Nikoline Werdelin kan lige nu fejre sin største succes som dramatiker og instruktør med 'Natmandens datter' på Grønnegårds Teatret. Når stykket spiller for sidste gang, forlader hun landet for at bosætte sig i Berlin. Boligen er solgt, og den nye lejlighed på Prenzlauer Berg står klar. Traf beslutningen på en bakketop Beslutningen blev truffet i en legatlejlighed på en bakketop i Berlin sidste år. Her begyndte Nikoline Werdelins gammelskoletyske forsigtigt at kravle op af halsen og immigrationstrangen at melde sig. Hvor ubelejligt det end forekom at forlade sit land for at flytte til en fremmed storby, var hun nødt til at turde: »Jeg havde næsten en depression midt i min lykke. Jeg kunne mærke, at det liv, jeg havde opnået, væltede til fordel for et bekendtskab, som jeg ikke anede, hvad var. Intet var i vejen, da jeg mødte Berlin. Jeg havde det jo godt hjemme i Hellerup - mit liv var faktisk i vater. Jeg havde venner og søde folk, jeg kunne kysse, fantastiske mennesker at arbejde med, og den overbo, jeg gerne ville have. Men jeg vidste, at mit liv var forandret«, siger Nikoline Werdelin. Hovedet skal være frit Hun er ikke træt af Danmark som land. Det er omvendt: »Jeg er træt af noget ved mig selv i Danmark. Det er den samme fornemmelse: Jeg går igen forbi det samme gadehjørne med hundene. Jeg går forbi den syrenbusk, som jeg altid går forbi, når foråret kommer. Og hver gang tænker jeg det samme. Jeg synes, at associationerne går i rille. Jeg vil gerne prøve at have hovedet frit«, siger hun. »Herhjemme har min karriere udviklet sig sådan, at jeg ikke kan sidde på en cafe længere og føle mig som det stille øje. Der er for mange, der kigger tilbage på mig. Det er en omkostning, som jeg er nødt til at forholde mig til. Jeg ved godt, at jeg ikke er kendt som Julia Roberts eller Anders Fogh, men det er slemt nok for mig. Jeg bliver genert, når jeg køber ind og står med trusseindlæg og porsesnaps i indkøbskurven. Det har betydet, at jeg har tillagt mig en mere nedadvendt attitude. I Berlin glor, kigger og stirrer jeg, og snakker med folk. Det kan jeg godt lide at mærke hos mig selv igen«. Almindelige mennesker Det var sårbarheden, der gav hende nøglen til karrieren som tegneserietegner for to årtier siden, og det er den sårbarhed, hun ønsker at genfinde som luksusimmigrant, som hun selv kalder det. Hun vil betragte mennesker, hun vil aflæse dem, hun vil mærke, hvordan det er at være til: »Alle mine historier handler om helt ualmindelige almindelige mennesker; det er man selv, og det er det eneste, man rigtig har lyst til at være«. Resultatet bliver formentlig mere dansk dramatik fra hendes hånd, flere ord, men først er det tegningernes tur: »Tegneserierne er min ægtemand, og teatret er min elsker. Og den meget tålmodige ægtemand trænger snart til sit«.