Politiken søndag: Man skulle mene, at det i bogstaveligste forstand kunne være dødsensfarligt at skabe en film om den kriminelle italienske organisation mafiaen. Og måske specielt for en instruktør, der også har lavet en kontroversiel film om mordet på filminstruktøren Paolo Pasolini. 50-årige Marco Tullio Giordana sover imidlertid roligt om natten og har ikke haft nogen betænkeligheder ved at kaste sig ud i disse filmproduktioner. »Jeg har ikke modtaget nogen trusler i forbindelse med filmen. Faktisk kan mafiaen godt lide at se film om sig selv. Mafiafolkene føler, at sådanne film, uanset hvor onde og brutale de bliver fremstillet i filmene, er med til at vedligeholde legenden om dem. Det kan godt være, at mafiaen havde haft en noget anden holdning, hvis de havde vidst, hvad konsekvenserne af min film ville blive. Retssagen om det mord, der fortælles om i filmen, blev genoptaget, og en mand er blevet dømt skyldig for mordet, og om et par måneder falder der dom i endnu en relateret retssag«, fortæller Marco Tullio Giordana, der er i København under NatFilm Festivalen for at præsentere sin nye film 'I Cento Passi' ('The Hundred Steps'). Desuden vises under festivalen hans film fra 1995 'Pasolini, un Delitto Italiano' ('Pasolini, an Italian Crime'). 'I Cento Passi' bygger på autentiske begivenheder i 1960erne i en lille by Cinsisi på Sicilien. Hvor en ung mand, Peppino Impastato, nægter at følge i familiens spor og støtte den lokale mafia. Han bliver en rebel og starter med en gruppe ligesindede en radiostation, hvor de med satire bramfrit rapporterer om mafiaens ugerninger. Peppino lægger sig selvfølgelig på den måde ud med både familien, især faderen, og mafiaen, og det hele ender med, at han på brutal vis bliver likvideret. »Jeg ser ikke filmen som en traditionel beretning om mafiaen i Italien. Dem har vi fået så mange af. Jeg har ønsket at skabe en film om det gode og det onde, om en ung mand, der har en mening om samfundet og livet - en ener, som udfordrer både de traditionelle familiedyder og det etablerede samfund, herunder mafiaen. Min film er især blevet populær blandt unge, og jeg tror, det kan hænge sammen med, at de i Peppino ser nogle af de kvaliteter, som de selv gerne ville stå for i dagens samfund«. Oscarkandidat Selv om de italienske medier har karakteriseret Marco Tullio Giordanas film som meget politisk og venstreorienteret, har det ikke hindret, at 'I Cento Passi' har trukket et stort og bredt publikum i biograferne. Filmen var også i år Italiens Oscarkandidat, blev nomineret til en Golden Globe og har lige nu modtaget 10 nomineringer til Donatelloprisen, der svarer til vores Bodilpris. »Det nye ved min film i forhold til de mere konventionelle mafiafilm er, at jeg ikke blot beskriver mafiaen som en kriminel organisation, men også som en social/kulturel magtfaktor. Det budskab var svært at få kommunikeret ud før optagelserne, så jeg måtte arbejde hårdt for at skaffe penge til filmen og måtte også lave kompromiser. F.eks. er der i filmen en rejse til USA, men alle disse scener er optaget i Italien. Der var ikke råd til de ægte omgivelser. Jeg fik dog til sidst de nødvendige penge, idet bl.a. det officielle italienske tv-selskab RAI gik ind og støttede filmen med penge«. Marco Tullio Giordana vil ikke afvise, at der kan være en sammenhæng mellem mafiaens stærke sociale position og så det, at familien i Italien vægtes meget højt. »Familiens position i Italien er blevet svækket i de senere år, men blodets bånd tæller fortsat meget stærkt, og man anser familien for vigtigere end samfundet. Sådan er det i katolske lande i modsætning til de protestantiske, hvor samfundets betydning er større. Personligt foretrækker jeg holdningen i de protestantiske lande, som dermed også er mindre konservative. Jeg ser selvfølgelig store værdier i et familiesammenhold, men det må blot ikke betyde, at man negligerer vigtige faktorer i det omgivende samfund«. Hadet af alle For Marco Tullio Giordana er det ikke første gang, en af hans film efterfølgende har udløst en retssag. Også hans film om mordet på Pasolini resulterede i en retssag, idet han i filmen kom med nye oplysninger til støtte for teorier om en politisk sammensværgelse. Retssagen førte dog ikke til noget som helst, og sagen er i dag lukket. »Når Pasolini den dag i dag 26 år efter sin død stadig kan fremkalde stærke følelser og kraftig debat, så skyldes det, at han i modsætning til en anden samfundskritiker som f.eks. teatermanden Dario Fo ikke blot var kunstner i kraft af jobbet som filminstruktør, men også var en meget aktiv politiker. Pasolini blandede sig konstant i alt muligt, og han stod meget isoleret. Det etablerede samfund, magthaverne, hadede ham, men det gjorde venstrefløjen, ungdomsoprørerne, også, fordi han kritiserede dem alle sammen«. Som så mange andre europæiske filminstruktører ser Marco Tullio Giordana også med bekymring på den amerikanske filmindustris dominans i biograferne. Italienske film har f.eks. p.t. en lavere markedsandel i hjemlandet (ca. 17 procent) end f.eks. danske film (ca. 20 procent). Løsningen er ikke, at den nationale filmproduktion pustes voldsom op, mener Marco Tullio Giordana. »Det nytter ikke at lave en masse bras. Det vil publikum hurtigt finde ud af. Vi må satse på kvalitetsfilm. Det er vejen frem for at fastholde publikums interesse for de hjemlige film. Jeg ser derfor ikke situationen som en kamp mod Hollywood, men en kamp for kvalitet«.