Politiken onsdag: »Jeg synes, det er voldsomt kedeligt, at det kommer til at fremstå, som vi ikke laver noget i København. Der er jo ikke nogen af os, der nøjes med bare at sætte plakater op«, siger en vred teaterchef for Dansescenen i København, Louise Seibæk, som reaktion på gårsdagens kritik af det københavnske dansemiljø. Kritikken kom fra det århusianske kompani Granhøj Dans internationale manager, Martin Lumbye, der mener, at det københavnske dansemiljø mangler visioner, vilje og råstyrke når det gælder ledere og markedsføring. Resultatet er, at dansen ikke trækker publikum nok til at få mere politisk opmærksomhed og dermed flere midler. Afviser Teaterchef Louise Seibæk afviser blankt kritikken, og understreger at danseproduktioner i provinsen ikke kan sammenlignes med produktioner i København. »Det er noget helt særligt at producere i København - også i forhold til lokale sponsorer. Århus er en mindre by, hvor alle ved, når der sker noget. Det er noget andet i en hovedstad. Vi kan jo ikke få butikker på Nørrebro og Vesterbro involveret på samme måde, som man kan med lokale sponsorer i Århus. Det er nogle andre parametre, man arbejder med her, hvor konkurrencen om publikum er ti gange større«, siger Louise Seibæk, og henviser til brug af sponsorer uden for nærmiljøet såsom trykkerier og virksomheder. Ressourcekrævende Hun er dybt uenig med Martin Lumbye i, at det københavnske dansemiljø ikke tænker i alternative markedsstrategier. Problemet er, at der skal være nogle til at gøre arbejdet. »Månedsmagasiner og ugeblade skal have billeder tre måneder før, og hvis man skal have fat i skoler, skal man måske ud et halvt år før. Deres ture ud i teaterlivet, skal jo passe ind med de emner de har fagligt. Den slags skemaer bliver jo lagt halve eller hele år i forvejen. Så det er et meget langsigtet arbejde, og det kører kun for dem der har administration hele året rundt - som for eksempel Granhøj Dans«, siger Louise Seibæk. Optimalt Ifølge teaterchefen udnytter de fleste københavnske kompagnier deres muligheder optimalt i forhold til de eksisterende vilkår. »For eksempel er administratorerne i København gået sammen i et netværk for at udveksle erfaringer, som et led i at blive mere professionelle. Problemet er, at det er svært at holde på dygtige folk, når arbejdsvilkårene og lønnen er dårlig. På et tidspunkt tager folk et ordentlig job i stedet, ligesom det skete med for eksempel Eva Hein, som tidligere arbejdede for Kreutzmann Dance, men nu sidder som informationschef på Det Kgl. Teater. Vi mister ekspertisen på den måde. Det skal da ikke være nogen klagesang, men hvis vi skal have det markedsført og have det ud til folk, er vi på sigt nødt at have nogle bedre produktionsvilkår«, fastslår Louise Seibæk.