengefelt. Jeg har ligget midtimellem. Jeg har vundet en hel masse priser. I al anonymitet. De står lukket inde i et skab. Jeg kan se mit værk, og jeg er glad for det«.
Frygten vokser
Med 'I lossens time' har han lavet endnu et værk, hvor et ungt menneskes følelse af kærlighedstab står centralt. Søren Kragh-Jacobsen nikker og siger: »Ja. På den måde går den i tråd med meget andet, jeg har lavet«.
Hvorfor bliver det så ofte overskriften på det, du laver? Kommer det fra noget inden i dig selv?
»Ja. Det er der ingen tvivl om. Jeg er jo ikke blevet gjort fortræd. Det synes jeg ikke. Men som jeg har skrevet om det i en sang, har jeg haft »en selvtillid så tynd som pergament«. Det var ikke tro på sig selv, man fik med i pakken. Den skulle man selv finde. Jeg oplevede kraftigt min fars angst for sit arbejde. Han var ikke god til at sige fra eller lære os at gøre det. Det var også sådan, at kom man hjem efter at have fået nogle på skrinet i skolen, så sagde han, at det havde man nok fortjent. Jeg synes, jeg voksede op med et åg af autoritetstro, og at jeg skulle arbejde i årevis med at lære at sige ja til det rigtige og nej til det forkerte«.
Udadtil virker du meget mere afbalanceret end mange af karaktererne i dine film. Hvad kan gøre dig bange?
»Utrolig mange ting. Da jeg fik mine børn, som er 35 og 27 år nu, fik jeg også en frygt. Inden da syntes jeg sådan set ikke, der var noget, jeg var bange for. Med børnene ... kom en frygt for, at de skulle miste mig. Det er selvfølgelig frygtelig egoistisk. Med alderen er frygten vokset, synes jeg. Den sætter sig også nogle andre steder«.
LÆS OGSÅ
Hvordan?
»I et langt liv har jeg været forkælet med at få lov til bare at digte. En stor del af mit vågne liv befinder jeg mig inde i mit eget hoved. Det betyder også, at jeg har en fantasi, som løber af med mig. Som kommer til mig om natten. Jeg kan frygte de mest utrolige ting. Især hvis jeg begynder at tro på noget af forsynet. Altså den almindelige overtro jeg har haft, siden jeg var barn. Kort sagt tror jeg på, at alt det lort, man sender af sted, det får man tilbage i hovedet igen«.
Faktisk er lige den tro en god kørevejledning at leve efter, mener Søren Kragh-Jacobsen. For den siger, at man skal behandle folk godt og opføre sig ordentligt. Vejledningen virker nu ikke på hans frygt for at være sammen med mange mennesker:
»Den frygt er blevet stærkere. Jeg bryder mig ikke om det. Hvilket er absurd med det, jeg laver. Jeg mener: Om lidt skal jeg til premiere, og nogle gange spiller jeg koncerter. Selv går jeg aldrig til store, åbne koncertarrangementer, og jeg går aldrig på Strøget en lørdag formiddag«.
Ingen dødsfrygt
Uden at røbe for meget om 'I lossens time' er det vist o.k. at skrive, at den unge mand i den film ikke er bange for at dø. Troen hjælper ham. Om det er noget mirakuløst eller absurd, er det sådan, at drengen på sin egen måde har oplevet det guddommelige.
Efter i 1960'erne at have været kommunist og maoist uden at skænke Gud en tanke kom Søren Kragh-Jacobsen i 1969 på filmskole i Prag sammen med sin bror. De to var, siger Søren Kragh-Jacobsen med et skævt smil, nok de eneste kommunister i Prag på det tidspunkt. Og holdt så også op med at være det.
I resten af sit voksne liv har han »samlet lidt op på det med troen igen«. Ikke ved at gå særlig meget i kirke, medmindre han skulle researche til en film.
Hvad han så til gengæld ofte har gjort i kirker. Men i høj grad ved at gøre sig sine tanker om tro. Som om troen nok er noget, der er kommet for at blive, men at de menneskeskabte religioner måske på et tidspunkt vil flyde mere sammen takket være den hurtige, voksende globale kommunikation:
»Det med at tro på noget ud over os selv og noget overordnet – det kan man blive ramt af. Før man aner det. Både i det små og i det store. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på mine børnebørn og oldebørn, der måske skal leve med en meterhøj vandstand og en flodbølge af folkevandringer. Hvad gør de så? Hvem holder vi fast i? Hvem skal hjælpe os?«.
Tanken om fattigdom og miljøkatastrofer i fremtiden skaber frygt. For nogle byder det at tro frygten modstand.
Ser frem til enden
Søren Kragh-Jacobsen fortæller pludselig en historie om faren, der døde i 1992 klar i hovedet, men mæt af dage. Det er en historie, der illustrerer, hvorfor instruktøren selv er lige så lidt bange for at dø, som drengen i 'I lossens time' er:
»Tre år før sin død havde min far en nærdødsoplevelse. Han lå syg i sin seng. Det var efterår, og min mor var taget i sommerhus for at lukke det ned. Inden hun tog af sted, havde hun sagt: »Nu bliver du liggende, Poul!«. Men han stod op, fordi der var tilbud på guppyer på Sundbyvester Plads. Han havde bare taget alt for meget tøj på, fik det skidt, var kommet til at tage den forkerte bus og stod ud foran Frederiksberg Hospital, hvor han faldt om«.
På hospitalet fik familien at vide, at Poul Kragh-Jacobsen havde været død i fire minutter, før det var lykkedes at få ham genoplivet. Da faren så sin familie, sagde han: »Jeg har været død«, husker Søren Kragh-Jacobsen:
»Vi spurgte: »Hvordan var det?«. Han lænede sig frem og hviskede: »Det var fuldstændig fantastisk««.
Et sekund er der en næsten munter glæde i Søren Kragh-Jacobsens blik, inden han fortsætter:
»Det korte af det lange er, at da ville han egentlig gerne af sted. Når jeg er i god fysisk stand, synes jeg, at livet er pragtfuldt. Det synes jeg da nu. Men at det har en afslutning, det kan jeg sagtens forstå, og det gør mig ikke bange«.
Himmelharpens sang
»Blev vi færdige med at tale om frygt«, spørger Søren Kragh-Jacobsen og får en benægtende hovedrysten til svar. Egentlig også fordi sådan noget som frygt, tro og kærlighed virker lidt voldsomt at afhandle på blot et par timer.
Du er ikke bange for at dø. Men er der noget, du har gjort, som du fortryder?
»Masser. Men ikke noget, jeg har lyst til at bekende. Vi har da alle sammen sat nogle aftryk, hvor man tænker ved sig selv: Hvorfor?«.
Og så kommer det oven i købet tilbage til dig. Som du tidligere sagde.
»Ja. Men ikke i lossens time, som er Enquists norrlandske udtryk for den ekstra time i døgnet eller for et sandhedens øjeblik, hvor tiden ikke gælder, om du vil. Det kommer til gengæld ofte tilbage i ulvetimen, lige før man vågner. Jeg kan altså også gøre små ting meget store. Jeg kan forstørre ting, så jeg tænker, at jeg er nødt til at vågne nu, fordi det er absurd, at jeg ligger der og frygter det ene eller det andet. Hvis ikke jeg bare ligger og gør op med mig selv. Det tror jeg, at alle gør, når de når en vis alder«.
LÆS OGSÅ
Det lyder skrøbeligt, men skrøbelig ser du ikke ud, som du sidder her?
»Skinnet bedrager jo lidt. Min egen skrøbelighed ligger mange steder og bunder i frygt. Også frygten for at miste nære venner. Jeg har pænt mange af dem. Ikke ti, men en flok, jeg altid kan stole på, regne med og tale med om alting. Jeg har mødt meget gamle mennesker, som sagde, at det værste ved at blive gammel var, at alle vennerne var væk. Det kan jeg godt forstå. Det frygter jeg. Og det begynder man at tænke på nu, synes jeg«.
Der findes en helt konkret måde, hvorpå Søren Kragh-Jacobsen ved, at han får ryddet op i tankerne og finder ro.
Når han holder ferie, hvad han snart skal for første gang i et år, tager han og hans livsledsager gennem 34 år, Cæcilie Nordgreen, ud af København og hen til deres sommerhus tæt på strand og vand. Andre gange tager han op til Småland i et kollektivt ejet sommerhus, han har haft sammen med nogle venner i årtier.
Ingen bliver forbavset, hvis han har sagt, at han går en tur og er borte i seks timer, siger han. Og tilføjer hviskende:
»Jeg finder meget stor ro i strandens sten. Det lyder fuldstændig sindssygt. Men det gør jeg«.
I lossens time
Uden at en af os siger det, er vi vist enige om, at vi har forladt frygten for nu. Og er ovre i roen, og hvordan man så finder den og dermed også på vej tilbage til den tro, der ikke kan vejes og måles, men alligevel fylder. Også i 'I lossens time'.
Et sted i din film bruges udtrykket 'i Guds armhule'. Hvad betyder det?
»For mig er det en tydelig metafor for at kunne lægge sig trygt til hvile med noget, man tror på. Ikke at man efter døden kommer op til en mand med et langt skæg. Men at man måske på en eller anden måde engang overgår til en mere fredfyldt dimension«.
Tror du på det?
»Ja, det tror jeg på. Det gør jeg. Jeg er gået meget op i det med vores sjæl. At man taber sig 135 gram i dødsøjeblikket. At man ikke rigtig kan forklare det. Er det sjælen, som forsvinder? Det kunne jeg godt forestille mig. At det lille dryp, man har været, på en eller anden måde forsvinder et sted hen. Det er sgu meget rart at tro på«.
Tror du, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt oplever at være i lossens time? I et sandhedens øjeblik?
»Nej. Jeg tror, det er noget, man skal være åben over for. Jeg er bange for, at psykologen i filmen i modsætning til drengen aldrig kommer til at høre himmelharpen synge eller til at være i lossens time«.
Har du været der?
»Ja det tror jeg da nok. Sædvanligvis har jeg retningssans som en veltrænet brevdue. Men jeg har i mit liv oplevet at miste orienteringen på den meget fine måde. For eksempel mens jeg gik ud ad en vej, hvor jeg havde gået 300 gange før gennem 40 år, og pludselig blev det, jeg troede, jeg kendte, noget andet. Noget smukkere. Det har været en lykkefølelse. Jeg ved ikke, om det er noget, man kan søge. Til mig er det kommet som noget, hvor jeg pludselig har tænkt: Det var godt nok utroligt! Det er jo pragtfuldt, det her«.
fortsæt med at læse
