Tove Maës og Karen Lykkehus som Ditte og Sørine i Bjarne Henning-Jensens 'Ditte Menneskebarn' fra 1946.
Foto: PR-billede fra Nordisk Film

Tove Maës og Karen Lykkehus som Ditte og Sørine i Bjarne Henning-Jensens 'Ditte Menneskebarn' fra 1946.

Kultur

Farvel til Ditte Menneskebarn og fru Knudsen

Skuespilleren Tove Maës død, 89 år.

Kultur

Det summed af sol over engen og honningbien fyldte sin kurv, da Tove Maës som ung, blond pige vandrede gennem Danmarks vår i den første Morten Korch-film ’De røde Heste’. Det var i 1950.

Selv om filmen siden har solgt næsten to og en halv million billetter og er blevet den mest sete danske film nogensinde, kom Tove Maës ikke til at stå som den store filmstjerne med sine 40 filmroller og tre Bodil-priser. Nu er Tove Maës død, 89 år.

Fængede mere end blændede
Der var ofte langt mellem rollerne i hendes karriere, for hun var, det indlysende talent til trods, ikke skabt af det stof, der bliver til stjerner.

Der var en ren blufærdighed i hendes udtryk, noget hudløst og lidt reserveret, der gjorde, at hun fængede mere end hun blændede med sin lidt aparte skønhed.

Morten Korch-filmene ’De røde heste’, efterfulgt af ’Mosekongen’, ’Det gamle guld’ og ’Flintesønnerne’, var ikke Tove Maës’ første oplevelse af popularitet. I 1946, da hun havde afsluttet sin uddannelse på Det Kgl. Teaters Elevskole og debuteret i Soyas for længst glemte skuespil ’Stemmen’, valgte Bjarne Henning-Jensen hende til titelrollen i sin og Astrid Henning-Jensens filmatisering af Martin Andersen Nexøs ’Ditte Menneskebarn’, der i dag regnes for en klassiker i dansk filmhistorie, selv om flere filmkloge finder den noget overvurderet.

Ja, vel nok. Men Tove Maës holder på nethinden som Ditte, den af alle uønskede, selv af manden, der gør hende gravid og påfører hende den sociale arv. Sådan gik det også hendes mor.
Dyb, renfærdig filmkunst

Set i dag kan der komme et let sentimentalt skær over Ditte, men Tove Maës’ fremstilling er dyb, renfærdig filmkunst til alle tider.

’Ditte Menneskebarn’ blev vist i USA (beskåret for Dittes nøgenbadning m. m.) og i en række europæiske lande. Sunday Times’ højt respekterede filmkritiker Dilys Powell skrev i maj 1949: »Tove Maës forlener pigens karakter med en naturlig sødme, som overlever historiens naiviteter og gør, at man accepterer ophobningen af råhed og brutalitet. Hendes tilgivende gestus til sidst er uforglemmelig…«.

Fra rollen som Ditte på film var der i miljø langt til scenens Laura i Tennessee Williams’ neurotiske sydstatsdrama ’Glasmenageriet’, men den invalide Laura, der flygter fra virkeligheden ind i en fantasiverden med sine glasdyr, er også en af tilværelsens vingeskudte eksistenser, som går til grunde under pres af moderens håb om at få hende gift. I årene efter svingede Tove Maës mellem psykologisk spændte karakterer og filmens mere banale ungpigeroller.

Vulgær var hun aldrig Utroligt nok kom der også småpornografiske film, som trak mere på det lidt akavede i hendes fremtoning end det direkte sexede. Men vulgær var hun aldrig. Der var ikke så ofte bud efter Tove Maës på de danske scener, hvor det gerne var filmen, der tjente som afsæt for rollerne.

Hendes betydeligste karakter, den nedtrampede og varmesøgende servitrice i Leif Petersens skuespil ’Alting og et posthus’, der blev til filmen ’Det er nat med fru Knudsen’, var i begge sammenhænge som skrevet til Tove Maës.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Håndfast folkekomedie

Selv om filmen i Henning Ørnbaks instruktion var tvivlsom, affødte den en velfortjent Bodil-pris til Tove Maës for den psykologiske troværdighed, hun gav sin fortabte Vesterbro-eksistens. Samme udmærkelse fik hun for sit spil i Erik Clausens ’Felix’, hvor hun er den lidt sære pensionist, der sætter eftersøgningen af den kostbare lykkekat Felix i gang, selv om Morten Piil i sin filmguide betegner præstationen som håndfast folkekomedie. I en turneudgave af Ernst Bruun Olsens ’Bal i den Borgerlige’ var der både nerve og stilfærdig styrke i hendes portrættering af arbejderkonen, der i sig rummer bevægelsens fallit. På Folketeatret spillede hun fru Linde i Ibsens ’Et Dukkehjem’, veninden, der så fatalt dukker op hos Helmer og Nora, som blev spillet af Lone Hertz og Axel Strøbye. Med årene blev rollerne færre, og Tove Maës døde stilfærdigt og tilbagetrukket fra al offentlighed. Et sidste glimt af hendes karakterskabende talent så vi med gensynet af ’Matador’, hvor hun er den neurotisk forfjamskede fru byrådssekretær Lund.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce