I begyndelsen pegede Johanna. Hun pegede på mad, på fotos af sine legekammerater og fætre, på sine elskede perlekæder. En lille kroget finger, men skarpladt som en seksløber. Kravet var bastant, men til at omgås. Man kunne lade, som om man ikke lige så den krogede finger. Men nu hvor hun er næsten halvandet år, har hun så mange ord på repertoiret, at hendes forventninger til omgivelserne (og hermed også til hendes stakkels far) ikke er til at komme udenom. »Is«. Sådan lyder dagens første krav, lige efter hun har slået øjnene op. Både i'et og s'et udtales længe og tydeligt, som om hun smager på det. Endnu har hun ikke fået en is inden morgenmaden, men alligevel vedbliver hun hårdnakket at kræve ind efter devisen går-den-så-går-den, og det- koster-jo-ikke-noget-at-prøve. Hun forsøger sig også, når hun bliver hentet i dagplejen, og hun prøver igen, når vi får aftensmad.
Frossen mælk
Og selvfølgelig kan vi ikke lade være med at give hende en is engang imellem, for is er jo heller ikke rigtig slik, det er jo nærmest bare frossen mælk, som min kone siger, når hun skal dulme sin samvittighed. »Pille«, lyder det næste krav, når vi sidder og spiser grød. For vitaminpillefabrikanterne er i dag i stand til at lave en tyggepille til børn, der smager stort set lige så hysterisk syntetisk, sødt og klistret som M&M's, og da børn som bekendt er født med dårlig smag, kræver Johanna 'pille' til hvert eneste måltid dagen igennem, men hun får altså kun én. Så går dagen ellers med krav om cykel, cykelhjelm, gummistøvler og/eller sandaler, pølse, hat, perler, »far sidde«, »mor tegne«, og så selvfølgelig alle de ting, Johanna selv vil.
Tygge på tandbørste
Hvis vi andre børster tænder, så vil hun også børste tænder, hvilket hun gør opmærksom på ved at kigge op og sige »Hanna, Hanna«, mens hun ser ulykkelig og appellerende ud på samme tid, »jeg anklager«. Og selvfølgelig må hun da få en tandbørste og tygge på, det skal da ikke hedde sig. Men så kommer næste ordre: »Hanna, Hanna!«, hvor hun bare fægter med tandbørsten. Nu vil hun have tandpasta på - ligesom os andre. Så får hun en lille klat, selv om det jo heller ikke er sundt, men hvad gør man ikke, når man ser ind i øjnene på et ulykkeligt barn med en ubøjelig vilje. Imidlertid er hendes krav nu vokset til næsten ubærlig størrelse, hvor jeg alvorligt overvejer, om det er på tide at sætte ind med konsekvens og grænser. Bægret løb over i søndags, da jeg lige lå og gassede mig, inden jeg var klar til at forlade sengens lune eksil, og pludselig lyder det, på den utålmodige måde som ellers kun en kone kan sige det: »Far (utålmodig pause) op«. Det har hun vist hørt før - eller som man siger på Bornholm, den har været i bøtte, før den kom i spand.