Hvis man går rundt med en skuespiller i maven og gerne vil søge ind på en af de danske teaterskoler, skal man være mellem 18 og 30 år. Teaterskolerne i Danmark adskiller sig dermed fra andre videregående uddannelser ved at have en aldersbegrænsning, som favoriserer de unge. Samtidig er der for eleverne store problemer forbundet med at gå på barsel, hvilket er paradoksalt, da unge mellem 18 og 30 år netop er den aldersgruppe, som vælger at få børn. Barsel er kompliceret I lighed med teaterskolerne er barsel også kompliceret for studerende på Filmskolen. De kunstneriske uddannelser er ikke bare svære at komme ind på, de stiller også de studerende i et ubehageligt dilemma, hvis storken banker på. Det har fået Enhedslistens uddannelsesordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, til at stille spørgsmål ved Teaterskolernes og Filmskolens optagelseskrav og barselsforhold, som hun mener er diskriminerende. På teaterskolerne forsvarer man aldersbegrænsningen med, at uddannelsen adskiller sig så markant fra de almindelige videregående uddannelser, at man er nødt til at have en aldersbegrænsning på 30 år. »Det giver sig selv, at vi har en aldersbegrænsning. Vores uddannelse er enormt fysisk krævende - man lukker heller ikke folk på 50 år ind på balletskolen«, siger Jon Bille, som er leder af skuespilleruddannelsen på Statens Teaterskole. Rosenkrantz-Theil kritiserer Han bakkes op af rektor Sverre Rødahl, som tilføjer, at uddannelsen også indebærer, at man skal igennem en menneskelig udvikling, som de unge har nemmere ved, fordi de ikke er færdige i deres modning. Derudover har mennesker på 40 år langt færre år tilbage på arbejdsmarkedet, hvor de kan bruge uddannelsen, som er en af Danmarks dyreste. Men de argumenter mener Pernille Rosenkrantz-Theil ikke holder vand. »Vi har et arbejdsmarked, der er i konstant bevægelse. Samfundet har behov for, at folk kan flytte rundt på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet«. Hun påpeger, at en 40-årig sagtens kan være i meget bedre form end en 25-årig, og at hele ideen med en optagelsesprøve er, at man kan bevise sit værd. Argumentet med, at folk har for få år tilbage på arbejdsmarkedet, og uddannelsen dermed er bedre udnyttet med et ungt menneske, kalder hun helt hen i vejret. På Filmskolen er der ingen aldersbegrænsning, og på universitetsuddannelserne må man ikke aldersbegrænse - heller ikke på idræt. Ønske fra skolerne Grunden til, at aldersbegrænsningen på 18 til 30 år er skrevet ind i teaterskolernes bekendtgørelser, er ifølge kulturminister Brian Mikkelsen (K), at skolerne har ønsket det. »Når teaterskolerne selv har bedt om en aldersbegrænsning, må det være, fordi der er fornuft i det, og derfor har vi valgt at følge deres ønske«, siger kulturminister Brian Mikkelsen og påpeger, at der i bekendtgørelsen også er mulighed for at give dispensation. Ifølge rektor Else Marie Bukdahl har man principielt ikke aldersbegrænsning på Kunstakademiet, men det har vist sig, at det er yngre mennesker, som kommer ind, blandt andet fordi ansøgerne sjældent er midt i trediverne. »De færreste over 30 år vælger at søge, når alle ved, at der er en uofficiel aldersbegrænsning på Kunstakademiet«, siger Peter Linde Busk, som selv blev afvist som 29-årig. Ad omveje fik han at vide, at hans alder havde været afgørende for afslaget om optagelse. Barsel med ofre Samtidig kan det på Filmskolen og teaterskolerne vise sig særdeles vanskeligt at have andet end en kunstner i maven. Som elev på de kunstneriske uddannelser går man på små, meget personrelaterede hold med individuel undervisning. For eleverne er barsel ensbetydende med at miste en del af sin uddannelse, eller at det forsømte skal indhentes, samtidig med den undervisning der er i gang, når eleven vender tilbage. På Filmskolen udgør hvert hold nærmest et lille filmhold, så hvis klipperen går på barsel, mangler holdet deres klipper. Undervisningen gentager sig heller ikke semester efter semester, hvilket betyder, at barselorlov stiller eleverne i et svært dilemma. »Det kan ikke gøres anderledes. Skolen går ikke i stå, fordi en elev ikke er der, og derfor kan man ikke bare starte igen, dér hvor man stoppede«, siger Poul Nesgaard, rektor på Filmskolen. Han mener ikke, at der findes nogen nemme løsninger for de få elever, der vælger at få et barn på uddannelsen. Det er uddannelsesordfører for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, ikke tilfreds med. »Det kan ikke være rigtigt, at vi har uddannelsesinstitutioner i Danmark, hvor løsningsforslaget til barsel betyder, at man mister undervisning eller skal knokle en vis legemsdel ud af bukserne. Hvis skolernes opbygning er så speciel og krævende, må de om nødvendigt ændre på den i fællesskab med eleverne«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Problemet er bare, at eleverne ikke er interesserede i en ændring af de kunstneriske uddannelser. Henrik Thiesen er medlem af skolerådet på Filmskolen. Han vurderer, at det vil gå ud over skolens kvalitet, hvis man ændrer strukturen. Filmskolen er netop en af de bedste i verden på grund af mængden af praktisk arbejde i små hold, og selv om det er det intense arbejde i hold, der gør det vanskeligt at tage barsel, ser han det nødigt lavet om. Det er Bronwen Loshak, som bliver færdig på Odense Teaterskole til sommer, enig i. »Man kan ikke tage en rund ting og proppe ned i et firkantet hul. Vores uddannelse kræver noget helt andet end de almindelige uddannelser, og derfor er det svært at bygge deres firkantede system op om de kunstneriske uddannelser«. På Odense Teaterskole går man glip af den undervisning, der er, mens man er væk. På spørgsmålet, om det er en fair struktur, er Bronwen ikke i tvivl. »Man stikker sig selv blår i øjnene, hvis man tror, man kan blive skuespiller uden at bringe ofre«. Men det specielle og meget personrelaterede uddannelsesforløb har også sine fordele. »Her er vi så tæt sammen, at man kan efterlade sit barn i kantinen hos de andre, mens man selv går til prøve. Og det tror jeg ikke, de kan på universiteterne«.