Hanna har en tissemandskone«, siger Johanna og trækker ud i den. Det er kommet for nylig, at hun er begyndt at spørge til de dele, måske fordi vi under en badeferie gik rundt uden så meget tøj på. Hun synes, det er underligt, at hendes far har sådan en ting hængende, som der er tegnet blå streger på (blodårer). Og selvfølgelig er jeg nødt til at forklare hende, hvad det er. Hvis man dækkede sig til og nægtede at tale om udvæksten, så ville den jo først blive rigtigt interessant. Men én ting er, hvad vi kan tale om inden for badeværelsets fire vægge. Noget andet er, når vi er på offentligt toilet, hvor jeg jo er nødt til at tage hende med ind på pissoiret. Hun kan jo ikke stå helt alene udenfor. Og så er det, at hun kigger interesseret og bukker sig frem og gerne vil have fat i kummen, mens hun kommenterer det, der foregår: »Nu pakker far tissemanden væk«. Det kan virke lidt underligt på forbipasserende pædofili-fikserede bedsteborgere. Men hvad gør man? For det interesserer hende brændende, og nu er hun begyndt at klæde sine dukker af, og det der med at kysse er også meget spændende. Hun vil gerne selv have lov at kysse andre børn, og hun bemærker det, når min kone og jeg giver hinanden et kys.
Svære ord
Min kone fik fat i en frimodig bog fra sin egen barndom i 70erne om, hvordan far og mor får en baby, og den er yndlingslæsning. Men som far har jeg altså svært ved at sige pik og kusse til så lille et barn, uanset hvor søde tegningerne er. Der synes jeg, at tissekoner og -mænd er mere på sin plads. Eller til nød tissemandskoner. Men jeg er selvfølgelig også en ældre mand. For det støder jo først og fremmest mod egen blufærdighed, når kroppens funktioner skal benævnes.
Puha
Det med afføring er heller ikke så nemt. Jeg kommer fra en familie, hvor man ikke engang måtte tale med dem, der var på toilettet, gennem den lukkede dør, for på toilettet skulle man have fred. Underforstået - det er ikke noget, vi taler om i det hele taget. Men jeg synes altså, at man er nødt til at sige et eller andet om det. Andet end 'puha' eller 'pølser' eller 'bæ'. På grund af min kone er vi landet på 'lort', måske lidt voldsomt, mener nogle af familiens medlemmer, men det er da bedre end et ord, som tager afstand fra fænomenet. Og det er et ord, som Johanna har haft meget nemt ved at lære, som hun generelt har det med ord, der udløser voldsomme reaktioner fra tilhørerne. Også bogen om 'Muldvarpen der ville vide hvem der havde lagt en lort på dens hoved' tager kegler. Og efter at have været på DRs hjemmeside og spille 'Gæt en lort' med børneprogrammet Naturpatruljen, så går hun og synger titelmelodien: 'Gæt et lort - gæt en lort', mens hun danser til. For selv om vi prøver at være lige ud af posen om tingene, så er det, som om hun godt har forstået, at lort vækker anstød. Og hvor hun i starten kom hen og sagde, hvis hun havde lavet lort i bleen, så er hun nu begyndt at nægte hårdnakket, selv om man spørger direkte på baggrund af en lugtbaseret mistanke. Men indrømmet, det er selvfølgelig også noget lort.