Lejerbo. Internet og mobiltelefoner fandtes ikke i Linda P's barndom, så det var bare ud på plænen mellem boligblokkene.  En verden i sig selv. Og blev der ikke lukket op hos en af »de andre drenge«, måtte man ud og lede.
Foto: Finn Frandsen

Lejerbo. Internet og mobiltelefoner fandtes ikke i Linda P's barndom, så det var bare ud på plænen mellem boligblokkene. En verden i sig selv. Og blev der ikke lukket op hos en af »de andre drenge«, måtte man ud og lede.

Kultur

»Lorteungen« Linda P elsker at være idiot på fuld tid

Komikeren Linda P insisterer på, det kræver snilde at spille dum.

Kultur

Ethvert paradis har sin slange. Og selv om Sønderkærskolen måske ikke ligefrem var den autoriserede opskrift på himmerige, oplevede Linda Petersens i sine seks første skoleår noget, der lignede lykke.

Ikke i et velfriseret lille himmerige med veninderinge, sirlig håndskrift og andre af pigelivets artige nips. Linda sprættede cykeldæk op, satte ild til skraldespande og var fast punkt på dagsordenen til forældremøderne.

Men det var en verden, hun kendte og havde sin plads i. Som en af drengene. En af de værste.

»Jeg elskede at gå i skole«, siger hun selv. »Det var pissesjovt«.

Overklovn
Det var nu ikke inden for pensum, at hun fejrede sine mest spektakulære triumfer. Mere »sammen med de andre drenge«, som hun selv siger.

»Jeg var ballademageren i klassen. Og så kunne jeg godt lide at få de andre til at grine. For enhver pris«.

LÆS OGSÅ

Sådan har rollerne det med at fordele sig selv. I alle aldre. Eller som Linda P siger:

»Der er altid en Ulla i klassen. Hende, der begynder at græde, når hun bliver spurgt om noget. Og holder sig for ørerne, hvis man siger sgu«.

Der var nørden med brillerne. Cathrine. Og Linda selv var »overklovn«.

Glemte at blive teenager
»Ja, og så var der også den onde i klassen«, siger hun. »Han kom bare først senere«.

Ond er måske at stramme den, men hans timing var elendig, denne Rune, der kvik i replikken dukkede op i 7. klasse i sine ironiske morfarbukser. Og meget ubelejligt rendte med Lindas bifald.

»Han var så den nye rod. Og alle pigerne syntes jo, at han var pisselækker. Jeg syntes, han var røvirriterende«, siger hun .

Rune var mere voksen og en tand klogere end resten, og når han luftede en holdning, blev det også klassens holdning.

»Jeg tænkte: Hold nu kæft! Så klog er han heller ikke. Fordi … «, griner hun. »Jeg havde jo haft det sjovt i mange år«.

Hver dag udvekslede rivalerne ondskabsfuldheder. Det var »sådan en gorilla-ting«, siger Linda Petersen. »Ligesom to mænd, der kæmper. Og så gjaldt det om at få de andre over på sin side«.

Men slaget var tabt. Linda var pludselig ikke sjov længere. Nu forstyrrede hun bare. Og til sidst strakte hun våben og skiftede skole. Hun havde glemt at blive teenager sammen med de andre, som nu gik op i makeup, fester og romantik.

»Og så var det jo ikke så sjovt mere, at jeg sagde: Hey, se lige mig! Jeg kan lave noget fjollet med denne her hat«.

Dans for mig, abe!
Som barn havde hun svært ved at blive taget alvorligt. Hvis hun ville høres, måtte hun være morsom, fortæller hun.

»For jeg er meget barnlig. Altså, når jeg skærer løg … Og jeg mener jo vitterlig, at jeg græder mere end andre. Så har jeg fundet ud af, at hvis jeg tager dykkerbriller på, dækker det hele øjenkrogen. Og nogle gange tænker jeg, at hvis der kommer nogen ind nu, mens jeg står med dykkerbriller og en kniv … «, griner hun.



»Jeg er meget Peter Pan. Sådan bange for at blive voksen og få en ugeplan med, hvilken mad man skal spise. Det er også derfor, at jeg virkelig skal kæmpe for det i dag. For det hele gentager sig nu, hvor jeg har sat mig selv i bås med mine karakterer. Folk siger: Årh, hvor er det sjovt! Bliv ved! Altså: Dans for mig, abe!«.

»Men når jeg ser et træ, og der sidder en gren i min højde, har jeg stadig lyst til at kravle op i det. Og det håber jeg aldrig holder op«.

Den første kæreste
Nu er livet som bekendt ikke nogen modenhedsprøve. Og måske er det slet ikke voksen, Linda har været længe om at blive. Men ung. Hun var kun 15 år gammel, da hun mødte Rasmus, der som hun selv var maler. Og de flyttede sammen i en lejlighed i Sydhavnen.

»Han var min første kæreste, og vi boede sammen i ni år«, fortæller hun, da jeg en formiddag finder hende ved et bord på en fortovscafe på Halmtorvet, hvor hun sidder i solskinnet med en sort hue på og en stor pink smoothie parkeret foran sig.

»Han var 10 år ældre, så det var noget med, at han så tv-avis, mens jeg ordnede negle, så Dirch Passer-film og spiste hjemmelavet knækbrød. Så det var faktisk først bagefter, at jeg blev teenager«, siger hun og tilføjer efter et øjeblik: »Men så blev jeg det også for fuldt smadder«.

Der synes nu at være gået ikke så lidt ugeplan i den for Linda P, siden hun for otte år siden gik og malede vægge på akkord om formiddagen og sumpede om eftermiddagen. Og især siden hun for et par år siden som feteret og fortravlet komiker tog den i stejlende triumftog gennem byens singleliv.

»Jeg har det godt med stress. Det tog bare overhånd. Fordi jeg bildte mig ind, at jeg havde det godt med at være stresset hele tiden. Og det passede ikke«.

Sendt på tvungen ferie
Så var det, at hendes nye kæreste dekreterede det utænkelige: At de skulle lægge ferie ind i kalenderen.

»Det kunne jeg slet ikke klare«, griner hun. »At være væk fra min hverdag. I to uger! For det, jeg laver, er det, jeg har allermest kært og er mest ærekær omkring«.

Men Lindas kæreste er en kvinde. Og de lader sig som bekendt sjældent spise af med forklaringer om ens arbejdes umådelige betydning for verdens fortsatte beståen. Så af sted kom hun. 14 dage til Egypten. Så Mallorca. Og også lige en uge i Paris. Til at skylle efter.

»Men nu har jeg fået min dosis. Så i år holder jeg en uge i Danmark i juli. Ellers skal den fandeme have en skalle med at udvikle nogle ting i en ny retning«.

Når Linda P har indvilget i at gøre en undtagelse, fortælle om sig selv og tage en tur omkring sit barndoms Hvidovre, er det vist også, fordi det flugter godt med hendes beslutning om at vove sig et skridt ud af latterens uforpligtende cirkel og komme anderledes til syne.

Når jeg ser et træ, og der sidder en gren i min højde, har jeg stadig lyst til at kravle op i det. Og det håber jeg aldrig holder op



»Jeg vil godt have etableret, at jeg er et tilgængeligt, venligt menneske. Og ikke et modbydeligt møgsvin«, siger hun.

Men det er ikke let. Linda P kan dårligt bede nogen om saltet på en restaurant, uden at de falder ned af stolen af grin. De tror, at hun er ligesom sine socialt forslåede karakterer. Og det sårer hende. Men mest professionelt. For, siger hun med latter i stemmen: »Det kræver faktisk en vis form for snilde at være så dum«.

At skælde ud på løg
En enerverende metallisk hamren står op fra et hul i brostenene et sted i rundkørslen. Som om nogen dernede stak et trykluftsbor i en meget stor tallerken. Ellers simrer formiddagstrafikken bare dovent omkring os, mens Linda P venter på sin brunch med et par hovedtelefoner og en iPhone liggende på bordet foran sig.

En blond fletning stikker ned i huens ene side. Det løse hår i den anden. Og for enden af en række røde pile på den sorte nylonjakkes ærme får jeg øje på en lille tatovering på håndleddet. »1984«, står der. Hendes fremstillingsår.

Det er nu tydeligt, at modellen er blevet opgraderet på det seneste. Og har smidt adskillige kilo både på krop og sind.

»Jeg står tidligt op og træner. Helst tre timer. Og det har virkelig ændret mig«, siger hun. »Det er noget med tallene i kroppen. Fedtprocent og forbrænding«.

Fedtprocenten er nu ikke det eneste, der er gået ned. De 40 daglige smøger er blevet til to. Og nu tænder hun ikke længere af, bare hun taber noget på gulvet.

»Det er sjovt, at døde ting kan blive en fjende for en«, smiler hun. »Altså: stå og skælde ud på et løg«.

»Æde din sushi-rulle og holde din kæft«
Så er der mere sportsmanship i at returnere den skalle, Politikens tv-anmelder Henrik Palle nikkede hende og makkeren Christina Sederqvist, da han skrev, at der ingen loyalitet er med de udstillede socialkarakterer i deres tv-satire ’Skråplan – intet nyt fra Vestegnen’.

Hun kaster selv emnet op i luften. Og svinger øjeblikkeligt ketsjeren.

»For det første tænker jeg: Altså, det er min mor, du taler om. Hvidovre er ikke det laveste i samfundet. Så må du altså æde din sushi-rulle og holde din kæft«.

Hun ser op.

»For det andet får han det til at lyde, som om vi er to fra Hellerup, der er stoppet i vores limousine og har sagt: Prøv lige at se, hvor grim han er. Det må vi skrive ned. Men vi har jo selv været mange af de personer«.

For det tredje synes Linda P, at man skal lave grin med alle. Ellers kan de da med rette føle sig udenfor. Og dronningen har Cirkusrevyen ligesom klaret. Så må andre jo tage sig af de nederste skuffer.

Idiot på fuld tid
Karaktererne leger hun og Christina Sederqvist frem over et par dage med et kamera, fortæller hun.

»Jeg kan huske, da vi lavede Bruno og Nalle, de her to meget store, kræsne singlemænd. Hun ser så ubehagelig ud som Nalle. Hun har bare det der …«, griner hun. » … kæmpe hoved! Og mellemrum mellem tænderne«.

»Så siger jeg: Lige der, når du løfter tænderne og smiler … Og så kunne det være rigtig sjovt, hvis den ene er virkelig sød, og den anden et modbydeligt svin. Fordi én ting er bare at være sådan unlikable at kigge på, men hvis han så oven i købet er et møgsvin«.

LÆS OGSÅ

Det er fantastisk at være i karakter.

»For så behøver du ikke at lave denne her … bdrrm tzzz«, siger hun med en bevægelse, som når en trommeslager markerer en pointe. »Så kan du bare få lov at være idiot på fuld tid. Som et arbejde«.

»Men ... «, kommer hun i tanker om. »Nu har vi rundet det med karaktererne. Og når vi laver tredje sæson, er det faktisk for fansenes skyld«.

Fem ting samtidig
Lige nu går Linda P til optagelser på en spillefilm, skriver på sit andet onemanshow. Og også lidt på to-tre serier. Og hvis hun bliver ringet op i morgen og spurgt, om hun vil »spille psykisk syg nazist«, siger hun også ja til det. For, siger hun:

»Jeg vil gerne lave fem ting samtidig«.

Sådan kan det åbenbart gå, når man 19 år gammel sidder i en sofa med sin kammerat i hans værelse i Rødovre, ser DM i stand-up og i fuldskab kommer til at brøle, at det kan man sgu da gøre meget bedre selv. Og kammeraten er ufin nok til at ville vædde.

Jeg får historien, da vi triller ud af byen med kurs mod Hvidovre. Om Lars og Linda, der var »meget tight« og »altid hang«. Og i 2003 højtideligholdt DM i stand-up med et jordskælv af en brandert.

»Jeg forstod det slet ikke. At der stod nybegyndere og øvede sig på Comedy Zoo. Jeg tænkte: Enten er man ikke komiker, eller også er man Anders Matthesen«.

»Du har altid været pissesjov«, sagde Lars, da Linda temmelig højrøstet havde analyseret sine egne vinderchancer.

»Men det er altså noget andet at stå på en scene, sagde han. Noget med timing«.

Det mente Linda nu nok, at hun havde. Der var ganske vist fuldt booket, da hun meldte sig til. Men ikke i Esbjerg og Vordingborg. Og så blev det der, hun skulle aflevere de fem minutter, hun skruede sammen over det næste halve år.

De garvede komikere
»Det var virkelig ikke sjovt«, siger hun.

Heller ikke for Lars, som måtte agere publikum, mens debutanten stod med en hårbørste i hånden og gentog sig selv, indtil ingen af dem længere kunne se komikken. Ikke engang den ufrivillige.

Det kunne de 50 fremmødte i Esbjerg så heldigvis. De grinede fra første øjeblik, hvilket kom så meget bag på Linda, at hun gik i stå efter to minutter. I Vordingborg gik det endnu bedre. Og sådan fortsatte det. Hele vejen op i baren før semifinalen i Comedy Zoo, hvor hun fik øje på en stribe velkendte ansigter blandt publikum: Anders Matthesen, Jonatan Spang, Uffe Holm, Rune Klan.

»Det er bare løgn, tænke jeg. Så skal alle de komikere, som har gjort det her lort i 15 år, sidde tilbagelænet klar til at svine en til. Dengang vidste jeg ikke, at de kommer for at se nye talenter«.

»Så fuckede jeg sgu op«
I så fald fik de, hvad de kom efter. Linda leverede »et kanon show«, som hun siger. Alle var overraskede. Og da hun bagefter gik forbi Anders Matthesen, tog han hendes hånd og sagde: »Hold kæft, hvor er du god. Jeg håber, du vinder i morgen«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvad er det, jeg laver?«, tænkte hun på vej op ad trappen på finaleaftenen. »Jeg er på vej op på en scene. Det kan jeg simpelt hen ikke!«. Publikum var næsten det samme som dagen før og kendte altså pointerne. Og snakken gik, at hun var den nye Anders Matthesen. Så hun havde »de vildeste tvangsforestillinger om, at alle bare sad og håbede på, at det gik hende dårligt.



»Nå«, siger hun og ser ud af forruden. »Så fuckede jeg sgu op«.

Hun »lavede fire minutter«, glemte hele midten af sættet, som var det sjoveste. Og blev nummer to. En stor bedrift af en nybegynder. »Men senere har jeg set udsendelsen. Og man kan virkelig se …«, griner hun. »… at jeg var skideskuffet«.

Barndomshjem
Hun udpeger en bygning med et nik mod bilruden. »Det er Broholmskirken. Der gik jeg i ungdomsklub og blev konfirmeret«.

Og sov branderter ud i sin sovepose efter de fester, præsteparret arrangerede for at sikre, at der dog skete noget i nabolaget. Under et vist næstekærligt opsyn.

»Det er mit barndomshjem«.

Vi svinger ind og parkerer på asfalten foran en lille nydelig to-etagers boligblok af ældre dato.

»Den ser bare så kedelig ud nu«, siger hun, da vi træder ud og står i solskinnet foran karreen. »Min mor malede altanen med bindingsværk. Rød, gul og alt muligt. Og fra den anden side havde hun lavet en stenvæg af papmache«.

Så fik hun en lorteunge
Familien Petersen boede nederst. »Det vindue der var mit, og når man har glemt sin nøgle…«, siger Linda og peger på et tyndt betonhalvtag, der stikker ud over døren. » … kan man kravle op på den repos og snige sig uset ind. Det skal man næsten sige til dem, der bor der nu«.

Lindas forældre blev skilt, før hun selv kom til verden. Hendes far var portør på Bispebjerg, og hver anden weekend boede hun hos ham i Københavns Nordvestkvarter. Her på matriklen bestod familien P af Linda, hendes seks år ældre søster Rikke og deres mor. Og i Rikke boede der en udlængsel, som lillesøsteren beundrede. I hvert fald en slags udlængsel.

»Hun gad ikke bo i Hvidovre. For det var bare sådan en indskrænket bondeby. Så flyttede hun til Rødovre«, griner hun. »Der har hun så boet lige siden«.

LÆS OGSÅ

Lindas mor elskede at få pigerne til at leve livet, fortæller hun. Til børnefødselsdage slæbte hun ungerne ud til molen, hvor de kæmpede med dunhammere. Og når man gik i seng, kunne man aldrig vide, om det var i aften, at man blev vækket med besked om, at troldene havde været ovre i skoven og hænge guldkarameller på træerne.

»Og vi hoppede i med begge ben. Og så gik vi over med lommelygter, som hun havde hængt nede i børnehøjde. Hun kunne godt lide, at der var fart over feltet. Og hun har jo altid syntes, at Rikke var røvkedelig, for hun var meget ordentlig og legede med dukker. Og så fik hun en lorteunge i mig.

Fest og farver
En rigtig lorteunge stjæler i Fakta, kravler i træer, falder i søer og kommer »møgbelortet hjem«, forstår jeg, da vi trasker rundt om blokken, som viser sig kun at være en enkelt lille rød klods i udkanten af et umådeligt græstæppe med andre klodser i forskellige vinkler og højder længere borte.

Tilsammen en lille velordnet verden af mådehold og så klart optrukne linjer, at man skulle tro, det var arkitektens model, man bevægede sig rundt i. Med græskanter, der synes skåret på centimeteren. En hel opvækst inddelt i murede kapitler. Vuggestue, børnehave, skole og fritidshjem. Samt hist og her lidt tilløb til legeplads.

»Jeg kan huske, da jeg skulle kæmpe mig op på det her tag«, siger Linda, der er standset ved et legehus med små plastikdutter på taget og en uopslidelig rød farve. »Og jeg skulle altså bruge en time til halvanden for at lave denne her bevægelse …«, siger hun og stiger ubesværet op i vinduet. »Bare for at få min fede krop op«.

Lindas mor var sygehjælper, men hendes liv begyndte først rigtigt, da hun gik i malerlære.

»Det var fest og farver. Hendes venner kom på besøg og spillede spil. Og der var en, der hed Morten, som nogle gange kravlede op på vores altan og sov, når han skulle gemme sig lidt, fordi han havde stjålet en bil«, fortæller Linda P.

En lykkelig boble
Vi går lidt. Undervejs udpeger hun en fabrik, hvor hun og en ven lavede graffiti på bilerne. Og et sted, hvor hun og en anden ven tændte bål, og det engang »gik lidt galt«. Dog ikke værre end, at de tilkaldte brandmænd kunne fikse det.

Linda fik tydeligvis ikke bare lov at være barn. Hun fik også lov at være præcis det barn, hun var.



»Jeg fik skældud, og jeg har fået stuearrest mange gange, men min mor tog det ikke særlig højtideligt, og i livet har hun aldrig været overforsigtig. Hun syntes, at vi skulle mærke tingene på egen krop«.

Hun standser op og ser sig omkring, som om hun vil tage det hele ind i et par åndedrag.

»Jeg bliver altså helt sådan hjertevarm af at se det«, siger hun. »Dengang var der jo ikke noget internet eller mobiltelefon. Hvis du skulle finde nogen at lege med, var det først over og banke på, og hvis ikke de var hjemme, så ud og lede. Man gik bare ud i denne her boble og fandt hinanden eller stødte på nogle andre. Så stod man og råbte: Simon! Mikkel!« råber hun ud i tomheden.

Så du legede mest med …

»Drenge. For de ville jo gerne slås og snige sig ind, hvor man ikke måtte«.

Fodbold spillede Linda også, forstår jeg, da vi standser mellem to mål og iagttager en håndfuld skader, der hopper rundt.

»Der kom jeg jo også på drengeholdet, fordi jeg lignede en dreng«, smiler hun. »Men også fordi jeg var god«.

Hare Krishna i badehætte
Humor er en arvelig sygdom. Men familien Petersen udviste højst forskellige symptomer. Lindas far er underspillet. Hendes mor meget direkte.

»Og min søster er mest til … ydmygelse«, griner Linda P, der for at få adgang til søsterens værelse, når der var kammerater på besøg, måtte erklære sig villig til at gøre præcis, som de beordrede. Herunder iføre sig alle mulige udklædninger. Eksempelvis badehætte og orange lagen, hvorefter hun skulle gå rundt og messe som en Hare Krishna-munk.

»Det var ret sjovt«, siger hun. »For dem«.

Linda var i det hele taget forfalden til komik. Også når hun ikke selv blev tvunget til at levere den. Hun slugte alt fra Dirch Passer til Stand-up.dk. Engang lærte hun og hendes bedste ven Nikolaj ’Ørkenens sønner’ udenad og opførte deres sjoferter i skolen for de chokerede voksne.

»Og de sagde: Nej, det siger I ikke! To små børn. Men … de grinede jo alligevel«.

»Det er det fantastiske ved stand-up, at det handler om timing, og hvor hurtigt man kommer ud over scenen med en joke. Så kan det godt være, at den er lidt racistisk eller pervers, men folk griner, før de stopper og tænker: Det kan vi ikke grine ad. Så griber jeg fat i den: Bordet fanger«, siger hun. »Nu har I grinet ad det«.

Linda var » kæmpe fan« af Timm og Gordon. Hun var forelsket i Gordon Kennedy, siger hun. »Og hver gang mine onkler kom på besøg, skulle de lige se noget på VHS«.

Da eleverne opførte ’Klodshans’ på skolen, var det med Linda i titelrollen. Og selv når det bare gjaldt om at lave et kassettebånd med Martin fra klassen, gik hun systematisk og disciplineret til opgaven. Efter en halv dag kunne Martin egentlig godt tænke sig at lave noget andet, sagde han. Men sådan laver man ikke bånd, forklarede Linda. »Vi skal først lave denne her sang færdig«.

I kamp med Valbytøserne
Da vi passerer skolen, udpeger hun først fysiklokalet, hvor hun og Camilla sad og drak vodka i timen fra klokken ni om morgenen. Og dernæst stedet, hvor drengene – der som nævnt også talte Linda – mødtes til slåskamp.

Veninder fik hun først for alvor som teenager. Men det var der ikke meget mere tøseri over end over et husmøde hos Hells Angels. Linda kørte på Yamaha og holdt sammen med dem fra Bredalsparken, hvor hun også gik i ungdomsklub og til breakdance.

»Så var der dem nede fra Friheden Station. Og Valbytøserne, som vi havde en masse ballade med«.

Fandt man ud af, at den anden klike var på Bellahøj Kræmmermarked, tog man lige en ekstra trøje på. »For at se større ud«, som hun siger. »Og så var der sådan noget tøsefight«.

LÆS OGSÅ

Linda var nu ikke lige så »hard core« som Nadia.

»Hende hang jeg med i mange år. Og hvis hun havde haft ballade med nogle indvandrere, og hun så 15 af dem, kunne hun finde på at løbe alene hen og begynde at slå på dem«.

Ellers skete der ikke meget i Hvidovre. Heller ikke by night. Rickys far havde bar i kælderen, så der var der tit fest. Så var der kirken, Center Pub og Johnnys Bodega.

»Det er det tragiske ved Hvidovre«, siger Linda P. »At det hele er så indgroet. Teenagere støder jo på deres forældre, når de går i byen«.

Lykken på stilladset
I 9. klasse gad Linda ikke skolen mere. Det var også fint nok, sagde hendes mor. Men så har jeg en læreplads til dig som maler.

»Vi er meget effektive på akkord. Tapet og vinduer – det er os«, griner Linda. »Så smurte den ene ind, og den anden satte op. Vi var så godt et team, at vi ikke snakkede sammen til sidst. Min mor er meget sådan: Så holder vi ikke pauser. Så går vi amok, og så ryger vi nogle smøger«.

»Og der er ikke noget bedre end at gå i sådan et vejr her på et stillads på Islands Brygge. Det gjorde min mor og jeg et helt år. Malede vinduer, røg smøger og hørte musik«, siger hun. »Det er lige før, at det slår stand-up«.

Linda havde da heller ingen planer om at stoppe som maler efter DM i stand-up. Og slet ikke om at begynde som komiker. Hendes drømme gik i en anden retning.

»Noget med kontor«, smiler hun, da vi igen vender køleren mod hovedstaden.

»Jeg glædede mig til den dag, jeg kunne gå på arbejde i mit eget tøj uden at være beskidt. Måske ville jeg sælge noget. Hvad, ved jeg ikke. Jeg vidste bare, at jeg skulle have mit eget lækre kontor, og at det var mig, der skulle bestemme i det. Og ikke have skældud, hvis jeg kom for sent«.

Noget nyt i Danmark
En måned efter finalen i stand-up ringede telefonen en formiddag, da Linda gik og malede vinduer. Det var Jonatan Spang, der syntes, at hun skulle se at komme i gang igen. »Jamen, det var bare for sjov«, sagde Linda. Men Jonatan Spang sagde bare, at han skulle på Kulcafeen samme aften, og det skulle hun også. Så hun måtte lige skrive 10 minutter.

Det første par år var hårde. Med tiden fik Linda job som ’æsel’ for etablerede navne og små engagementer rundt om i kongeriget. Nogle gange kom hun hjem og nåede kun at sove en halv time, før hun skulle op og male.

»Men jeg elskede at optræde«, siger hun.

Vidste du, at du ville være komiker?

»Jeg vidste, at jeg havde noget, som ikke var set i Danmark før, men også at jeg skulle lære at kravle, før jeg kunne gå«.

»Vi syntes ellers selv, at det var sjovt«
Det var på turen rundt på alle fire, at hun mødte Christina Sederqvist. Og en aften, de to delte en gevaldig brandert og en stribe anekdoter fra livet på Amager og i Sydhavnen, blev de enige om at »lege hjemmevideo« og sende det ind til DR.

Det var noget lort, sagde redaktøren fra DR ganske vist, da han ringede tilbage. Men ikke det hele.

»Så fik vi to kroner i timen, to kameraer og to batterier. Og så skulle vi lave ti afsnit satire«.

LÆS OGSÅ

Ud af det lort, de havde sendt til DR, fiskede de karaktererne Winnie og Carina, et par ualmindeligt samspilsramte piger fra samfundets sociale underkøje. Og optog ’Piger på prøveløsladelse’.

»Vi syntes ellers selv, at det var sjovt og outrageous og banebrydende«.

Genialt
Men seertallene var dårlige. Og nogle troede ligefrem, at der var tale om en dokumentar.

»Vi fik klagebreve om, at de kameramænd skulle brænde op i helvede, når de ikke kunne se, at der sad nogen, som havde brug for hjælp«, griner Linda P.

Efter nogle måneder kom Winnie og Carina på YouTube, folk begyndte at se det, og pludselig stoppede skolebørn dem på gaden.

»Oh, my Goood! Det er så genialt, det I har lavet, sagde de«.

Forandring
Det var begyndelsen til enden på Linda P’s karriere som bygningsmaler. Og kontoret drømmer hun ikke længere om.

»Jeg vil gerne være lidt mere voksen«, siger hun, da vi nærmer os Halmtorvet, og jeg spørger, hvad det nu går ud på. »Og jeg vil gerne vise, at jeg kan noget mere«.

Vi holder ind til kantstenen, og hun gør mine til at stige ud.

»Det begyndte alt sammen med en tilfældighed«, siger hun og lader hånden hvile på bildørens håndtag.

»Men nu har den tilfældighed været i den samme ramme i nogle år. Så nu handler det om at få mit publikum med et andet sted hen. Der er mange, der siger: Arj, du må aldrig ændre dig. For folk tror, at de gerne vil have det samme igen«.

Hun ser på mig.

»Det vil de ikke«, griner hun. »Det skal jeg nok fortælle dem«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce