Nu har jeg så prøvet det med. At stivne i rædsel, når de ringer fra dagplejen og siger, at Johanna er kommet til skade. Selv om dagplejemoderen skynder sig at tilføje i telefonen, »det er ikke alvorligt«, så er jeg rystet. Dermed har jeg løst billet til en verdensomspændende forening: de hændervridende forældres. Og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang, at jeg skal mærke denne frygtelige følelse: at min barn lider og er i dyb nød, og at jeg bare absolut ingenting kan gøre. Måske lige bortset fra at vride hænder. Ikke fordi det var så slemt. Hun var faldet og havde slået sine fortænder. Den ene er derfor lidt løs, og der er kommet en rift i tandkødet. Og nu sover hun altså. Men som forælder ser jeg barnet for mig. Liggende på en madras hos dagplejen med blødende gummer. Grædende kaster hun hovedet fra side til side på puden, der sikkert allerede er sølet ind i blod, mens hun jamrer »far«, »far«. Jeg ved jo godt, at hun kommer til at få nogle skrammer her i tilværelsen. Men jeg håber, at jeg kan være der og trøste - eller måske endnu bedre, hvis jeg ellers kan lægge bånd på mig selv - bare være der og lytte. Give hende lov til at have haft sin dårlige oplevelse, give hende lov til at fortælle.
Stort talebehov
Det er tydeligt, at hun trods sine kun 18 måneder allerede har brug for at tale meget, måske en genetisk belastning fra en evigt kommunikerende far, der endog kan finde på at tale i søvne. Forleden da jeg hentede hende i dagplejen, sagde hun »hund« og »trappe«. Ikke på nogen dramatisk måde, men alligevel ret insisterende. Da hun havde sagt det tre-fire gange, spurgte jeg hendes dagplejemor, hvad det mon handlede om. Jo, det var altså, fordi - da de var kommet ind i opgangen - så var døren til elevatoren pludselig gået op, og der var kommet en stor hund ud, og så var Johanna blevet forskrækket. Fint. Så kunne jeg tale med hende om hunden og trappen, indtil hun ikke længere havde behov for at behandle emnet. Og jeg var lykkelig over, at jeg ikke bare havde overhørt de to små ord.
Tungnem far
Stoltheden over at være en lydhør far fortog sig samme aften. Vi sad ved aftensmaden, og så siger barnet et eller andet, som jeg ikke kan tyde. Hun prøver igen og igen. Jeg svarer, »taxi? Siger du taxi?«. Min kone var bestemt ikke imponeret. For hun kunne tydeligt høre, at barnet sagde »tørstig«. Eller måske havde hun bare gættet sagens rette sammenhæng, fordi barnet sad og viftede med et tomt mælkeglas. Men en ting er ikke at forstå, hvad barnet siger. Hvad der bliver endnu værre, er den dag om 10-15 år, når hun kommer hjem og på fejlfrit dansk fortæller om et problem, som jeg godt kan forstå. Men som jeg ikke kan gøre noget som helst ved. Så er der grund til at vride hænder. Men det er alligevel bedre end den værst tænkelige situation: at hun helt holder op med at fortælle mig, hvad der sker. Så er der for alvor grund til bekymring.