Engang var det en udelt fornøjelse at suse af sted på motorvejene.

Selv om kabinestøj og rystelser gjorde kørslen med 110 i timen i min barndoms biler i halvfjerdserne betydeligt mindre komfortabel og mere fysisk påtrængende end i nutidens fartblinde maskiner, kunne man dog trygt forankret i sit sæde se omgivelserne glide forbi i et velkomponeret stykke landskabsarkitektur. Det var ikke kun vejens bevægelse gennem landskabet, de bløde kurver, der kærtegnede terrænet og skabte den fornødne pirring, det var også landskabet omkring vejen, der varierede sig i en vekslen mellem åbne vidder og en tæt beplantning.