Det er en hed tropedag først i 1880'erne, dybt inde i det enorme afrikanske land Congo, at den unge Albert Christophersen fra Odense ene mand flytter en stor sten, der blokerer vejen. 15 congolesiske bærere står og ser på. De magter ikke at rykke stenen. Men Albert Christophersen er sømand og vant til at bakse med tønder. Så, pludselig, kommer en mand ridende. Han troner på et hvidt æsel. Det er Henry M. Stanley - den engelske opdagelsesrejsende, som har gjort sig berømt ved at finde dr. Livingstone. I Europa hylder man Stanley som en helt, men Albert Christophersen har lært ham at kende som en hårdkogt og skrupelløs boss. Sammen rejser de op ad Congo-floden. De er hyret af den belgiske kong Leopold. I hver eneste landsby svindler de sig til land. Stanley giver glasperler, kobberstumper og bomuldsstoffer, mod at de lokale høvdinge planter deres fingeraftryk på dokumenter, de ikke forstår, men som overdrager deres jord til kongen. Stanley ser på Albert Christophersen. »Albert, min søn«, begynder han, »du er stærk. Men ser du, de 15 mand, som står der og glor - det er dem, der skal gøre arbejdet. Dit arbejde er at få dem til at gøre det«. Snød og bedrog Historien om Albert Christophersen og flere hundrede andre danske kolonisatorer ruller over skærmen tre weekender i januar på DR 2. De var unge mænd fra det ludfattige Danmark. De tog hyre for det rige Belgien. Og de spillede en absolut hovedrolle i den skrupelløse kolonisering af Congo, som udryddede en halv befolkning. Danskere, nordmænd og svenskere udgjorde i perioder halvdelen af Congo-hærens hvide officerer. Andre arbejdede som sømænd og transporterede hærens soldater, som på 30 år slog seks millioner congolesere ihjel med mord, plyndringer og vestlige sygdomme. Dokumentaren opruller danskernes andel i undertrykkelsen - en historie, vi tilsyneladende har fortrængt. »Danmark var aldrig en kolonimagt, så vi har ikke haft den samme selvransagelse som store lande. Vi tror ikke, vi har nogen andel i Afrikas kolonisering. Men hundredvis af danske søfolk og officerer spillede en afgørende rolle i Congo, som var den blodigste kolonisering af dem alle«, siger den danske journalist, forfatter og Afrika-ekspert Peter Tygesen. Han har trævlet danskernes historie op ved at søge efter dem i samlinger og bøger og arkiver i Danmark, ved at besøge to store Afrika-arkiver i Belgien og ved at støve nulevende slægtninge op, som har gemt breve og håndskrevne beretninger. Den unge Albert Christophersen lod sig for eksempel lokke af dobbelt løn på et værtshus i Antwerpen. På ekspeditionen døde hans kolleger som tropefluer, og Albert Christophersen endte med at være den eneste hvide mand ved Stanleys side, da de i december 1881 grundlagde hovedstaden Leopoldville - i dag Kinshasa. På de gamle kort over byen bærer en gade navnet 'Avenue Christophersen'. En anden hedder 'Avenue General Olsen'. Dokumentaren fortæller nemlig også den forbløffende historie om en dansker, der blev den største kolonisator af dem alle. General Olsen For det er i 1899, at løjtnant Frederik Valdemar Olsen sejler op ad Congo-floden i et dampskib, styret af skandinaviske søfolk. Han går i land i Leopoldville. I de kommende tre årtier fuldfører han den militærkarriere, som Danmarks amputerede hær nægtede ham. Han vokser til kaptajn, til oberst, til den øverste chef for den østlige del af landet. Da Første Verdenskrig bryder ud, mobiliserer han 5.000 soldater og 12.000 bærere. Han marcherer ind i nabokolonien Tanganyika og besejrer tyskerne i deres hovedkvarter Tabora. Sejren forfremmer ham til øverstbefalende for hele Congo-hæren. Han bliver senere guvernør og general. Datidens danske aviser skriver artikler om den store dansker i Congo. Hvad de ikke fortæller, er, hvordan Olsen og hans underordnede udplyndrer, myrder og tvangsudskriver congolesiske bønder, fiskere og handelsfolk. Han sidder øverst i kong Leopolds rædselsregime. Først på det seneste er historien om danskernes uhyggelige rolle i Congo begyndt at komme frem, og Nationalmuseet gemmer samlinger med blandt andet breve og billeder. Men dokumentaren fortæller især den nyresearchede historie om to danskere, der spillede en hovedrolle. Peter Tygesen mener, vi bør kende den slags historier - uden at fordømme hovedpersonerne. »Både Olsen og Albert troede på missionen om at bringe civilisationen til de indfødte, men reelt røvede og plyndrede og underkuede de. Jeg tror, mange af danskerne var gode mennesker, der troede, de gjorde noget godt - og også bagefter følte, de havde gjort det. Men sammenlagt blev det ondt. Det er en lektion af historisk gyldighed«, mener Peter Tygesen. Både general Olsen og Albert Christophersen døde hjemme i Europa i en høj alder - Frederik Olsen i Bruxelles som en velstående pensioneret general og Albert Christophersen i København, hvor han til sidst vejede lastbiler ved havnen.