Politiken lørdag: Knap otte kilometer fra Rådhuspladsen i København er et hul i jorden. Et kommunalt Rødovre-hul. Jeg står og glor på det med forfrosne hænder en overskyet eftermiddag i marts, hvor jeg venter på, at kulturhuset Viften skal lukke mig ind. Og det er jeg ikke ene om. Vi er en halv snes mennesker, som vil ind i varmen, hvor man kan købe sig en kop kaffe, en biografbillet eller adgang til et af husets kommende arrangementer, som traditionen tro ikke er særligavantgardistiske. Man kan sikkert kalde koncerter med popgruppen Zizidada og den gamle rockgruppe Saga for folkelige og fornøjelige. Men nyskabende er de ikke. På det punkt deler Viften skæbne med så mange andre kulturhuse rundt om i provinsen. Hvis programmet ikke er bredt nok, bliver folk væk. Jeg skriver af erfaring, for jeg har engang været til en grænseoverskridende koncert i Viften med en engelsk trip hop-kvartet. Og der var flere musikere end betalende tilskuere. Kaffen i Viften lader imidlertid vente på sig, for kulturhuset åbner først om en halv time, når klokken er blevet 14. 00. Måske kunne Viften være blevet et afslappet mødested af den slags, hvor man spontant har lyst til at sætte sig med en avis eller en ven. Sådan er kommunens store kulturinvestering bare ikke faldet ud hidtil. Viftens åbningstider er for korte i dagtimerne, og kulturhuset lugter for meget af kommunal investering i beton. Men det ændrer sig måske, når hullet i jorden bliver fyldt op med vand. Over for Viften ligger rådhuset, som er tegnet af Arne Jacobsen. Ved siden af ligger Hovedbiblioteket, som også er tegnet af Arne Jacobsen. Oprindelig havde han visioner for pladsen mellem bygningerne. Men hans planer blev sparet væk, da bygningerne blev rejst. I stedet for en slags kunstig og snorlige (sådan var Jacobsen jo) å omringet af grønt måtte arkitekten se sit rådhus indkapslet i fliser og parkeringspladser. Nu gør det nuværende bystyre med socialdemokraten Erik Nielsen i spidsen skaden god igen. Når sommeren kommer, og der er vand i hullet, håber kommunen, at Viften laver udendørs servering foran kulturhuset, og at folk smider sig i græsset ved vandet og måske endda tager sig et fodbad. Helt af sig selv. Forud for sin tid Fra sit kontor på 1. sal i rådhuset kan borgmesteren se arbejdet med pladsen skride frem. Hvis han læner sig ud, kan han også se Rødovre Centrum, Danmarks første indkøbscenter, hvor borgere stimler sammen om lørdagen, når tiden er til at bruge penge. 1. januar i år var det 100 år siden, at Rødovre blev løst fra sit hidtidige fællesskab med Brønshøj og blev et selvstændigt sogn. I de 100 år har Rødovre været forudseende på en række områder. Et af dem er med hensyn til at samle forretningslivet i ét gigantisk betonhus, hvor man ikke behøver gå rundt med udslået paraply i den ene hånd og et barn iført flyverdragt i den anden. I indkøbscentrene går man tørskoet rundt og kan få opfyldt de fleste materielle behov under samme tag. Til gengæld har man ikke længere noget valg. Hvis man bor i Rødovre, Hvidovre eller andre kommuner på Vestegnen, så er der groft sagt kun storcentre tilbage at vælge imellem. Rødovres fremskridtsvenlige center fra 1965 fik for mange år siden den effekt, at de fleste selvstændige butikker i den del af kommunen måtte lukke. Forretningslivet er derfor ingen god grund til at blive borger i kommunen, hvor borgmesteren har et klart mål med hensyn til ventelister. Han vil have dem afskaffet alle sammen undtagen en. »Som jeg plejer at sige, må der gerne være venteliste for at komme til at bo i Rødovre«, smiler Erik Nielsen, som beredvilligt deler sin begejstring for Rødovres første 100 år med mig. Borgmesterens sekretær sørger for, at jeg får den kaffe, Viften ikke ville sælge mig. Den bliver oven i købet serveret på en dækkeserviet med påtrykt kort over Rødovre Kommune. Det føles næsten, som om Erik Nielsen ved, at jeg for tiden leder efter et nyt hjem. Med dækkeservietten under kaffekoppen kan jeg umuligt fare vild i kontoret hos borgmesteren, som stolt peger på kvarteret, hvor han selv bor og siden viser, at Rødovre strækker sig langt mod nord, hvor Islev ligger med masser af villaveje og snart også eget medborgerhus: »Rødovre er som en provinsby eller en købstad. Når man har boet her i nogle år, så er man en del af Rødovres samlede identitet og kulturforståelse. Hvis man ikke bor her, så tror man måske bare, at det er en forstad, hvor der ingenting foregår. Det gør der«, siger borgmesteren, der flyttede til kommunen som 16-årig for 31 år siden. Da Erik Nielsen i 1970 blev Rødovre-borger, havde byen allerede været igennem en kraftig befolkningstilvækst. På det tidspunkt var nybyggeriet vest for København flyttet længere ud på landet til Albertslund, Brøndbyerne, Taastrup og andre steder. Det meste af Rødovre havde forandret sig fra at være en landsby, som kan dateres omkring 830 år tilbage i tiden, til at blive en typisk socialdemokratisk mønsterkommune med masser af boliger til arbejder- og middelklassen. I Rødovre findes større villaer, men de er forholdsvis få. 50 procent af boligmassen er lejeboliger, og mange af dem er enten lejligheder eller mindre rækkehuse, som blev bygget i 1950erne og 1960erne for at huse flest mulige arbejdere på bedst mulig måde. Den skæbne blev sådan set allerede Rødovres så tidligt som i 1904, da de første parcelhuse til arbejdere blev bygget i kvarteret Søtorp i nærheden af Damhussøen. Under den socialdemokratiske bykonge Gustav Jensens ledelse blev visionerne om arbejdernes velfærd yderligere udviklet fra begyndelsen af 1950erne, da en hel by i byen blev opført efter blandt andre Arne Jacobsens tegninger. Kvarteret fik navnet Carlsro og kom til at bestå af knap 600 mindre rækkehuse med hver sin have samt højhuset Langhuset. I stedet for at bo i for små lejligheder på Københavns brokvarterer, flyttede mange arbejdere ud til Rødovre og fik lys og luft i Carlsro, hvor den oprindelige tanke var at skabe et kollektivt samfund med blandt andet fællesspisning. De fleste kollektivtanker er for længst gået i vasken. Dem var beboerne ikke parate til. I dag er Carlsro et guldbryllupskvarter, der kan se frem til en del udskiftning blandt beboerne i de kommende år. Og rækkehusene står der stadig og er attraktive lejeboliger, som man forgæves kan være skrevet op til i årevis. Rød som i Rødovre Gennemtræk i beboermassen kender kvarteret Kærrene til. Kærrene i nærheden af Rebæk Søpark har i en årrække været et af Rødovres områder i social ubalance. Her bor omkring 2. 500 familier i etageejendomme, som har været ved at gå til i slum. Efter at kommunen er begyndt at tildele mere ressourcestærke borgere lejligheder i Kærrene, går det bedre. »Og med ressourcer tænker jeg ikke på penge. Jeg tænker på menneskelige ressourcer. Det er ikke, fordi vi vil holde nogle bestemte borgere ude. Men der var kommet for mange mennesker med for få ressourcer til Kærrene. Og det er ikke indvandrere, jeg tænker på, for det er ikke dem, folk er bange for at være nabo til. Det er mere de lidt psykisk ustabile, der går rundt med en rottweiler i hælene og en Tuborg i hånden. De skal have lov til at være her. Men der skal også være social balance i et boligkvarter som Kærrene«, siger Erik Nielsen. Hvis det går, som borgmesteren vil, bliver Rødovre også foregangskommune på et andet punkt. Nemlig med hensyn til at få de socialdemokratiske holdninger tilbage i socialdemokratisk kommunalpolitik. »Jeg går ikke ind for udlicitering. Vi kan sagtens selv stå for rengøringen i kommunerne, uden at borgerne skal betale mere i skat. For vi skal ikke producere et overskud, og vi skal heller ikke slide folk ned, så de bliver førtidspensionister, som vi selv skal betale for. Jeg er så træt af al den snak om rationalitet og effektivitet«, siger Erik Nielsen, der citerer Mao og kalder sig selv mere rød end de fleste andre socialdemokrater. Et øjeblik gør tanken om at bo i Rødovre mig skrækslagen. For her har kommunen ansat medarbejdere, der opsøger borgerne, før borgerne har brug for kommunen. Tænk sig at bo i et postnummer, hvor kommunen passer så godt på dig, at du måske ikke behøver at passe på dig selv? Det ligner rædselsberetningen om det socialdemokratiske velfærdssamfund, hvor man til enhver tid kan trække et nummer i Borgerservice og blive støttet med aktivitetstilbud, skånejob og en lejlighed i den kommunale beton, når man er nede. Først er man lille og har forældre. Så bliver man stor og har kommune, hvis man befinder sig på bunden af velfærdssamfundet. At være der er ligesom at være familiens sorte får. De voksne bærer over med en og punger ud med en seddel, når man igen er på røven. Men de ville ønske, at man var mere taknemmelig for lommepengene, rettede ryggen og blev præmieborger. Den fælles opsparing I Rødovre Centrum nær Rådhuset ser jeg nogle andre sider af velfærdsvisionen end den, der sommetider virker, som om den bestræber sig på at glatte forskelle ud og patronisere imens. I indkøbscentret møder jeg ganske vist ikke mange, der skiller sig ud fra det pæne Normaldanmark, som går i Jack & Jones og Vera Moda og stikker ungerne et Happy Meal i underetagen i en snæver vending, når de er rundtossede af at glo på ting til salg. Men her møder jeg blandt andre 19-årige Julie Halvas, der handler ind sammen med sin ni måneder gamle datter Cassandra, som har fået vuggestueplads. Hun har ikke boet i Rødovre længe, men er glad for sin kommunale lejlighed og pladsanvisning. Heller ikke 68-årige Per Wilms »har noget at klage på«, som han siger: »Jeg har haft tre børn i skoler i Rødovre, og det har fungeret udmærket. Det gør hjemmesygeplejen og ældreforsorgen også«, siger han. Alle, jeg taler med, giver udtryk for at være glade for deres kommune. Det har altså sine gevinster at tage vare på de fleste frem for de få. Så 32 års socialdemokratisk styre i Rødovre kan ikke afholde mig fra at blive borger i 2610. Selvom byen er mere cool end romantisk. Det var jo ingen tilfældighed, at mange punks kom fra Vestegnen, og at det var Rødovre Statsskole, der i 1977 stod model til den allerførste koncert med Sods, der siden blev til Sort Sol. Desuden har jeg altid holdt mere af Esbjerg end af Ribe. Der er noget lummert og ubehageligt søvndyssende ved idyl. Omvendt er der noget kraftfuldt irriterende ved kontrasterne i massebyer som Rødovre. Man får lyst til at skrige, til man finder ud af, at man selv må skabe sig et hjem, hvis man vil have et. Indeni. Og sådan finder man måske alligevel sin plads. I periferien af et hul i jorden.