Forleden fyldte Johanna 1 år, hiphip, og så er det slut med de små fedtede flasker med jerndråber og D-vitamin - fem af hver. Til gengæld har hun nu fået behov for noget, som ikke kommer i dråbeform. Andre børn. Hun er lige begyndt i dagpleje, og allerede da vi kom på besøg første gang hos Lykke (det hedder hun faktisk, og det lovede jo meget godt), så kunne Johanna ikke vente. Hun ormede sig ud af flyverdragten for at komme ind til de to store piger, som stod og legede ved et plastickomfur. Og så havde hun egentlig ikke rigtig brug for os - hendes hændervridende forældre - længere. Det var slet ikke faldet os ind, at dagpleje var en mulighed. Men når man står på den almene venteliste hos kommunen, kan man blive anvist både vuggestuer og dagplejemødre, og efter at have sagt nej tak til en institution ud til en motorvej, fik vi altså tilbudt pasning hos Lykke, 500 meter fra hvor vi bor.
Cerut og overskæg Når vi slet ikke havde tænkt på dagpleje, er det nok, fordi der ligger nogle fordomme i baghovedet om dagplejemødre som kraftige og bestemte damer med overskæg, der sidder og drikker kaffe og ryger cerutter hen over hovedet på børnene. Og som nok ved bedst, hvornår børnene er trætte, og hvordan man sidder ordentligt ved et bord, og som insisterer på, at der skal spises op. Men faktisk er vi fulde af beundring for det, vi har oplevet indtil nu. For at tage cerutterne først, så er røg forbudt i hele lejligheden, når der er børn til stede. Dagplejerne skal godkendes af kommunen og gennemgår alle et kursus. En pædagog besøger mindst en gang om måneden alle dagplejerne.
Tjek på tingene
Dagplejemødrene er delt op i grupper, så Lykke er sammen med fem andre dagplejere, som hun lægger månedsprogram sammen med, så ingen får lov at gå i frø. Om mandagen tager de til en legeplads i området, tirsdag er der udflugt, onsdag rytmik, og fredag er dagplejerne og deres omkring 18 børn sammen hele dagen i en slags legestue, kommunen stiller til rådighed. Men det bedste af det er, at hver dagplejemor kun har tre børn. Havde jeg vidst det, havde jeg kun søgt dagpleje. For det er da anderledes betryggende at sige: Du skal over til Lykke, Paprika og Julie - og fuglen Bølle. Fremfor at sige: Du skal over til Benny, Brian, Johnny, Rene, Mathias, Johannes, Christina, Cecillie, Tove, Laura og Lene. Jeg er glad for, at jeg ikke skal i en institution og aflevere barnet til Gitte, som har morgenåbnervagten. Senere kommer så pædagogen Ulla og medhjælperen Jonas, og så kan man ellers hente sit barn igen hos en fjerde person. For hvor mange mennesker kan tage ansvaret for et barn? Hvem er det egentlig, man skal spørge: hvordan er det gået i dag? Indvendingen mod dagpleje kan være, at de bliver nogle små tudser, der går rundt og tudser med hinanden. Men når de flere gange om ugen er sammen med en stor gruppe børn til udflugter, legestue og rytmik, så får de jo faktisk det bedste fra begge verdener. Den nære tryghed med nogle få og den lidt mere turbulente socialisering med andre.
Kiks og samvær
Og Johanna er med på det hele. Hendes første rigtige dag i dagplejen begyndte med rytmik. Hun sad og hoppede og raslede med rytmeæg, mens helvede brød løs omkring hende. Bagefter blev de forpustede unger sat på en lang række med et krus vand og en mariekiks, Johannas første kiks. Og så var det, at Johanna kiggede sig omkring. Først til højre, og så til venstre. Ja, der sidder børn ligesom mig. Ja, der sidder også børn ligesom mig, og vi drikker alle sammen vand og spiser mariekiks, juhu, jeg er med i en gruppe, tror jeg, at hun tænkte. At hun så samtidig fik ædt fem kiks, gør ikke oplevelsen mindre.