Politiken mandag: Det er 31 år siden Jytte Abildstrøm overtog Riddersalen, det lille unikum af et teater i Allégade på Frederiksberg, København. Men først i år fejres 30-års jubilæet. Det er fint i tråd med et af teaterdirektørens valgsprog: Man skal aldrig lade sig slå ud af kendsgerningerne. Læs Politikens interview... Modsat hvad man måske skulle tro, har Jytte Abildstrøm stor veneration for det klassiske teater. Hun er »så fuld af respekt«, som hun selv siger, at det ligger hende fjernt for eksempel at lave en vild opsætning af Ibsen, Strindberg eller O'Neill. Hun synes faktisk kunsten nogle gange tager sig for store friheder til hvad som helst. Synes du ikke, du selv tager dig friheder? »Jeg har 31 år i det her system, og vi har diskuteret de ting mange gange. Derfor var det så heldigt, at jeg stødte ind i Jytte Hauch-Fausbøll, som var en utrolig dannet kvinde. Med hende talte jeg meget om, hvor langt man kan gå i at tage friheder. For eksempel hvor man lægger respekten i en sketch om et ægtepar, der nedgør hinanden. Det skal være, så man får medfølelse med dem begge to. Medfølelsen er kernen i enhver humor. Derfor er jeg heller ikke så vild med satire. Det skal bruges i meget små doser«. Jytte og Camus I 1961 fik Jytte Abildstrøm i bryllupsgave Albert Camus' 'Sommer' og den er hun for tiden atter fordybet i. Hun læser udvalgte citater op, blandt andet fra essayet 'Den landflygtige Helena': »Det var kristendommen, der begyndte at sætte sjælens tragedie i stedet for naturbetragtningen. Men kristendommen gik i det mindste ud fra, at der fandtes en åndelig natur og kunne derfor fastholde en vis bestandighed«. Intervieweren kaster sig over den uforsigtigt fremrakte lillefinger og spørger, om Jytte Abildstrøm tror på sjælens udødelighed. Det lukker godt nok munden på hende: Det fremstammede »...øeh, så langt er jeg ikke kommet endnu!«, bliver fulgt op af en karakteristisk usikker-stædig skraldlatter. »Jeg lever så meget i nuet, ikke?«. »Til sidst i 'Den lille havfrue' spørger havfruen, hvor hun kommer hen efter døden, og hun får at vide at hun kommer til luftånderne, der skaber lægedom og vederkvægelse for menneskene. Det synes jeg er så smukt, og det sagde jeg også til min mor da hun lå for døden«. »For grækerne lå de egentlige værdier forud for enhver handling. Og jeg tror, jeg har haft det intuitivt lige fra jeg var helt ung. At man står til ansvar for den frihed, man tager. Som man råber i skoven får man ansvar, plejer jeg at sige. Og vi har på Riddersalen et lille spøgelse, som hedder 'livsholdning', som er med, når vi laver forestillinger. Jeg var som helt ung meget med i studenterrevyen (i 1953 blev Jytte Abilstrøm 'opdaget' samtidig med Kirsten Walther og Klaus Rifbjerg, red. ), og jeg sagde ikke så meget dengang. Men der var direkte noget af det, de store drenge lavede, som jeg ikke brød mig om. For eksempel 'Gris på gaflen'. Det var for kynisk, og de tillod sig nogle friheder. Men det er individuelt for ethvert menneske. Jeg ved ikke, det er svært at tale om, for det kommer til at lyde som om jeg føler mig bedre end de andre«. »Nu springer jeg lidt i det: Jeg stod på et museum i Herning og skulle spille for nogle små børn. Og det var flænsning - ikke alene af sjælen, men af alt hvad der er at tro på, at de små børn først skulle gå ind i et sort rum og skrige. Du ved, hvor meget larm der i forvejen er i børnehaverne. Og så havde de sat noget musik på, der fik børnene til at gå amok. Så skulle de gå gennem et rum med nogle moderne billeder og til sidst høre et folkeeventyr. Jeg bad, om ikke vi kunne hænge noget over billederne. Vores skønhedsideal er rutschet. Det er også det Camus skriver om«. Åndelig armod i skolenEr der i løbet af din teatertid kommet en større politisk villighed til at betale for kultur til børn? »Jeg tror der er noget, der er meget vigtigere i dag end at tale om billetter og penge og tilskud. Jeg er kommet så vidt, at jeg bliver ked af det, når jeg ser en dansklæsebog i en skole. Alle åndsboller siger, at hvis børn skal lære at læse og skrive, skal de lige fra starten læse noget, som er åndfuldt. Og det, de lærer at læse og skrive efter i dag, det er altså ikke åndfuldt. Så i dag vil jeg hellere diskutere, hvorfor Undervisningsministeriet i den grad ser ned på børnene, så det er blevet forarmede, afstumpede danskbøger de har. Børnene er underernærede. Min kæphest er en mere dybdegående, litterær opbakning af ungerne. Husk på, hvor mange lærerværelser jeg har været ude i siden 1964 og fulgt udviklingen. Og de sidder og river håret af i totter, fordi de synes, det materiale de har, er så dårligt«. Er du ved at være lidt af en pessimist? »Nej, slet ikke! For det kan da kun gå fremad! Og jeg er hverken oprørt eller forarget, jeg er bare forlystelsessyg. Og jeg bliver ked af det, hvis jeg er ude at læse op, og de store piger siger, at de aldrig har hørt sangen: 'Lykken er ikke gods eller guld'. Der er heller ingen, der kender Jeppe Aakjær. Ole Lund Kirkegaard sidder oppe på en sky, og nu siger jeg noget meget ømtåleligt. Men han gjorde i virkeligheden børnene en bjørnetjeneste, for han forstærkede og ophøjede skolegårdens slangsprog. Men hvis vi ikke ved vores handlinger prøver at styre de 12 vilde heste, bliver det værre og værre«. Du lyder altså lidt bekymret. »Nej, jeg er ikke bekymret, jeg er aldrig bekymret. Jeg er født optimist og jeg kaster mig ræbende ud i det og jeg taler så højt om nogle idealer, jeg ikke selv er nået op til. Ikke at være bekymret er en beslutning, man tager. Men jeg holder meget af folkeeventyrene. De har så meget krudt i sig, men ofte bliver de fuldstændig massakrerede i forsøget på at gøre dem mere 'forståelige'. Det er skandaløst«. Kan det ikke være trættende altid at blive kaldt 'sprudlende', 'et festfyrværkeri',' rablende skør' og så videre? »Det må folk selv ligge at rode med, for jeg er jo noget af det mest husmoderlige og jordnære, der findes. Jeg har fået en fornem opvækst, og de ting, som bærer mig gennem livet, er økologien, den gode historie og familielivet«. Har du aldrig behov for at tage en maske på? »Nej, jeg gør mig umage for ikke at tage den på, for så lever du længere og har det bedre. Jeg kan slet ikke holde alt det ud, med at folk skal tage en maske på for at beskytte sig. De skulle skamme sig, skulle de, og tage den af hele tiden. Jo mere ærlig og troværdig du er, jo bedre er det. Slut. Og jeg bliver så ked af det, når de siger, at som skuespiller skal man spille roller. Jeg kan ikke holde det ud. Derfor har jeg altid sagt: Jeg er ikke skuespiller, for jeg vil ikke spille en rolle. Jeg vil være en del af et budskab«. Bandeleder Den unge Jytte Abildstrøm var ikke målrettet mod at blive skuespiller, endsige 'bandeleder' som hun kalder det. Efter studentereksamen hjalp hun til i faderens, varemægler Harry Abildstrøms, kornfirma og gik så på Handelshøjskolen. Som tresproglig korrespondent har hun arbejdet i både kornfirmaer og i rejsebureaubranchen. Var det ikke kedeligt at gå på Handelshøjskolen? »Det var dog utroligt så negative spørgsmål du stiller! For helvede, mand! Jeg arrangerede kæmpe fester derinde og bal og underholdning, og jeg ved ikke hvad! Hvis folk synes det er kedeligt, kan de da selv sætte lidt fut i kludene. Bag enhver perlekæde og silkekjole er der humør. Du skal bare grave det frem. Der skal altid nogen til at grave det frem. Og vi er til for at inspirere hinanden«. Ikke outreret »Jeg går ikke ud for at sige: Se på mig, jeg er heldig, og jeg er skør og sindssyg. Sådan ser jeg slet ikke på det, for jeg er meget blufærdig og i virkeligheden meget omhyggelig med ikke at gå for langt. Jeg forstår slet ikke, hvorfor der er nogle, der synes jeg er outreret, for det er jeg faktisk slet ikke set med mine egne øjne. Man vil gerne gøre det rigtigt, men man kan jo kun gøre det rigtigt ud fra den grad af selvudvikling, man er kommet til«. »Hvorfor har den humanistiske ånd haft så lidt at skulle have sagt?«, spørger hun under en svada om den manglende undervisning i økologi i skolerne. Det er nok fordi den humanistiske ånd har lidt berøringsangst over for. »Den er ikke berøringsangst«, farer fruen op, »det er fordi det er kapitalen, der styrer hele svineriet. undskyld jeg siger det«. Det er vel også den, humanisterne er berøringsangste over for? »Kapitalen er ikke til at råbe op! Har du for eksempel prøvet at skrive et brev til Hotel d'Angleterre. Jeg blev konfirmeret derinde og jeg skrev til dem om deres juleudsmykning. Den er meget smuk, men hvor kommer lyset og energien fra til den skønhed? Har I nogle solceller eller nogle vindmølleanlæg? De har aldrig svaret mig på det brev. Og jeg blev bedt om at indvie skøjtebanen her på Frederiksberg, men det ville jeg ikke. Hvor kommer energien fra til den is? Det er ren klodeslitage«. Du har ikke været forfulgt af ufølsomme anmeldere. Jeg synes gennemgående de har været pæne, dem jeg har set. »Jeg vil ikke rippe op i fortiden, men der har stået nogle grusomme ting. De har lukket teatret mange gange«, presser Jytte Abildstrøm frem mellem læberne. »Men så tog jeg en billetrulle og cyklede ned ad Frederiksberg Allé og solgte billetter fra cyklen. Jeg har aldrig ladet mig slå ud af kendsgerningerne. Efter en premiere er jeg taget ud på skolerne og har fået lov at tale et kvarter for børnene om morgenen«. Har der været et vendepunkt, hvor du synes at nu begyndte det gå fremad med mere anerkendelse? »Alt det med penge skal vi ikke tale om, for det er så sarte sager. Det er gået i bølger i 31 år. Hvis jeg har fået penge, har der været ro et øjeblik. Vi skal stå i nul. Der må ikke være underskud, for vi har ingen underskudsdækning. Penge betyder simpelt hen ro til at arbejde. Man skal hele tiden være taknemlig og vide, at når man har valgt, som man har, må man betale for det. Det har været på gyngende grund, både kunstnerisk og tilskudsmæssigt«. Perlen Gress Elsa Gress er en af dem, der har betydet meget for Jytte Abildstrøm. »Hun var en perle. Man kan godt kalde hende intellektuel, men hun var fuldstændig som en romantisk pige på 12 år. Hun elskede pjank og gøgl. Der var bare gang i den nede hos hende, og jeg var nysgerrig over alle grænser. Jeg savner både hende og Jytte Hauch-Faussbøll, for de var åndfulde på hver deres måde. Men Elsa var som et kæmpe leksikon. Jean Voigt mødte jeg, fordi han skulle lave en graviditetskjole til mig. Det var da jeg ventede Peter (Mygind, skuespiller, red. ) i 1963. Og Jean og jeg blev perlevenner med det samme, og han flyttede ind hos os på Strandlodsvej i Charlottenlund, da han lavede Cirkusrevy og Stig Lommer-revy«. Der er ikke mange folkelige skuespillere af den ældre generation, Jytte Abildstrøm ikke har spillet sammen med. I 1963-64 var det Osvald Helmuth i Helsingør-revyen. »Det var altså en oplevelse. Jeg kommer fra et hjem, som elskede revy og folkekomedie. Og så var jeg en flue på væggen, der oplevede, hvordan Osvald arbejdede med sine viser og skabte sine menneskelige figurer. Han var guld værd«. Efter Studenterrevyen i 1953 fortsatte Jytte Abildstrøm med at spille revy, mens hun passede sit borgerlige erhverv. »Så i 1957 spurgte Edvard Claussen fra Politiken, om jeg ville være med i Fyn-revyen - kan du huske det Morten?«, spørger hun fotografen, der er lige så meget veteran på Politiken som Jytte Abildstrøm på Riddersalen. »Det var med Preben Uglebjerg, Grethe Thordahl og Hans Schreiber på Odense Teater. Så var jeg i Nykøbing Falster-revyen et par år. Jeg havde også fem replikker i Stig Lommers 'Carmen Jensen' på ABC-teatret sammen med Sigrid Horne Rasmussen og Kjeld og Dirch og Four Jacks. Jeg sad med Kjeld og Dirch hver aften nede i bodegaen i kælderen på hjørnet af Frederiksberg Allé. Dirch skulle altid have et spejlæg med rødbede på. Der sad de og var morsomme hele natten, og jeg ville have det hele med, så jeg var nær aldrig kommet op til mit kontorjob om dagen. Ole Monty kom også. Hold da op, hvor var de morsomme!«. Glad for turnéerne Selv om det kræver hård og minutiøs planlægning at være både turnéteater og stationært teater for børn og voksne og have 325 forestillinger om året, så er Jytte Abildstrøm glad for turnéerne. »Når man kommer ud i landet, mærker man folks tanker og bliver rusket godt i gardinerne. Alle skulle prøve at stå på en græsmark og sige nogle ord op i træerne, for så tænker de over, hvad det er, de siger«.