»Næste gang jeg ser dig, bliver det forhåbentlig i slagterens vindue på et fad med stuvet hvidkål!«. Vrisser pigen og vender manden ryggen. Manden er Bob Hope, og vi er i en af hans første film fra 1930'erne, hvor Hope allerede har fundet den stil, som skulle blive hans helt egen og føre ham til tops i amerikansk showbiz. Den selvglade, selvsmagende, storpralende frikadelle, pseudohelten med næsen i sky, sædtunge øjne og hænder ude efter smukke kvinder, som stort set alle mener det samme: At han gør sig bedst på et stykke smørrebrød skåret i tynde skiver. Karl Klam og Benny Smørhår Men frikadellen var alle dage klar over sit image, og hans eget geniale pålæg var hans højtbelagte, hurtige selvironiske replikker. Tit sendt af sted med hans begavede blik ud mod os i biffen, om at han godt er klar over sin rolle som Karl Klam, Benny Smørhår og en aldeles grinagtig udgave af Score Kaj, som nu alligevel ofte scorede pigen i slutningen af filmen. Nu er frikadellen Bob Hope såmænd gået hen og blevet 100 år. Sin fødselsdag fejrer han som regel dagen før sin egen 29. maj sammen med hustruen Dolores, fordi hun har fødselsdag den 27. maj, så de mødes på halvvejen og sætter lys i den fælles lagkage. »Du ved, du er blevet gammel, når lysene koster mere end kagen«, sagde Hope allerede for år tilbage. Og Bob Hope har i øvrigt på tværs af sit image som den evindelige womanizer på det hvide lærred været gift med den samme kvinde siden 1934. Født i England Denne i europæiske øjne mest ærkeamerikanske komiker og skuespiller var i virkeligheden født i Eltham, Kent, England i 1903 som Leslie Towne Hope. Hans familie emigrerede til USA fire år senere, og Hope fik lidt uddannelse i byen Cleveland og droppede det i hans øjne umulige fornavn. Allerede i 1924 er han med i vaudeviller med Fatty Arbuckle, den grinagtige tyksak som tragisk mistede alt i Hollywood på grund af en sexskandale i San Francisco. Ind i mellem bokser Hope lidt i ringen under navnet Packy East, så helt så kujonagtig som han så ofte agerede på film, var han i virkeligheden slet ikke. Verdensberømt sang I 1927 ankommer han til Broadway og optræder i musicals. Synge og danse kan han nemlig også. I 1930'erne indspiller han i New York en række komiske kortfilm, men så kommer endelig gennembruddet i en temmelig ligegyldig showfilm, 'The Big Broadcast of 1938'. Her synger han nemlig sammen med Shirley Ross den sang, som siden skulle blive verdensberømt som hans signatur, og som kan få tårerne frem i øjnene på tusindvis af amerikanske veteraner. Det er balladen 'Thanks for the Memory'. En bittersød duet mellem to ekskærester, der mindes deres ægteskabs op- og nedture. Men Hope tog sangen til sig og gav den sin egen både ironiske og romantiske accent. Og da han siden sang for amerikanske soldater, fra Anden Verdenskrig til første Golfkrig, var det netop denne sang, soldaterne elskede. Den gav ekko af det, de kæmpede for og handlede selvfølgelig om minderne hjemmefra, far og mor og kæresten i Andeby og omegn. Sarkasme og erotik Filmselskabet Paramount fik med sangen og filmen øje på Bob Hopes talenter. Netop frikadellen som inde bag sin slagfærdige skal egentlig er blød og sød. Ikke den store elsker, han tror, han er, men ret beset en flink fyr, når han glemmer sin egen selvovervurdering. Frem for alt en herlig komediant, der leverer sine replikker som maskinpistol-salver fra en bred rapkæftet mund. Hopes helt store gennembrud blev netop som en sådan, en megaselvglad skuespiller, i gyserkomedien 'Katten og kanariefuglen' fra 1939. Her blev han sat sammen med den smukke Paulette Goddard, som på det tidspunkt selv boede sammen med en stor komiker, den guddommelige Chaplin. Stilen var lagt. Succes som blegansigt Lige meget om det var hende eller siden hen Dorothy Lamour, Virginia Mayo eller Jane Russell, Hope bagte på, hævede den erotiske dej sig på en skæv og morsom måde. Ofte var det mere kvinden end Hope, som havde bukserne på, klarede ærterne og udviste det nødvendige mod i løbet af handlingen. Det kommer nok ypperligst til udtryk i Bob Hopes to westernparodier, af mange anset for hans bedste film, nemlig 'Blegansigt' og 'Søn af Blegansigt' fra henholdsvis 1948 og 1952. I 1940 fik Hopes filmselskab den geniale ide at parre ham med chokolade-crooneren Bing Crosby. Man søsatte filmen 'Road to Singapore' som skulle blive den første i en serie og som på dansk blev til 'På eventyr i ...'-serien. Bing Crosby er Don Juan, mens Hope er hans Leoporello og den næsten uopnåelige kvinde er Dorothy Lamour. Ud over Singapore kom parret til Klondyke, Bali, Afrika, Rio, Hongkong og Marokko. Hope som skævt sidekick Handlingen var stort set den samme hver gang og sådan set lige så tynd som i en Gøg og Gokke-film. Men blandingens charme lå i den sofistikerede og erotiske stil. Crosby spillede sig selv og sang nu og da smægtende som altid. Hope derimod var hans skæve sidekick, som gang på gang gør os opmærksom på, at det her altså kun er film og instruktøren er på hans partners side! Crosby løb ofte med Lamour til sidst, men Hope løb med hele filmen hele tiden og hver gang. Set i dag virker Crosby gammeldags og tidstypisk. Hopes figur derimod peger skoledannende med sine direkte henvendelser til publikum frem mod senere komikere: Woody Allen og Steve Martin og på tv især afdøde Benny Hill og ikke mindst Fraziers Kelsey Grammer, som ligner en ung Bob Hope til forveksling. Hos Hope mødes gammel europæisk vaudevillekomik med noget som minder om Brechts fremmedgørelseseffekt. Således inddrager han os i sine selvironiske kaskader af sarkasme. Vi kommer til at elske Hope, fordi han peger på en hver mands indre frikadelle. En slags stand-up I foråret 1941, et lille halvt år efter Pearl Harbor, meldte Bob Hope sig til den amerikanske hær. Ganske vist var han for gammel til at springe soldat, men han ville gerne yde en indsats. Han ville gerne underholde drengene ude i krigen. Sammen med andre showfolk satte han så en stab på benene og rejste ud til slagmarkerne for at muntre op, især i de første år, hvor alt så mørkest ud for de allierede. Det var der mange andre stjerner, som også gjorde, Marlene Dietrich, Humphrey Bogart og Noël Coward. Men ingen som Bob Hope, der med sin tunge krop, hage på størrelse med et hangarskib og en næse bøjet som et skihop, blev billedet på en typisk amerikansk mand fra lige meget hvor i det store USA. Soldaterne elskede ham, han jokede ofte på grænsen til det platte, altid noget med kvindeben og -barm, gav en sang eller to og sluttede så som sagt med kendingsmelodien, 'Thanks for the Memory'. Optrådte før golfkrig Altid veloplagt og med en ukuelig optimisme om, at sejren er lige om hjørnet. Sin optræden for amerikanske G.I. Joes fortsatte i Koreakrigen og Vietnamkrigen. Og da man i de venstreorienterede 70'ere langede ud efter hans propaganda for krigen i Indokina, svarede Hope blot, at lige meget hvad, så var han der, hvor drengene kæmpede. Den fødte brite var blevet den mest amerikanske patriot, og selv som 90-årig gav han sin sidste optræden for hæren ved udbruddet af forrige Golfkrig. Bob Hope kom tilbage efter Anden Verdenskrig og drejede nogle af sine bedste film. Men der var kommet andre komikere på suppen, yngre kræfter både efterlignede ham og tilsatte hans stil en anderledes tone. Danny Kaye, Red Skelton og en ung Jerry Lewis, som i makkerskabet med Dean Martin tyvsjal konceptet fra Crosby og Hope. Penge nok Hope forsøgte sig med svingende held at blive karakterskuespiller. Men han var stadigvæk bedst i sine anakronistiske parodier på filmgenrer. I 'En skør detektiv' fra 1947 gør han grin med den dystre film noir-detektivfilm. I 'Casanovas store aften' er det kappe- og kårdefilmen, som får på hatten. Stadigvæk er han kujonen, som på uoversætteligt amerikansk udtaler at »brave men run in my family«. Hans stil svinger imidlertid ikke længere med tidsånden, i sin komik pendler han nu og da pinligt mellem det slapt sexistiske og det pladdersentimentale. Men han behøver heller ikke optræde længere, han har penge nok og tager nu kun roller for at betale for sin elskede hobby, at spille golf. Dog gør han sig godt på tv, og det er dér, at hans komik overlever op igennem 60'erne og 70'erne. I virkeligheden som de første omgange af den stand-up-komik, som siden blev dagligvare på den lille skærm. Det er her, at en af hans gagmen, hans skribenter, til de berømte oneliners, hedder Woody Allen. Bob Hope er blevet erklæret død mange gange og har fået lov til at give egne nekrologer ironiske fodnoter. Der er ikke den pris, han ikke har fået, fra militære medaljer til adskillige æres-Oscars. Hope har i øvrigt som vært været med til at uddele ikke så få af de rigtige. I 1998 slog den engelske dronning ham til ridder. »At tænke sig. En fyr født i Bristol, opdraget i Cleveland og uddannet i showbiz kan kalde sig sir«, var hans beskedne besked. Så vidt vides vil han aldrig kalde sig Sir Bob endsige Sir Leslie. Man er vel republikaner i alle henseender. En vaskeægte amerikaner, hvis ridderskab vitterlig ligger i, at han er udnævnt til USA's bedste entertainer i det 20. århundrede. Ikke at der ikke var andre, som gjorde det lige så godt. Bare ikke så længe, så ofte og i så lang tid.