Jeg sad og så noget fjernsyn, hvor der optrådte en uendeligt ung poet, som mente, at hans bog handler om at skynde sig mindre, at gøre alting meget langsomt. I hans uendelig ungdommelige verden har alle nemlig så uendelig travlt. Og derfor mente han, at det mest revolutionerende, man kan finde på i dag, er at gøre tingene langsomt. En anden vej til denne indsigt er at anskaffe et barn. Så kommer man helt ned i gear. Ikke sådan at forstå, at man har masser af tid. Men man bliver bare nødt til at gøre alting i et meget adstadigt tempo. En opvågning med ny ble, påklædning, havregrød, vitaminer og aflevering i dagplejen tager bare halvanden time. Uanset hvordan man vender og drejer det. Og Gud nåde og trøste en, hvis man prøver at forcere processen. Hvis man maser på med grøden, så ryger maden til alle sider, og så kan man begynde forfra med rent tøj. Og hvis man prøver at aflevere sit barn i dagplejen huhejvildedyr, så har man enten glemt halvdelen af de ting, som skulle i den lille rygsæk, eller også går barnet i panik over den stressede stemning. Vejen er målet
Hvis man beslutter sig for at fodre ænder, så kan det også nemt tage en time. Eller det kan ske, at man slet ikke når frem til søen med ænder. For det kan være at man møder en kat på vejen. Eller at nogle børn er i gang med at køre på små plastknallerter, og at ens datter absolut også skal prøve. Til gengæld får man så glæden ved at genopdage den gamle sandhed, at vejen godt kan være målet i sig selv. Og nu vi er i det meditative zenbuddhistiske hjørne, så synes jeg, at der er en dobbelt gevinst ved at se livet i slowmotion. På den måde oplever jeg ting, som jeg ellers ikke længere får øje på - nu bare i langsom gengivelse. Når jeg gynger med Johanna, mindes jeg pludselig, hvor fedt det er med suset i maven - det sus, som man jager kunstigt på mere og mere absurde maskiner i forlystelsesparker. Når jeg ser hende lægge munden i rette folder og sige 'reje', så kan jeg pludselig huske, hvor fantastisk det var at få en smagsoplevelse for første gang, uden at det behøver være sushi eller indisk. Når jeg ser hende forelske sig i to bittesmå shampooflasker i Brugsen, så kan jeg se et begær, jeg genkender fra mig selv. Men jeg havde glemt, hvor heftigt det egentlig er at ønske sig noget (det minder hun mig om, når hun midt i butikken kaster sig ned på gulvet og smadrer begge knytnæverne i linoleumsfliserne, indtil jeg giver mig og køber de to flasker med shampoo til hende).
Foældre er subkultur
At den unge poet fra fjernsynet ikke er klar over, at børn har denne evne til at trykke på slowmotionknappen, kan jeg ikke fortænke ham i. Han har sikkert ikke talt med forældre før, endsige mødt et barn. Det er gået op for mig, at vi forældre udgør en subkultur, som alle andre undgår. Dels er vi irriterende, fordi vi altid vil vise amatørfotos af vores børn på forskellige udviklingstrin. Dels er vi ikke til at føre en fornuftig samtale med, da vi enten bliver distraherede af vores børn, eller også har vi bare lige lyst til at lede en ellers fornuftig samtale hen på vores børn og deres fortræffeligheder. Men det er altså sandt. Et barn minder én om livet, som det blev levet, før det blev hverdag og business as usual.