Politiken onsdag: Museumsdirektør Allis Helleland er ikke bare stolt. Hun er meget stolt, og hun forsøger ikke at skjule det, for aldrig nogen sinde før har Statens Museum for Kunst fungeret så godt, som det gør nu. Landets nationalgalleri er i hendes foreløbig syvårige periode som chef for alvor blevet trukket ud af støvets år og moderniseret til gavn og glæde for en langt større del af befolkningen. Mener altså Allis Helleland. Det turde være en sandhed med modhager, hvis man holder sig til de debatindlæg og kommentarer, der i den seneste tid er sendt fra dele af kunstlivet til dagbladene. Plukker man i dem, kan man se, at en »arrogant ledelse« - det er foruden Allis Helleland vicedirektør Bjarne Bach Østergaard - holder museet i et »Machiavellisk jerngreb«. Og at den administrative chef, Bjarne Bach Østergaard, »temmelig tydeligt har været på lidt for mange smarte managementkurser om central styring«. Direktionen er »markedsberust« og »øjensynlig blevet grebet« af et »turbokapitalistisk« Socialdemokratis refræn om, at »kulturen skal ud til masserne«. Og et omdrejningspunkt i samtlige indlæg er det, der opfattes som endnu et anslag mod museets enestående samling af kunst på papir, nemlig Kobberstiksamlingen. Internt har det knirket. De ti, kunstfaglige museumsinspektører klagede i et brev til direktionen i oktober i fjor over det, de opfattede som en autoritær ledelse og et alt for stramt og lukket system. Og for nylig sagde de lige så enstemmigt nej til direktionens forslag til en strukturændring, der bl.a. ville nedlægge stillingen som leder af Kobberstiksamlingen og dermed svække den afgørende i forhold til resten af museet. »Der er opstået et rygte om, at vi er på vej til at nedlægge Kobberstiksamlingen. Det er noget vrøvl. Det kan vi selvfølgelig ikke, og det drømmer vi heller ikke om. Sagen er tværtimod, at samlingens store værdier ikke kun skal være for de få mennesker, der mere eller mindre frivilligt forvilder sig ned i studiekælderen. Det er vigtigt at få værkerne ud af mørket og i spil sammen med malerierne, så de bliver til glæde for andre end de måske 200 kendere herhjemme. Isolationen og de kunstige skillelinjer mellem afdelingerne skal brydes. Jeg kalder mig gerne missionær for kunsten, for det drejer sig i det hele taget om at få flere mennesker til at få øjnene op for de rige værdier, museet rummer. Dette hus har alt for længe været for en lille elite, og det er et spørgsmål om at få kunsten ud til andre mennesker end dem, der er opdraget til at gå på museum«, siger Allis Helleland. »Opgaven var at få lukket osteklokken op. Gennem mange år havde Statens Museum for Kunst et dårligt ry, man kom som med andre statstinstitutioner til at tænke på det støvede. Sådan er det ikke mere«, siger vicedirektør Bjarne Bach Østergaard. Besøgstal faldet Det anfægtede dog hverken hans eller Allis Hellelands erklærede ambitioner, da Danmarks Statistik forleden konstaterede, at interessen for museet er faldet drastisk siden den store nysgerrighed, der fulgte på om- og nybygningen. Efter genåbningen i november 1998 var antallet af gæster i 1999 på 450.000. Det dalede i fjor til 250.000 og kom således tætttere på de godt 200.000, der var normalen før investeringen på 240 millioner kroner. »Huset rummer de rigeste samlinger i Danmark, og det ville være forfærdeligt, hvis de ikke blev brugt af ret mange. Men målet er ikke besøgstal i sig selv. Vi skal køre et ordentligt nationalgalleri med de pligter, det indebærer i form af registrering, indsamling, forskning, formidling o.s.v., og vores udstillinger skal udspringe af samlingerne. Som eksempelvis Matisse-udstillingen, Gijsbrecht og Symbolisterne, der langtfra trak det samme antal mennesker, men som alle var vigtige, og som alle har fået fine omtaler«. »Og de 240 millioner blev også investeret for at føre museet op til moderne tid med bedre publikumsfaciliteter, bedre plads til konserveringsafdelingen, magasiner o.s.v. Det gamle museum var lousy, og det var nødvendigt at friske det op«, siger Allis Helleland. »Hvis vi ville, kunne vi skabe udstillinger, der årligt trak en halv million mennesker til huset, men hvorfor skulle politikerne giver os 60 millioner kroner om året for at gøre det, andre i princippet også kan gøre. Det er dejligt med en stor interesse, men vi er ikke gearet til et besøgstal på 450.000. Det slider på huset, og det koster også økonomisk at være en succes. F.eks. til øget personale og vedligeholdelse af gulve«, siger Bjarne Bach Østergaard. »I vores oplæg til en ny resultatkontrakt med Kulturminsteriet holder vi os til tallet 250.000. Og næppe nogle andre museer herhjemme ville nå så højt med et udstillingsprogram som vores. Forklaringen er, at vi med bl.a. en marketingafdeling gør en mere aktiv indsats for at få fat i folk«. Nyskabelserne Samme marketingafdeling, der har sin egen marketinguddannede chef, er en nyskabelse på museet. Ligesom afdelingen for særlige arrangementer, der med en glittet brochure tilbyder fest- og selskabslokaler i 'kunstneriske rammer' uden for åbningstid med plads til op til 700 stående gæster i skulpturgaden og amfiscenen. Pris 50.000 kroner. Af samme brochures billedmateriale fremgår det, at det er et tilbud, bl.a. et modefirma og et bilfirma har benyttet sig af. Der har været catwalk og nye bilmodeller, og i en weekend tidligere på året indtog Sony museet for bl.a. at markedsføre sine nye produkter. Af samme grund betalte de entreen for alle. Et tilsvarende arrangement blev gennemført på Moderna Museet i Stockholm med det resultat, at tre bestyrelsesmedlemmer fik nok af kæresteriet med erhvervslivet og trak sig. Bjarne Bach Østergaard, der er cand. scient pol., tiltrådte som vicedirektør i 1999. Han har før været ansat i Kulturministeriet og som administrationschef på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og blev på museet den anden i rækken i vicedirektører. Stillingen blev oprettet efter krav fra Allis Helleland i forbindelse med hendes overtagelse af nationalgalleriet i april 1994, og med både en marketingchef og en leder, hvis styrke er administration og økonomi, får en del af kunstlivet sværere og sværere ved at få øje på kunsten. Eller som der også spørges blandt kritikerne, hvordan skal man få andre til at forstå kunsten, hvis man ikke selv gør det. Hvis den forsvinder i udenomsværker, management og tivolisering. Hvis man, som det er sket, kan afvikle både sin fødselsdag og bryllupsfest i statslige omgivelser. »Vi holder en ren linie, og jeg føler mig overhovedet ikke ramt. Vi har et hus med arealer, der er egnet til de store arrangementer, og vi har mulighed for at åbne det for andre end dem, der ellers ikke ville være kommet. Alle arrangementer udefra skal indordne sig under kunsten og have et kunstnerisk islæt. De kombineres med f.eks. en rundvisning i vores samlinger, og jeg ved, at nogle mennesker har fået en oplevelse ud over mødet med f.eks. en ny bilmodel. De er måske kommet her for første gang, fordi deres mand eller kone er ansat i et firma, der har en aftale med museet. Nu bliver de fanget af kunsten, måske kommer de igen, og det er dejligt, når missionærarbejdet lykkes«, siger Allis Helleland. »Der er altid nogen, der vil have det, som det var i gamle dage. Hvor man kunne gå rundt i museet uden at møde andet end en sovende kustode. Det holder bare ikke i dag. Budskaberne kan nå længere ud. De er ikke kun for feinschmeckere«. Bjarne Bach Østergaard: »Uanset om man kan lide det eller ej, må man for at kaste støvet af sig og blive et levende museum overvinde nogle barrierer. Det er en interessant diskussion, der opstår, når man åbner de gamle, hæderkronede kulturinstitutioner. Den kører omkring Det Kgl. Bibliotek, og den kommer garanteret, når Rigsarkivet flytter ud i sit nye hus i Ørestaden. I øvrigt trak Sony-arrangementet 13.000 gæster eller det dobbelte af, hvad der formentlig ellers ville være kommet«. »Og hvad de private arrangementer angår, siger vi undertiden nej, selv om der ville være store penge at tjene. Det gjaldt f.eks. fester efter Grammy- uddelingen, og her er det bl.a. også et spørgsmål om, hvad vi sikkerhedsmæssigt kan styre«. Allis Helleland: »Arrangementsafdelingen skal løbes i gang, og der har da været ting, som vi ikke vil gentage. De private fester eksempelvis. Og museet har da heller ikke lagt lokaler til præsentation af vaskepulver. Det er klart, at der et eller andet sted er en grænse«. Parløb Han er administratoren og hun kunsthistorikeren, og de kører et parløb, der efter begges udsagn ikke blot fungerer, men er den bedste løsning. Bjarne Bach Østergaard: »Det skal handle om kunsten, men gennem de seneste årtier er de frække ord som rammestyring, resultatkontrakter, arbejdspladsvurdering o.s.v. kommet til i den offentlige sektor. Det fører folk som mig ind på området, og den såkaldte djøfisering lægges for had. Men det politiske system kræver, at institutionerne klart kan gøre rede for, hvad pengene bruges til. I gamle dage skulle man ikke dokumentere noget som helst, og bortset fra det irriterende i, at vi skal udarbejde alle disse tabeller, er det set fra et skatteborgersynspunkt vel rimeligt og demokratisk, at man kan få lov at se den offentlige sektor i kortene«. Allis Helleland: »Direktøren her skal selvsagt være kunsthistoriker, men vi skal holde loven og i dag opfylde alverdens krav og regne tingene ud i promiller, og jeg kan ikke som en af mine forgængere i embedet smide ministeriets breve i skraldespanden uåbnede«. Da hun tiltrådte i 1994 lød hendes hensigtserklæring, at hun i løbet af seks år ville gøre Statens Museum for Kunst til et af de ti fremmeste i verden. Og hvordan gik det så med det. Ifølge den førnævnte opgørelse fra Danmarks Statistik overhales nationalgalleriet af både Louisiana og Glyptoteket, når de omdiskuterede besøgstal gøres op. »Jeg er stolt, når jeg ser det dejlige, levende hus, vi har i dag. Før sloges medarbejderne indbyrdes, der blev indkøbt kunst ind i øst og vest, og forskningsresultaterne havnede i skrivebordsskufferne. Der var ikke hold på nogen ting. Der var ingen udstillingsplaner, og der var underskud på økonomien, da jeg startede«, siger Allis Helleland. »Det er der rettet op på. Vi har en stram økonomistyring, og vi har gennem vores indkøb fået fyldt nogle af de store huller i samlingen ud. Forskningsresultaterne bliver formidlet i ordentlige kataloger, og vi har fået bedre kontakt til publikum. Internt kan og skal vi ikke være enige om alt, men jeg har nogle knalddygtige inspektører, og jeg har det smaddergodt med dem. Det vigtigste er, at vi har samme mål, og det har vi«. »Museet er respekteret, og vi har et fint samarbejde med nogle af de bedste museer i udlandet. Vi er en af de bedst fungerende institutioner på området, og jo, jeg mener at kunne sige, at min hensigtserklæring holder. Jeg har det godt her«, siger Allis Helleland.birger.thogersen@pol.dk citat I gamle dage skulle man ikke dokumentere noget som helst, og bortset fra det irriterende i, at vi skal udarbejde alle disse tabeller, er det set fra et skatteborgersynspunkt vel rimeligt og demokratisk, at man kan få lov at se den offentlige sektor i kortene«.