Politiken mandag: Marguerite Viby - en elsket stjerne, der funklede i et halvt århundrede »Det er sjovt at være til, man sku' aldrig være andet, sang Marguerite Viby i Mogens Lorentzens kvikke fordanskning af 'On the Sunny Side of the Street' i en PH-revy i 1931. Nu er Marguerite Viby ikke til mere. I en alder af 91 år døde skuespillerinden, der henrykkede vore fædre og bedstefædre som hovedperson i de første danske tonefilm. Og os andre hver gang vi genser dem på tv. Marguerite Viby var 'en pige med pep', som det hed dengang i 1930erne. Det stod for humør, slagfærdighed, sjov og musikalitet. Hun havde det hele. Hun var køn, pikant, kunne danse og synge med et kvidrende vibrato i en lille, men stensikker sopranstemme. Marguerite Viby var mere dansk end glamourøs som filmstjerne. Hun lignede en ganske almindelig pige, der kunne alt det, ganske almindelige piger ikke kan. Derfor kunne hun i filmene ordne mere end de fleste, så det djærve og uforstilte sejrede - den lille pige fra koret fik den store rolle, og den genstridige mand fik den rigtige pige, og det var altid Marguerite. Så enkelt var det. Men kun fordi Marguerite Viby havde så stort talent for denne genre i filmen, som hun selv var med til at forme. Hun erobrede revyscenerne, spillede dramatiske roller, men var altid sikrest med musik til. Historien om Marguerite Viby er et stykke af forlystelseslivets Danmarkshistorie, for den uofficielle side af samtidshistorien skrives i revyerne, og der sprællede hun fra hun som 16-årig debuterede på Rønne Teater. Hendes tydelige mimik og vimse kropssprog placerede hende i stumfilm med bl.a. Fyrtårnet og Bivognen. Stemmen gjorde hende oplagt, da filmen fik lyd. Hun var pioner i branchen og glimrede op gennem 30erne og 40erne. Den første tonefilm hed 'Skal vi vædde en million', og her sang Viby 'Titte til hinanden', der er blevet en evergreen sammen med så mange andre af hendes filmhits. 'Mille, Marie og Mig' var et højdepunkt i 1937, hvor hun sang med Teddy Petersens berømte jazzorkester. Det var også her, hun optrådte i kjole og hvidt og høj hat. Og plukkede øjenbryn. Helt som Marlene Dietrich, men ikke med helt de samme, fatale hensigter. 'Nim dich im acht vor blonde Frauen', sang Dietrich, men der var ingen grund til at frygte et fortærende hundyr i Marguerite Viby. Hun var altid mere kæk end sexet. Hendes flirt var uskyldigt kæresteri. Hun var hende, man kunne stole på. Trofast mod alle, og en af den slags piger, som andre kvinder var glade for, at deres mænd kunne li', for hun havde trods alt også deres almindelighed. En kirkemus Den sikre professionalisme bragte Marguerite Viby i samspil på film med tidens giganter i dansk teater, Bodil Ipsen og Poul Reumert. Ved siden af Bodil Ipsens bramfri og hjertelige Grevinde Danner i 'Sørensen og Rasmussen' fra 1940 var hun på en gang naiv og indtagende med sin vise om Jens og Sofie. Poul Reumert var rent ud betaget af Viby i 'Frøken Kirkemus' året efter, en film, der i mange måder bragte den store, kongelige skuespiller ned fra piedestalen, uden at han dermed lod sig forføre til den rene folkelighed. Der lå ikke nogen egentlig uddannelse bag Marguerite Vibys talent. Hun var natur og ren musikalitet. I sit talesprog kunne hun modulere en replik over flere oktaver, og det var sjældent, at noget lød unaturligt i hendes mund. Hun havde både sødme og skarphed. Ironien traf hun også med prægnans. I en Dagmar Revyen under besættelsen i 1943 fik hun alle danske hjerter til at slå i takt med den glade rytme i Kaj Norman Andersens 'Flyv min hest', der havde tidens dobbeltbund med linjer som »og når engang det store ragnarok, har krævet blod og sved og tårer nok«. Ti år senere var hun stadig stjerne i Dagmar Revyen sammen med Osvald Helmuth. Her bidrog hun til succesen med sin Chaplin vise 'Med hat og med stok«, der pludselig bragte en verdensbegivenhed fra Macarthyismens Amerika til Danmark. Chaplin var blevet udvist for uamerikansk virksomhed. I Cirkusrevyen oplevede vi i 1970erne 'Den jazzende husmor' og hende, der havde det så godt »før vi fik bil«. Dyd og moral De egentlige teaterroller var der ikke så mange af i Marguerite Vibys karriere, men hun var naturligvis med, da den amerikanske musical dukkede op herhjemme. Hun sang om Little Rock i 'Gentlemen fortrækker blondiner', men det var ikke nogen succes. Man troede ikke på Viby som golddigger. Så dækkede hun bedre som en spids Frøken Dyd over for Bodil Stens svulmende Fru Moral i et overdådigt nummer, som Aage Stentoft lagde ind i sin flotte opsætning af 'Orfeus i Underverdenen' på Det Ny Scala. Vibys og Steens tungesønderrivende duet om rumraketterne er en klassiker. Da 'Boyfriend' første gang kom på en dansk scene, var Marguerite Viby på stikkerne og steppede så godt som i gamle dage. Lige så som stuepigen i 'No No Nanette'. En helt personlig og langvarig succes fejrede hun som den kvindelige Sherlock Holmes, skurekonen Mrs. Piper, i 'Mordskab' på Alle Scenen. Forinden havde hun på Folketeatret vist den mest forvirrede af alle forvirrede damer, Fru Sæbefabrikanten i 'Oscar'. De mere seriøse udspil er i absolut mindretal, men Marguerite Viby nåede dog at stå på Det kgl. Teaters scene, da hun i midten af 1970erne spillede i Holbergs 'Don Ranudo' med Ebbe Rode som partner. En hjerneblødning satte for snart en halv snes år siden Marguerite Viby ud af spillet, men hun mistede ikke sit humør eller glæden ved at gå i teatret. Hun var en flittig premieregæst, og med sit personlige legat stimulerede hun en ny generation i dansk teater. Marguerite Viby var mor til skuespillerinden Susse Wold.