Det er en af de mest fladtrampede klicheer, at der bag klovnens maske gemmer sig et trist menneske, der gerne vil have kærlighed og opmærksomhed. Men det er nok også et udsagn med en vis sandhedsværdi. I alle fald for visses vedkommende. Undertegnede har eksempelvis altid haft på fornemmelsen, at Linda P’s meget kontante nedpilning af snart sagt alt havde at gøre med en vis generel utilpassethed.
Bevares, der er kommet vidunderlige jokes ud af hendes vrisne og veloplagte korstog mod frelste, bedrevidende, dumme, selvoptagede, motionerende, gamle, unge, børn, politikere, journalister, standupkomikere, kvinder, mænd, heteroseksuelle, homoseksuelle, læger og måske også syvendedagsadventister og sexologer. Men lejlighedsvis har man godt kunnet blive lidt træt, når folk fik på puklen af den veloplagte Hvidovre-pige med den karakteristiske strikhue og det fremragende verbale flow. Fordi det var så ensidigt nedladende. Så proletarisk påtaget, Ekstra Blads-agtigt ensidigt med al den vrede, der mandjævnede det hele fra en omkostningsfri position på tilværelsens sidelinje.
