Der er noget ved Ole Bornedal, der gør folk arrige. Mange folk i hvert fald. Og især mænd.

Måske er det kontrasten mellem den uundskyldte jyske stemmeføring og en selvhævdelse og manglende frygt for at beskue sit værk, som man sjældent ser uden for visse indrekøbenhavnske kunstnermiljøer. Måske er det, fordi Bornedal ikke ejer falsk beskedenhed, den mest gennemsnitlige af alle gennemsnitlige danske dyder. Hvis han synes, han har lavet noget godt, er han gerne den første til at fremhæve det – også selv om han ved, det er inde og pirre ved janteloven.