Hvem er det,der kan tryllebinde en pænt fyldt sal af århusianere i to sene timer en råkold hverdagsaften i november, få laviner af latter og bifald til at rulle og give midaldrende kvinders kinder samme blussende kulør som den fnisefremkaldende rødvin på venindebordet? Tja, lad os bare tage bindet fra blindebukkens øjne og afsløre, at det hverken er de lokale helte, Thomas Helmig og Jacob Haugaard i nyt politisk parløb for at eksportere det kulinarisk set klart mest eksotiske 'køkken' i Smilets By, Strøgets Frikadellebod, til hele EU. Det er heller ikke Big Robinson, Super-Brian, Søren Sko eller Søren Sidevind. Nej, heller ikke hende der Mona. Nope, svaret er såmænd den gode, gamle, glemte og forkætrede, bløde mand. Han hedder selvfølgelig Søren. Med efternavnet Kragh-Jacobsen som den knapt så bløde tilføjelse. 20 års koncertpause Han har lyseblå skjorte på, Levi's bukser og charmekrøller i intakt tilstand og en guitar, som det volder ham visse problemer at stemme efter 20 års fravær fra scenerne, og en ordentlig stak sange i favnen. Det var, skulle det vise sig, nok til at fornøje og forlyste et godt hold af os danskere, der ellers er forvænt til det kvalmende med underholdning i uhyrlige mængder fra blandt andet de så omtalte reality-shows. Men der var hverken Pop Starz, Pap Farz eller klynkende kynisme fra tropeøen på Train i Århus. Der var såmænd bare varme, charme, nærvær, umiddelbarhed og mere realisme fra en pludselig yderst vedkommende hverdag i de danske familier og parforhold end i et gennemsnitligt år i fjernsynet. Formidlet så ligefremt og jordnært, at virkelighedens tro følgesvend, banaliteten, kikkede indenfor hist og her. Det er en risiko, man løber, hvis man ikke bygger den elitære distance ind i sin kunst. Risiko for banalitet Og den risiko løber Søren Kragh-Jacobsen i sine film som 'Mifunes sidste sang' og i den musik, han lod os høre igen på det fine album 'Isalena' i foråret. Selv om man roligt kan kalde konceptet for den koncertturne, der nu følger albummet og bringer Søren Kragh-Jacobsen tilbage som musikant efter en bette pause på en snes år, for dogme, er det endog meget svært at forestille sig eksempelvis Lars von Trier i centrum på samme måde som den gavmilde Jacobsen. I spidsen for en lydhør, stille swingende og detaljeret meddigtende septet viste han, at man sagtens kan få folk til at lytte intenst til forholdsvis stilfærdig musik i to timer. Bare det kommer fra hjertet og handler om dem selv. Nøgen og nær virkelighed For det djævelske og dygtige ved Søren Kragh-Jacobsens sange som 'Vinden, mågerne og Magdalone' om de sidste ord før skilsmissen, 'Go' morgen mon amour' om at have for mange puder i sofaen og for lidt lyst til at ligge på dem, og for den sags skyld 'Dage i dur og mol' om, hvor fantastisk der kan være i familiens skød, når foråret kommer forbi og lufter lidt ud, er, at man har meget let ved at være til stede i dem.Fra sine førsteplader, hvor han skildrede den unge forelskelse, bristefærdig som en bums på næsen og nøjagtig lige så porøs, til nu, hvor det snarere er de slidte furer i dobbeltsengen og skilsmissens rå realiteter, der synes at optage poeten med den drengede lyse og nasale stemme, har Kragh-Jacobsen fremstillet den nære virkelighed nærmest nøgen og uden omsvøb. Men uden nogensinde at miste troen på det »det store røde bang«, som han kalder forelskelsen i 'Som en rose'. Hvis det at være en blød mand betyder, at man kan være både maskulin, indfølende, uhøjtidelig og selvironisk, så er Søren Kragh-Jacobsen den bløde mands fornemste repræsentant. Selv om han næppe vil bryde sig om det. Og retfærdigvis kan Kragh-Jacobsen også uhindret slippe af sted med at sige »kussetyv« fra scenen og samtidig selv ligne en uden at skamme sig over det. Befandt sig vel i projektørerne Han befandt sig nemlig godt deroppe, filmmanden. I rollen som sig selv. Manden, der efter eget udsagn måtte opgive musikken for 20 år siden, fordi han ikke kunne huske sine tekster. Og nu i hvert fald har en fordel ved at stå og svede i projektørernes sauna. »Så skal jeg ikke hele tiden på toilet, som jeg ellers skal, efter at jeg blev 50 år«, som troubadouren udtrykte det. Både han, bandet med de fremragende guitarister Jacob Groth og Jonas Krag og den lydhørt spillende trommeslager Emil de Waal som omdrejningspunkt samt publikum havde da også masser af tålmodighed. Men til sidst kunne det ikke udsættes mere: Øjeblikket som så mange har ventet på, siden 'Strax' på P3 lokkede Søren Kragh-Jacobsen og guitaren frem igen. 'Mona, Mona, Mona' Tiden var inde til at hilse på en kær veninde, selv om »hun er virkelig blevet en gammel tøs nu«, som Søren Kragh-Jacobsen sagde, inden han under tordnende bifald brugte et par minutter til at stemme guitaren til nostalgi. Så kom hun kækt spankulerede. »Mona, Mona, Mona«.Pludselig sad vialle igen »ved andet bord i rækken, det var tredje skoledag, vi var begyndt i 8. klasse og havde samfundsfag«. På gulvet i det, der ifølge min som regel usædvanligt skarptseende, lokale guide »normalt er et noller diskotek«, dansede, klappede og sang et ikke helt ungt publikum sig tilbage til den første forelskelses smertelige fryd. Det var kosteligt, og takket være de forudgående to timers intense og mere modne musiceren, blev Søren Kragh-Jacobsen ikke udsat for en Poul Kjøller-agtig 'Gud'-status. Til gengæld var der rigeligt med kærlighed til begge i en begejstret sal, der bød Jacobsen tilbage. Sjældent har sanger og sal i den grad været enige om, at dagen var kommet. Vi kan alle »ta' din hånd og stikke af sammen«. Det kan vi faktisk, og med Søren Kragh-Jacobsen tilbage er det lidt sværere at glemme det. Heldigvis.