0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tysklands historie i syv kapitler Det tyske fædreland

Kapitel 1: Kejserens Tyskland. Militærstaten og fædrelandet blev en ideologi, der skulle camouflere mangelen på en fælles identitet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Lodsen går fra borde' hedder John Tenniels tegning, der blev bragt i bladet Punch 29. marts 1890 og er en engelsk satire over Bismarcks afgang som kansler i 1890. Ved rælingen kejser Wilhelm II, der selv ville regere.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

D en 9. november er dagen, som går igen i Tysklands historie. Efter fire års krig, der havde kostet to millioner tyske soldater livet og påført civilbefolkningen sult og elendighed, abdicerede kejser Wilhelm 9. november 1918. Samme dag udråbte socialdemokraten Philipp Scheidemann den demokratiske republik, mens den senere kommunist Karl Liebknecht proklamerede den socialistiske republik. Det lykkedes dog at undgå en revolutionær udvikling efter russisk mønster.

Men den demokratiske republik var fra begyndelsen under angreb fra både højre og venstre. 9. november 1923 forsøgte Hitler at vælte republikken og demokratiet ved et statskup. Ølkælderkuppet i München mislykkedes, men varslede ondt for fremtiden. Den nazistiske ondskab blev demonstreret for hele verden natten mellem 9. og 10. november 1938. Det var Krystalnatten med brændende synagoger og angreb på jøders liv og ejendom. Og dog var Krystalnatten kun optakten til noget endnu værre. Vejen til Auschwitz og holocaust var åben.

Et delt Tyskland
Anden Verdenskrig efterlod et delt Tyskland med ødelagte byer og millioner af døde, men værst af alt var det uhyggelige moralske deficit. Hvordan kunne det ske, hvordan kunne en kulturnation, der har fostret kunstnergenier og intellektuelle giganter som Dürer, Leibniz, Goethe, Schiller, Mozart, Heine og Einstein, ende i sådanne udskejelser? Og så endelig Murens fald 9. november 1989, der førte til et genforenet demokratisk Tyskland. Denne gang synes demokratiet mere stabilt end i den republik, Scheidemann udråbte 9. november 1918.

Det nye Tyskland har ikke undgået økonomisk krise, og desillusionen i øst har været betydelig, men de antidemokratiske yderfløje har i modsætning til 1920'erne ingen gennemslagskraft. Trods lidt DDR-nostalgi og enkelte højtråbende nynazister har seks årtier med nazistisk og kommunistisk diktatur sat en effektiv stopper for de totalitære ideologiers tiltrækning.

Tyskerne selv og omverdenen har spurgt om årsagerne til det 20. århundredes politiske og moralske sammenbrud. Nogle har søgt forklaringen i konkrete økonomiske og sociale kriser, andre i desillusionen efter Første Verdenskrig, og atter andre har set både nazisme og kommunisme som produkter af det 19. århundredes tyske romantik. Der er blevet fokuseret på Preussens militaristiske tradition og på en påstået særlig tysk autoritetstro og undersåtmentalitet udviklet i de små absolutistiske fyrstestater før 1800.

Mange historikere har set Bismarcks afgang som tysk rigskansler i 1890 som en afgørende begivenhed. En næsten profetisk tegning fremkom i den anledning i det engelske vittighedsblad Punch. Her er Bismarck fremstillet som lodsen, der går fra borde, mens kejser Wilhelm står ved rælingen uden at forstå konsekvenserne af, at lodsen ikke vil være med længere. I hvert fald fik den selvbevidste og samtidig nervøse og usikre kejser store vanskeligheder med at holde det tyske statsskib på fast kurs.

Men det var ikke kun et spørgsmål om personer. Det tyske kejserrige, som Bismarck havde skabt i 1871, havde ingen klar historisk identitet. Fra begyndelsen var der en række indbyggede modsætninger. Selve kejserriget var blevet en slags overbygning over en række enkeltstater med vidt forskellig tradition og identitet. I det tyske kejserrige indgik hele fire kongeriger (Preussen, Sachsen, Bayern og Württemberg) samt nogle og tyve mindre fyrstendømmer. Det hele var baseret på Preussens overherredømme.

Den preussiske konge var efter konstruktionen tysk kejser. Men Preussen selv var et konglomerat bestående af store halvfeudale områder i øst og højt industrialiserede områder ved Rhinlandet og Westfalen. Disse områder var først kommet til Preussen efter Napoleonskrigene. Man kan ikke sige, at man følte det preussiske styre som egentligt fremmedherredømme, men industriherrer i Ruhr og godsejere fra Østpreussen havde ikke meget til fælles hverken mentalt eller med hensyn til økonomiske interesser.

Skizofren identitet
Den identitetsmæssige krise forstærkedes af, at en væsentlig del af den historiske identitet var knyttet til områder, der lå uden for det nye Tyskland. Gennem størstedelen af 1800-tallet havde de to største tyske stater, Preussen og Østrig, kæmpet om at beherske Tyskland. I høj grad takket være Bismarcks statsmandsgeni var Preussen gået af med sejren. Men konsekvensen var, at Østrig blev smidt ud af Tyskland.

Bismarck var ikke tysk nationalist. Han var preussisk kongetjener, og hans ambition var at styrke Preussen så meget som muligt. Ofte udtalte han sig hånligt om tysk patriotisme, »det tyske halløj«, kaldte han det. Samtidig brugte han den tyske nationalisme til at kitte sin preussiske stormagt sammen. Men at efterlade Østrig med Wien, det tysk-romerske riges gamle hovedby, uden for Tyskland var en fornægtelse af Tysklands historie. Det var som at konstruere et Frankrig uden Paris.

Oven i købet gik historikerne til angreb på 1700-tallets tysk-romerske rige som en uværdig stat præget af politisk og social opløsning, en periode, hvor overklassen fornægtede tysk folkeånd og i stedet efterabede alt fransk. Det var Haydns og Mozarts Wien, der på denne måde blev dømt ude af den tyske historie. Tysk identitet blev derfor skizofren, splittet mellem en statslig og en etnisk nationalisme.

Den herskende ideologi i den preussisk-tyske stat blev fædrelandet, 'das Vaterland', og en overdreven dyrkelse af statens symboler. Alle mulige statslige funktioner blev uniformeret. Sabler og epauletter blev standardudstyr for postmestre og stationsforstandere. Afdankede lærere mødte op til skolens årsfest i mølædte reserveofficersuniformer. I pakkerne under juletræet lå legetøjsuniformer til drengene. Og i den preussiske landdag og den tyske rigsdag gik ministrene på talerstolen i uniform og slog på sabelskæftet for at give argumenterne vægt.

Den preussiske militære tradition gjorde det kejserlige Tyskland til et stort uniformeret kostumebal. Dyrkelsen af fædrelandet kulminerede på Sedandagen, 2. september, årsdagen for den franske kapitulation ved Sedan i 1870. Det var fædrelandet som religion eller som ideologisk overbygning på en stat med store mentale forskelle på det lutheranske nord og det katolske syd.

Tyskerne var ikke ene om at fejre militære sejre. Det gjorde englændere og franskmænd også. Forskellen var, at i Tyskland fejrede man sejren, intet andet, mens de nationale festdage i Vesteuropa også var dyrkelsen af humanistiske og politiske idealer som menneskerettigheder og demokrati. Dyrkelse af fædrelandet betød ofte angreb på medborgere, der blev anset for 'fædrelandsløse', det gik især ud over socialdemokraterne og den internationale arbejderbevægelse. Men også jøder fik let denne kliché hæftet på sig, selv om antisemitismen i det wilhelminske Tyskland ikke var af samme omfang som i Østeuropa.

Ved siden af dyrkelsen af det tyske fædreland var der en etnisk nationalisme, som inkluderede tyskerne uden for den preussisk-tyske stat, især i Østrig-Ungarn. Ofte var definitionen af tyskhed aggressiv. Historikere og sprogfolk lavede store etniske og sproglige udviklingsmodeller, der endte med at vise, at hollændere, flamlændere og andre 'germanske' folk sådan set også var en slags tyskere.

En af de mere spektakulære påstande var, at jyderne, i hvert fald vestjyderne, i virkeligheden var tyskere, fordi man i vestjysk ved bøjningen af navneord i modsætning til andre danske dialekter har foranhængt artikel, ikke manden, men 'æ man'. Den slags skræmte. Johannes Steenstrup, en førende dansk historiker, følte det nødvendigt at gendrive vrøvlet.

I førertrøjen
Industrialiseringen havde skabt en arbejderklasse, som var organiseret i det tyske socialdemokrati, SPD. Den tyske rigsregering såvel som enkeltstaterne bekæmpede arbejdernes organisationer, samtidig med at man ved hjælp af en ganske omfattende sociallovgivning søgte at lukke dampen ud af den sociale trykkoger. Berlin, der omkring 1800 havde et folketal på 150.000, var i 1920 nået op på mere end 4 millioner.

Fra alle sider, men især de fattige landbrugsområder i øst, strømmede indvandrere til industriområderne og de stadigt voksende storbyer. Storbyerne blev anset for farlige. Der var slum og fattigdom, desuden fristelser, der kunne føre i fordærv. Og for så vidt var den borgerlige frygt berettiget. Berlin var fuld af intellektuelle og kulturelle subkulturer. Her smeltede politisk radikalisme, kunstnerisk avantgardisme og kønslig frigjorthed sammen i en fælles front mod kejserdyrkelse, Sedanhysteri og hele det uniformerede halløj.

Takket være arbejderbevægelsernes organisationer og den statslige socialpolitik, der ikke var velfærdspolitik i moderne forstand, var Tyskland socialt dog mere stabilt end England og USA. Man har brugt betegnelsen statskapitalisme om Sovjet efter 1945, men der giver det ingen mening. Tyskland før 1914 repræsenterede derimod en organiseret kapitalisme reguleret gennem delvis statsstyrede karteller. Organisation og rationel anvendelse af ressourcerne betød, at Tyskland omkring 1900 havde overhalet England industrielt.

Tyskerne kunne konkurrere både på kvalitet og pris, hvilket man var længe om at erkende på den anden side af Nordsøen. For at advare de engelske forbrugere mod udenlandske produkter skulle disse mærkes med angivelse af oprindelseslandet, men 'Made in Germany' virkede mod hensigten. Det blev et kvalitetsstempel.

Et væsentligt grundlag for succesen var et fremragende uddannelsessystem, bedre end i andre lande. Tyske universiteter var i den videnskabelige førertrøje. Inden for stort set alle videnskaber var det tyske forskere, som definerede de faglige standarder. Einstein, hvis akademiske karriere var længe om at tage fart, og Max Planck er blandt de stjerner, som de tyske universiteter producerede.

Men også på universiteterne finder vi de mærkværdigste modsætninger. Ud over den mest avancerede undervisning i verden var det dueller i form af mensurfægtning og nationalistiske ritualer. Et ar på kinden pådraget i mensurfægtning var det egentlige akademiske borgerbrev. Mensurfægtningen var ingen gammel tradition; den var udtryk for militariseringen af normerne hos 1800-tallets akademiske ungdom.

Trods vældige stigninger i produktion og eksport var den tyske økonomi i ubalance med dundrende underskud på både statsbudget og betalingsbalance, hvilket skyldtes et enormt offentligt forbrug. Militæret kostede astronomiske summer, udgifterne til sociale ydelser var større end i andre lande, dertil et ressourcekrævende, offentligt støttet boligbyggeri i de hastigt voksende industribyer. Heller ikke her hang tingene sammen.

Mental forgiftning
Tyskland var således spækket med modsætninger. Verdens bedst organiserede industri rammet ind af et halvfeudalt politisk system, hvor store industrialister dårligt nok havde samme sociale anseelse som en uniformeret embedsmand. Verdens bedste universiteter pakket ind i absurde nationalistiske ritualer, Europas stærkeste økonomi, men i voldsom ubalance på grund af enorme militærudgifter, en storbykultur med livsformer og normer, der udfordrede det uniformerede og autoritære embedsborgerskab.

Dertil en uklar historisk identitet, som blev kompenseret ved en overdreven dyrkelse af fædrelandet. Nationalisme og fædrelandskult var ikke noget specielt. Tysklands ulykke var i en vis forstand 1800-tallets militære sejre. I Danmark var der lige så meget national tågesnak. Men nederlaget i 1864 rev sløret fra øjnene og tvang de danske ledere til realistisk erkendelse af virkeligheden, mens folkeånden blev sendt på højskole. I Tyskland betød 1800-tallets militære sejre, at moderniteten blev kombineret med national irrationalisme.

Det kejserlige Tyskland var ingen aggressiv stat. Udenrigspolitikken var gennemgående fredelig. Det var heller ikke Tyskland, der startede Første Verdenskrig. Men den kulturelle og sociale ubalance i et samfund præget af konflikt mellem modernitet og en irrationel fædrelandsdyrkelse kombineret med en uklar historisk identitet resulterede i en skinger politisk retorik, man kunne møde på alle niveauer i det tyske samfund.

Omverdenen brød sig ikke om Alldeutsches Verbands politiske pamfletter med europakort, hvor Holland, Belgien, Danmark, Norditalien og store dele af Østeuropa var inkorporeret i et etnisk Tyskland. Det var ikke officiel udenrigspolitik, men symptom på en mental forgiftning, der skulle få uoverskuelige konsekvenser som følge af den desillusion, som blev resultatet af Første Verdenskrig. Mere herom i morgen.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts