»Altså, her er Blåtårn, hvor Leonora Christina sad«, siger rundviseren, der hedder Mikael.
Han viser de to udsendte rundt i ruinerne under Christiansborg, hvor nogle af Københavns grundsten ligger.
»Hvad er det særlige ved det«, spørger Skriveren.
»Det var meget større engang, men blev brugt som stenbrud, så man må formode, at der er en lille del af Blåtårn mange steder i København«, siger Rundviseren.
»Så tårnet kan finnes rundt om i København«, spørger fotografen, der er nordmand.
»Ja, det må man formode«, siger Rundviseren.
»Sjovt«, siger Skriveren.
Han forklarer Rundviseren, at København gennem de seneste år har fået en lang række hæderspriser som en god by at bo i, en god arkitekturby og en spændende designby. Endda er den blevet fremhævet som verdens bedste økologiby. I det hele taget er København vist en af verdens bedste byer.
Spørger man arkitekter om, hvad der er så godt ved København, siger de, at byen har en helt særlig egenart, som har noget med de lave huse, tegltagene og de grønne spir at gøre. Men det er kun en lille del af det.
Den er svær at definere, sådan en egenart.
»Derfor har vi gått på skattejakt etter den«, fortæller Nordmanden til Rundviseren.
»Hvis du skal sende os et sted hen, hvor vi kan finde Københavns egenart, hvor skal det så være«, spørger Skriveren.
»Kom med herind«, siger Rundviseren.
»Hvis I kigger helt op på toppen af den bygning her, kan I se en ovn i mursten. Det er Absalons bageovn. Den ligner en moderne pizzaovn, og København er meget præget af alle de pizzeriaer, vi har, så find sådan et«
»Og hvad skulle det så lige have med Københavns egenart at gøre?«, tænker Skriveren.
En hel del, vil det senere vise sig.
Pizzeria
»Det var ikke akkurat, hva jeg hadde forventet«, siger Nordmanden.
»Nej, jeg havde måske også forventet at blive sendt over til Børsen eller Rundetårn«, siger Skriveren.
Men dogmereglen er den, at københavnerne har retten til at dirigere de udsendte i den retning, hvor de mener egenarten ligger. De udsendte har pligten til at følge instrukser uden brok.
Derfor sidder de nu bænket på et pizzeria på Frederiksberg.
Ret beset er det jo ikke København, men der er en ægte pizzaovn, der er brændeopvarmet og ligner Absalons.
Skellet mellem København og Frederiksberg er vist også mere tydeligt i kommunalpolitik og skatteprocent end rent fysisk.
»Skal I have pizza nu eller vente på jeres venner«, spørger pizzakokken Ibrahim.
»Vi vil gerne have pizza nu, men vi er egentlig på udkig efter Københavns egenart«, siger Skriveren og forklarer spillereglerne.
Han siger ikke noget, Pizzakokken, men de tre kødfolder i hans pande viser med al tydelighed, at han er skeptisk over for konceptet.
»Hvorfor«, spørger han.
»Fordi dere vinner priser og arkitektene sier, at København har en helt spesiell egenart«, siger Nordmanden.
Pizzakokken ser lidt ud ad vinduet, pirker med en spatel til en klump dej og kigger så ind i ovnen.
Telefonen ringer.
»Vi laver nogle gange 800 pizzaer om dagen«, siger Pizzakokken. Han vil vist gerne køre snakken over på sin hjemmebane
På den anden side af vejen ligger en rødstensbygning, der garanteret er fyldt med andelsboliger. Udenfor står en københavnerbænk i grønne planker med sorte krøllede armlæn.
Man skulle tro, det var på den anden side af gaden, egenarten lå.
Selv om det er på Frederiksberg.
»Altså«, siger Pizzakokken, som åbenbart har er ved at vænne sig til tanken om, at det er ham, der er med til at definere, hvad Københavns egenart er.
»Hvis jeg fik min mor og søster på besøg, ville jeg invitere dem i Tivoli og en tur gennem den gamle by. Men jeg er albaner fra Makedonien. Jeg har set meget ballade i mit liv. Nu bor jeg i Tingbjerg, hvor der er alt for meget ballade«, siger han og slår ud med armene.
»Derfor synes jeg, det bedste og mest kendetegnende ved København er roen på Frederiksberg«.
»Okei«, siger Nordmanden,
»Det finner vi«.
»Farvel og velbekomme«, siger Pizzakokken, der holder døren og vinker.
Roen på Frederiksberg
Villaerne omkring Dalgas Boulevard er store, mange er hvide og i sig selv rolige. Fuglene synger på de knirkende kolde grene. Ellers er der ikke en lyd.
»Det roligste, jeg vet, er en, som arbeider i hagen sin. Det kan man finne på Frederiksberg, for her er det mange villaer«, siger Nordmanden.
»Og så har de bedre tid«, fortsætter han.
Et stort dannebrog blafrer i tunge smæld fra en knejsende flagstang.
Flagstangens hus er hvidt med glaserede tegl. Man kan lige skimte de øverste karnapper over det høje raftehegn.
»Det kan godt være, de har tid og haver, men man kan jo ikke se, om nogen arbejder i dem«, siger Skriveren.
»Aa«, siger Nordmanden. Det lyder som et dybt å, der kommer helt nede fra ganen.
Han stikker højre pegefinger ind langs tandkødet i venstre side af overmunden og lægger med én bevægelse en lang brun klat på asfalten med et lille slask. Han spytter en lysebrun stråle efter snusen.
»Her finner vi ikke Københavns egenart«, siger han.
»Der ligger faktisk en diakonissestiftelse her på Frederiksberg. Der må da være ro«, siger Skriveren.
»Hva er en diakonisse«, spørger Nordmanden.
»Det er en nonne«, siger Skriveren.
De to banker på ved kommunikationsafdelingen på Diakonissestiftelsen.
»Nu må I huske, at en diakonisse ikke er en nonne«, siger kommunikationsmedarbejderen.
»En nonne er katolik, og en diakonisse er protestant«, forklarer hun.
Hun giver kaffe i spisesalen, hvor ti Jesus-figurer står på kaminhylden.
Søster Pelle, der skal vise stilheden frem, kommer gående ind gennem en fløjdør. Hun smækker ikke, men holder i håndtaget, til palen siger klik.
Hun er i grøn skjorte med kinakrave. Der sidder en hvid rem foran i halsen som hos katolske præster.
Ellers har hun gråt spadseredragt på.
»Det er sjovt, at I kommer. Jeg tror, vi bliver opfattet som et af de mest lukkede steder i byen, selv om vi faktisk er det helt modsatte«, siger søster Pelle og starter rundvisningen.
»Huset her emmer af, at vi tænker roligt. Faktisk ser jeg det her sted som stilheden midt i den storm, det moderne liv er«, siger hun og slår en mosaikdør op.
Hun viser et gult gennemgangsværelse med fire forskellige billeder af Jesus. Det smarte er, at lige meget hvor man står i de tilstødende lokaler, kan man se et af scenarierne og finde roen i frelseren, fortæller hun.
Hun går gennem haven, hvorfra man kan se ind i Diakonissestiftelsens hospice.
En globe med lys brænder i havestuen, der forbinder de to sengeafdelinger. Lyset brydes i de store vinduer.
»Herude i haven bliver taget mange alvorlige snakke«, siger søster Pelle og ser på en gang forhåbningsfuld og bedrøvet ud. Hun peger på havens brune bøgehække, der står i halvcirkler, hver med en bænk som en perle i midten.
»Her er det vigtigt, at området er roligt, og det har gartnerne klaret fint«, siger hun og går rask videre i jagten på roen.
»Hej der«, siger hun på vejen til to mænd, der står og læner sig op ad en væg i hver deres vindjakke.
»Vi er på jagt efter stilheden. Har I set den?«.
De ryster på hovedet. Den ene er lidt sløj og på vej hjem, siger han, så lige nu er hans arbejdsplads i hvert fald stille.
Det er oblatbageriet.
»Her er ellers normalt sådan en larm, men selv her falder roen på«, siger søster Pelle og peger på sorteringsbordet med hundredvis af små hvide oblater med den korsfæstede Kristus på hver eneste.
Solen falder ind i en stribe i kælderlokalet, og lyser den let melede luft op. Uret går, men kunne lige så godt være gået i stå.
»Der er nu ikke noget særegent københavnsk ved stedet her. Det er landets eneste alterbrødbageri, og vi sender oblater ud til alle landets kirker«, siger hun.
Nu kommer det sted, siger hun, hvor roen på Frederiksberg er. De andre steder er rolige, men i kirken er roen der altid, og der kommer folk for at finde den.
Søster Pelle tænder to lys og sætter dem i en jernglobus magen til den i hospicets udehave.
I hjørnet af kirken står en jernglobus magen til den i hospicets udehave. Søster Pelle tænder først lyset i midten. Tager så et mindre lys og tænder på det store. Det sætter hun i en af stagerne i periferien af globen.
Så sætter hun sig ned.
Der står stole i en cirkel rundt om globen og giver en fornemmelse af et rum i rummet.
»Vi kalder det lillekirken i storekirken«, siger søster Pelle.
Hun har valgt lige netop stedet her, fordi mange af diakonissestiftelsens studerende og ansatte kommer her, når de skal reflektere over noget.
»Hvis nogen skal til eksamen, kommer de her og tænder et lys«, siger søster Pelle og ser efter et punkt et sted ude i evigheden.
»Her er et sted til ro og refleksion. Her er roen på Frederiksberg«, siger hun.
Søster Pelle sender de to videre mod vandet.
For hende er det særegent københavnsk.
Kystområdet ved Kastellet
Ved Den Lille Havfrue står syv japanske turister. Tre svaner flyver gennem luftrummet umiddelbart over nationalklenodiet med susende vingeslag. Solen glimter i den overisede havn.
»Der er simpelthen for meget eventyr over virkeligheden her«, siger Skriveren.
»Heldigvis er snøen tråkket skitten«, siger Nordmanden, der bakser med at fotografere havfruen uden egentlig at fotografere den.
»Der er opphavsrett på den. Det koster en formue å bruke et bilde av den i avisen«, siger han.
»Der må være noget andet København herude«, siger Skriveren.
Det er der.
For eksempel en lille hund med strid pels, der er ved at grave et lyngbed op.
»Tager du billeder af min hund«, spørger ejeren, der hedder Helle.
»Aa«, siger Nordmanden og fotograferer videre.
Imens forklarer Skriveren, hvad projektet går ud på.
Det kan Helle godt se ideen i.
»København er en dejlig by, og det er skønt med den flotte arkitektur. Det nyder vi. Men her er larm og skidt og snavs og cykler midt i Kongens Have«, siger hun og bliver lidt stram i masken.
»Det hjælper ikke noget at kigge op og være benovet hele tiden, når der er møgbeskidt nede på jorden«, siger hun.
Hunden, der hedder Karlo, siger ikke noget. Det er selvfølgelig også en hund.
»Og se så, hvor mange hundelorte der er overalt. Prøv at gå rundt og find dem«, siger Helle og skriver miljø på blokken.
»Okay, jamen det kan vi da godt«, siger Skriveren.
»Det er ikke det mest levende å ta bilder av«, siger Nordmanden.
»Nej, men der er meget forskellig tekstur i hundelorte, så det skal nok blive sjovt«, siger Skriveren.
»Aa«, siger Nordmanden, der allerede er på vej over broen ind til Kastellet.
På vejen fotograferer han træplankerne og kommer til at træde i en lort, fordi han kun kigger i kameraets søger og ikke kigger sig for.
»Helvette«, siger han.
»Der har vi den første«, siger Skriveren.
Nordmanden tager et foto af griseriet.
Fem forskellige efterladenskaber senere forlader de to kystområdet.
»Skal vi se, om vi kan finne en søppelmann«, spørger Nordmanden.
De finder en, der hedder Claus, som er ved at tømme en stor metalcontainer på Kultorvet. Han kører sin skraldebil rundt på den ombygningsramte plads og i sidegaderne med samme lethed, som de fleste københavnere styrer deres cykel.
Ud fra et skraldemandssynspunkt, siger Skraldemanden, er Nyhavn interessant. Der er lagt rørsystemer ind, som suger skraldet ud til en central container. Derfor er der ikke skraldebiler i Nyhavn.
»Men det er dyrt, det system«, siger han og dasker lidt til siden af bilen med sine handsker.
»Nå, men hvis jeg skulle invitere gæster et sted hen i København, så blev det også Nyhavn«, siger han.
»Så gå derned og gå ind i baggårdene, de er sjove og ret særlige«, siger han.
Nyhavn
I Nyhavn 63 ligger Trinidad og Tobagos konsulat. Man skal vide det for at finde ud af det, for emaljeplaketten, der fortæller det, hænger inde i tredje baggård.
En gang var det en hestestald, fortæller en dame, der står og piller ved sin computer, hvor hestene engang stod.
Konsulen bor også i stalden, men er ikke hjemme., så der er ro over gemytterne. Der sker i det hele taget ikke så meget i den baggård, men damen med computeren siger noget interessant.
Så siger damen noget interessant.
»De kunne også godt lide at blære sig i gamle dage«, siger hun. Eller i hvert fald siger hun noget i den stil.
Og det er sandt nok.
Ud mod gaden er husene bygget i ensfarvede mursten, men på den anden side af porten er det genbrug i flere farver og bindingsværk.
Bindingsværket kunne man i gamle dage slet ikke se, fordi det var pudset over, men det tænker de to udsendte ikke over, for det får de først at vide i morgendagens artikel af en historiker.
»Dette er jo veldig fint«, siger Nordmanden og kigger over gården på tre huse i tre forskellige farver. Blåt, hvidt og gult.
»Her er bildet til forsiden«, siger han og peger.
Skriveren kigger op på bygningerne.
»Ja, de er da pæne og temmelig københavnske«, siger han.
»Se«, siger Nordmanden.
»Der er et åpent vindu, og om litt kommer det en person og lukker det. Så har vi bildet«
En halv time senere står de der stadig. To håndværkere i gården er begyndt at se sig lidt skævt over skulderen.
»Måske er det bare særligt ved København, at her ikke sker en skid«, siger Skriveren og basker med armene.
De to går videre. Ser Eventyrernes Klub, hvor solbrændte mænd morer sig med at fortælle sørøverhistorier, kaste med kniv, drikke rom, og hvad den slags folk ellers gør.
De har stillet en hindugudinde i gården bag huset. Her står også en hel del brædder og flyder.
»Måske er det rigtigt, hvad Helle og Karlo sagde. At København flyder med ragelse og hundelort. At alle bare kigger op på spirene, men glemmer at kigge ned på lortene, som de ikke engang gider fjerne efter sig«, siger Skriveren.
Der sker ikke så meget i Nyhavn, når temperaturen er under nul, og svenskerne og jyderne ikke sidder på fortovscafeerne og kører fadøl til dobbeltpris ned i dobbelttempo.
Heldigvis er der liv i Sømandshjemmet, der ikke i særlig grad er et sømandshjem længere. Det er bare et hotel.
Men de har en kirke i en nedlagt lagerbygning i baggården. Den ser ikke meget pompøs ud udefra. Mest iøjnefaldende er den store flydemine, der ligger og stritter med sine detonatorhorn til venstre for døren.
Den lugter af røgelse indenfor.
»Det er, fordi vi låner kirken ud til en ortodoks menighed«, siger receptionisten Christian. Han drejer nøglen til kirken om pegefingeren. Der hænger et tungt kors i den.
»Faktisk bliver kirken ikke brugt ret meget mere«, siger han.
»Det er mest, hvis der er nogle gæster, der gerne lige vil over og se, at her er nogen«.
Sømandshjemmet er godt nok grundlagt på et kristent grundlag, som stadig står ved magt. Det er bare ligesom gledet lidt i baggrunden med tiden.
Præsten er gået pension, men hver anden uge bliver der holdt sømandsgudstjeneste i baggården i Nyhavn 22-24, fortæller Receptionisten.
Sætter man sig i en af stolene og lægger hovedet tilbage, kan man se en hel flåde af modelskibe.
Modelskibe, der i detalje og finesse viser mere om det langmodige og længselsfulde liv til søs end de tykkeste romaner og mest svulstige film.
Receptionisten står roligt inden for døren. Han har hvide tykke øjenbryn under en lav og bred pande. Hans hår er lyst og stridt.
Han smiler konstant og arkaisk.
Også mens han låser døren og drejer messinghåndtaget, der ligner en fisk.
»Det er nogle sjove baggårde, I holder jer her i Nyhavn, men her sker altså ikke så meget«, siger Skriveren.
»Hvor skal vi nå gå videre for å finne Københavns egenart«, spørger Nordmanden.
»Jeg kan godt lide sammenhængen i byen. Parkerne hænger sammen, så man nærmest kan løbe fra den ene til den næste«, siger Receptionisten med et tænksomt udtryk i sine klare øjne.
»Derfor skal I tage hen i Østre Anlæg. Det er meget københavnsk, at parkerne ligger lige midt i byen og giver folk mulighed for lange ture i dejlige store grønne områder«, siger han.
Østre Anlæg
»Det er jo som en skog«, siger Nordmanden, tydeligt begejstret over at København præsterer så høje træer og stejle skråninger som den østligste del af Østre Anlæg.
Det er ikke helt løgn. I store områder af parken kan man se i alle retninger uden at se byen noget sted.
Isen skruer sig op i dramatiske tænder langs søbredden.
Skriveren stiller sig på toppen af en skrænt med hænderne på ryggen og ser ud over naturen og forsøger at ligne et kendt maleri.
En stor hund lusker rundt i nærheden. Den får øje på Nordmanden, der også lusker.
Hunden stiller sig, så de to er i øjenhøjde. Den puster brystet op til en pelset firkant. Dyret må være midaldrende. I hvert fald har den grå plamager om den sorte snude og på brystet.
Den gør, gør og gør så igen.
»Aa«, siger Nordmanden og klasker sin snus på jorden.
Så klapper han hunden og går.
»Hunde er måske også en del af Københavns egenart. Der er i hvert fald mange«, siger Skriveren på vej gennem et kæmpe rododendronbed.
Nordmanden svarer ikke. Han har travlt med at kigge over på en kulturinstitution midt i naturen.
»Det er Statens Museum for Kunst«, siger Skriveren.
»Er det sant«, spørger Nordmanden.
»Faktisk«, siger Skriveren og kigger over på tre hunde og deres mennesker.
»Det er flott. Ny på den ene side og på den andre ganske gammel«, siger Nordmanden.
»Aa«, siger Skriveren.
På plænen ved museet løber de tre hunde uden snor. De leger. Den mindste er mest hård i filten og bider sig fast i nakkeflæsket på de andre.
Hvad man ikke har i størrelse ...
Faktisk må hundene slet ikke løbe uden snor, men det gør de altså alligevel, fortæller ejerne. Derfor vil de også gerne være lidt anonyme i det.
De ligner ikke ligefrem vanekriminelle.
En kvinde i limegrøn flyverdragt, en hattedame og en ung mand med langt hår og indianske træk ejer hver en af hundene.
De står og sludrer.
»Når man går med hund i parkerne, kommer man til at tale med folk, man slet ikke ville møde ellers«, siger Indianeren.
»Lykkelige, uaggressive hunde bringer folk sammen i byen«, siger Flyverdragten.
»Okay«, siger Skriveren.
»Her er godt nok også mange. Hvad synes I, vi skal lede efter, hvis vi skal finde Københavns egenart?«.
»Der er jo parkerne, men her er I jo allerede«, siger Flyverdragten.
»Hvad med Christiania«, spørger Hatten.
»Ja, tag derud, inden politikerne når at rive det ned«, siger Flyverdragten.
Christiania
En mand med et kors tatoveret i ansigtet træder ud af sin BMW.
Han ligner ikke en af de hippier, der for 40 år siden oprettede Christiania og gjorde det til eksperimentarium for alternative boformer, skatteformer, kunstformer og forhold til euforiserende botanik.
Nordmanden står med to kameraer og en blitz så stor, at den må kunne oplyse selv det mest lyssky foretagende.
Ansigtstatoveringen går direkte mod Nordmanden med store skridt og fjeldbrede skuldre.
»Oh shit«, siger Nordmanden.
Den ansigtstatoverede mand går lige forbi Nordmanden. Hilser på en ven og viser ham med et smil hen til den gamle, men hårdtpumpede BMW.
De sætter sig ind og kører.
»Jeg tror ikke, de er så begejstret for kameraer her«, siger Nordmanden.
»Nok ikke alle steder«, siger Skriveren.
Christianias huse er en broget blanding af gamle murstenshuse, mere eller mindre interimistiske træhuse og funky arkitekttegnede huse, man kun kan tillade sig at kalde frisindet byggeri, fordi de ligger, hvor de gør.
Folk på Christiania er lige så blandede, og der er flere turister end ved Den Lille Havfrue.
Japanerne har pakket kameraet ind under jakken. Det samme har Nordmanden efter nærdødsoplevelsen.
Der er også temmelig mange teenagere og nogle tågehoveder.
I en af de gamle murstensbygninger ligger en smedje. I den ene ende bliver Christianiacyklen lavet og i den anden arbejder Charlotte, der er smed.
Hun står og rykker i en jernstang, der skal blive til et kombineret butiksskilt og cykelstativ.
»Jeg er faldet lidt for sådan et gammelromantisk københavnerskilt, som jeg prøver at lave i en ny version«, siger Smeden.
Hun har sikkerhedssko og en kedeldragt på. Og røde negle.
Hun bukker lidt videre.
»Stativet skal være ret smalt, for gaderne i København er jo ikke så brede, og der skal også være plads til folk og deres cykler.
Faktisk er der måske lidt for mange cykler, men det er jo meget bedre end for mange biler«, siger Smeden.
Så bukker hun lidt på stangen igen.
Det er et sjovt værksted, hvor man kan se, at de samme mennesker har gået længe.
På den ene dør står der ' Lille helvede', på to af svejsemaskerne står der ' Rap' og ' Rup'.
»Rip er nok ude og rende«, siger Skriveren, mens han roder lidt i en bunke gamle skruer.
»Aa«, siger Nordmanden.
»De hetter Ole, Dole og Doffen«. Smeden forklarer, at værkstedet er fyldt med københavnsk historie. Det store jernbord, hun svejser ved, kommer fra B&W og krævede to gaffeltrucks for at komme ind i værkstedet.
De andre stumper kommer på samme måde her-og derfra.
»Hvad synes du egentlig er særligt ved København«, spørger Skriveren.
»København er bare enormt flot og hyggelig.
Her er jo fantastisk om foråret, når folk sidder ved kanalerne. Og så er her et landligt præg endnu. Og vandet. Jeg ville have svært ved at bo uden vand«, siger Smeden.
»Der er åbenbart noget ved det der vand«, siger Skriveren.
»Og så skal vi bevare hyggen i byen og lade være med at bygge spacede, moderne ting herinde. De spacede ting kan være et andet sted. Der er masser af plads ude i Ørestaden«, siger Smeden.
»Og noe med hygge«, siger Nordmanden.
Smeden sender depechen tilbage til vandet. Nærmere betegnet ud til B&W.
»Men der er sguda lukket«, tænker Skriveren.
»HAR I EN hund med«, spørger Ulrik, der ejer den husbåd, Smeden har sendt de to ud og besøge.
»Nej«, siger Skriveren.
»Nå, okay. Så var det ikke lige jer, jeg så.
Er I der nu?«. »Ja, altså vi står og venter ved lågen«, siger Skriveren i mobilen.
Ejeren kommer frem bag en svær galvaniseret metalport.
Han er i islandsk sweater og har enkelte grå striber i sit sorte grydehår.
»Velkommen til«, siger han med gennemtrængende stemme.
Imens kigger Nordmanden på det væltede bræddehegn, der ligger ved siden af porten og giver den et lidt overflødigt præg.
Husbåden ligger i en lille koloni, hvor nogle både ligner store villaer, andre havehuse.
Mange ligger et sted derimellem.
»Hvordan endte du og din familie på en husbåt«, spørger Nordmanden.
»Vi skulle egentlig rejse Jorden rundt, men så bollede vi og fik en unge, og så byggede vi et parcelhus på den gamle trawler«, siger Han.
Der er ro i havnen og farvespil i isflagerne, som solen så småt begynder at gå ned.
»Vi har endda haft sådan en lille sæl, der lå herude og kiggede«, siger Lina, der fik ungen med Ulrik og bor i båden med ham, ungen og endnu en datter.
De serverer te i glas. Det er nødvendigt, for der er hundekoldt, selv om brændeovnen er så varm, at den nærmest hopper.
»Det kan godt være ret svært at holde sig varm, når ens hus ligger i en isterning«, siger Han og peger ud ad det store vindue på den tilfrosne havn.
»Men altså. Hvordan gør man? Hvordan anskaffer man sig lige en båd og kommer til at bo i den«, spørger Skriveren.
»Vi var bz'ere og boede inde i Ryesgade og regnede lidt med at blive ryddet. Så fandt vi båden og syntes, den var pæn. Vi har haft den siden 85«, siger Hun.
Siden har de bygget om og bygget på.
Solgt motoren til en hugger, som vist gjorde sig en god handel. Klunset lidt her og noget der. Vinduer fra en østtysk destroyer, skorstenen fra en slæbebåd, brædder fra Nørrebro og en enkelt dør fra Farum.
»Det hele er custommade. Sådan er vores liv«, siger Han og flakser med armene som en fugl.
»Hvordan er det egentlig å bo sånn her«, spørger Nordmanden »Vi har boet herude længst. Vi sparkede selv døren op. Nu kalder vi det ' Villakaj'.
Folk har fået store mainstreambåde, der lige så godt kunne være en penthouselejlighed ethvert andet sted«, siger Han.
»Men altså vi er så heldige at have vores eget lille træhus midt i København«, siger Hun.
»Det er blevet et villakvarter«, siger Datteren, der sidder og piller i et stearinlys og kommer med en uhyggeligt voksen kommentar fra tid til anden.
»Hvad er det, der giver den særlige egenart herude«, spørger Skriveren.
»Der er bare noget post-Harmageddon over det herude«, siger Han og peger ud over de slidte grå kajanlæg.
»Aa«, siger Nordmanden og griner.
»Post-Harmageddon«. »Hvor vil I gerne sende os hen«, spørger Skriveren.
Det giver en livlig diskussion.
Skal det være lilleskolerne, Brumleby, Helgoland, hvor Hun bader eller Jagtvej 69.
»Arbejderbevægelsen stiftede Jagtvej 69. Lenin og Rosa Luxemburg har været der, og 8. marts-bevægelsen er startet der.
Det er en politisk kulturkamp, at det er blevet revet ned og...«. »Og nu bliver jeg helt vred af at tale om det«, siger Hun.
»Tag derud. Der er mindehøjtidelighed, fordi det er fire år siden, de rev huset ned«, siger Han.
Han har næsering. Ikke en lille prik i siden af næsen, som indiske kvinder, men en tung tyrering, der sidder i det nederste af næsevæggen.
Han sidder i en gammel lænestol med benene ud over ryggen. Han har kort, afbleget hår, store militærstøvler og et barns ansigt.
»Har du tænkt over, hvad der er Københavns egenart?«. »Hvad tænker du på, når du siger København«, spørger Ringen og svarer selv.
Måske en lille smule beruset.
»Altså man kan jo også sige, at Amager er København, men der er federe og mere old school inde i byen og på Nørrebro«, siger han.
»Ing'?«, spørger han sine venner, som ikke svarer.
»Altså her er en masse undergrundskultur på Nørrebro, men altså vi bor her jo bare«. »Men altså Berlin er meget federe, fordi der er flere bygninger, der er besat. Der er mange flere fristeder«, siger han.
Han kigger lidt rundt og piller sig i ringen.
»Er det noe ved København, som gjør byen spesiell«, spørger Nordmanden.
»København har vel bare sin charme. Men den kunne godt være større«, siger Ringen og svarer igen sig selv.
»Men det er måske meget fedt, at man kan gå fra Ydre Nørrebro til Christiania på en time«. »69«, råber en rødskægget mand med hættetrøje og læderjakke.
»Der sagde du det«, siger Ringen.
»Det er ikke et sted, men en ånd«, råber Rødskæg.
»Fucking Helligånden«, råber en tredje helt nede fra bagerste række.
Imens bærer to maskerede mænd en sofa frem og stiller den foran det store bål, der brænder, hvor Ungdomshuset engang lå.
»Hey mand, I tager barrikaderne«, siger Ringen.
»De kommer sguda alligevel i helikopter«, siger en af de maskerede og slår benene op.
Ringen skriver ' Istedgade' på blokken.
»Bare fordi der er fedt«, siger han.
»Bare husk, kammerater, lige meget hvad, så klarer vi den«, siger en ældre mand.
Han hænger op ad døren til værtshuset McKlud på Istedgade.
Pløkkerne forrest i overmunden er væk, men det afholder ham ikke fra at smile.
Håret er gråt, og han har briller og brun jakke på.
Han hiver fat i hesteskoen, der gør det ud for et håndtag.
Snubler. Får fat igen.
»Den fik måske lidt for meget«, siger han.
»Men lige meget hvad, så klarer vi den«. Bagerst i værtshuset spiller tre mænd billard.
Den ene er høj, den anden har azurblå øjne, og den tredje har en stor tatovering på armen.
De ser ret barske ud, men synger med på Leonard Cohens ' Halleluja', der kører på anlægget.
»Ved du, hvad det særegne ved København er«, spørger Den Høje.
»Nej, det er det, jeg forsøger at finde ud af«, siger Skriveren.
»Det er, at der er så mange mennesker her en tirsdag aften. Det er en fornemmelse.
Københavns særegenhed er ikke et sted, men en følelse«, siger han og gnider pegefingeren i cirkler på tommelfingeren.
Den høje skriver på væggen med en sprittusch.
Så vender han sig om og trækker et fedt bundt sedler op af lommen.
Den tatoverede rynker panden.
Hurtigt forsvinder pengene i en anden lomme. Det er ikke helt klart hvilken.
»Ved du, hvad der mere er fedt ved København«, spørger Den Høje og læner sig ind over billardbordet.
»Hva sier du«, spørger Nordmanden.
»Det er ikke, fordi han er dum, han er bare fra Norge«, siger Den Blåøjede.
Den Høje holder en stor pose kokain mellem fingrene og vipper den fra side til side.
»Det her er fandeme Københavns egenart«, siger han.
Kokainsvingeren fik ikke sendt de to videre. De smuttede af sig selv.
Nu går de hen for at besøge byhistorikeren Allan Mylius Thomsen.
Mødet foregår på værtshuset Teglkroen.
»Vi har pizza, ro, hygge, vann, hundebæsj, sammenheng og parker«, siger Nordmanden, »Christiania, husbåd og Jagtvej 69 må være noget med frihed og åbenhed.
Værtshuset er noget med samvær«, siger Skriveren.
»Aa«, siger Nordmanden.
Og det passer meget godt, fortæller Allan Mylius Thomsen, der i det hele taget fortæller meget.
»I forhold til andre byer har København holdt middelalderbyen fri for højhuse.
Derfor har vi lyse gader«. Historikeren tænder en cigar og tager en tår af sin øl.
»Man kan tale om zoner i byen. Middelalderbyen, der bærer præg af brand og bombardement«, siger Historikeren.
»Næste zone er de store brokvarterer, hvor man overordnet kan tale om hjørnehuse med tårn. Det skulle ligne Paris«. Det kom til under industrialiseringen og holdt op til 1930' erne, hvor den tredje zone begyndte at udvikle sig.
»Det er Le Corbusiers drøm om bomaskinen. Det kan man se i socialt boligbyggeri som det ude i Tingbjerg«. »Så er der nye kvarterer som Ørestad, hvor man bygger en hel bydel uden et værtshus«. Historikeren taler med dyb, ru stemme.
Tager en slurk øl og en mundfuld røg.
»Værtshusene er som byens forsamlingshuse«, siger han.
Det er der, man lærer hinanden at kende i lokalområdet, og det er her, man holder øje med, at alle har det godt. Og der er brug for at møde nye mennesker, fortæller han.
»Det er kun 10 procent af københavnerne, der er fra København, og derfor ændrer byen karakter. Det har altid været sådan«, siger Historikeren.
»Før i tiden pudsede man bindingsværket over, så det lignede fuldmur. Mursten var noget, man blærede sig med ud til gaden, og bindingsværk var det værste og billigste. Senere har vi fundet ud af, at vi synes, det er pittoresk med synligt bindingsværk.
Sådan ændrer tingene sig«. Rent arkitektonisk er indre by stadig præget af at være en murstens-og teglby.
Det har ikke ændret sig, men det har menneskene.
»Ligusterfascismen er kommet til byen, og det betyder, at nogle tror, det er et villakvarter, de bor i«. »Vi har mødt en mand, der sagde, at lige meget hvad, så skal det nok gå. Siger det noget om København«, spørger Skriveren.
»Mentaliteten i København er happy go lucky. Folk tænker netop, at det nok skal gå«, siger Historikeren.
»Hvis vi skal finne Københavns egenart, hvordan skal vi lete«, spørger Nordmanden.
»Man taler altid dårligt om Tagensvej, men det er der, Københavns pensionister bor. Tag derud og sug kvarteret ind. Og læg så mærke til, at alle husene er lige høje, men meget forskellige. Det er meget københavnsk«.
»Vi må hellere tage ud og finde en pensionist så«, siger Skriveren.
»Aa«, siger Nordmanden, mens han sidder på køleren af sin Skoda Felicia og ruller en kugle snus.
»Vi skal også snuse til området«, siger han.
»Men nu ved vi, hvad det hele handler om. København er en åben by med lyse gader. Folk er søde og går på værtshus, medmindre de er ligusterfascister«, siger Skriveren.
»Dem er det nok ikke så mange av«, siger Nordmanden.
Pensionister er der nok af. De triller rundt med deres rollatorer, med plastikkyse over håret og i fornuftige sko.
En af dem er Jørgen.
Han inviterer indenfor i sin lejlighed.
»Det er alment boligbyggeri«, siger han, på samme måde som andre ville sige, at de boede i en villa ved vandet.
Det viser sig, at Jørgen er pensioneret arkitekt og har været med til at stå for byfornyelsen i København.
»Jeg har boet flere steder her i området over de seneste 35 år, men jeg kan altså ikke se, hvad der er så særligt herude«, siger Arkitekten.
»Men hvad synes du er særligt ved København«, spørger Skriveren.
»Jeg ved ikke, om der er noget særligt ved København. Det er jo en storby som andre storbyer«, siger Arkitekten.
»Men du har jo selv vært med på å bygge den. Hva spesielt var det ved det«, prøver Nordmanden.
Arkitekten kigger op på plakaten på væggen i Køkkenet. Det er Le Corbusier igen.
Over bordet hænger en PH 5-lampe og sender et behageligt lys ned over bordet.
»Der er jo blevet forbedret en del i brokvartererne over de seneste 30 år«, siger Arkitekten.
Når han forklarer, har han hele tiden et kort foran sig. Drejer om hjørner, finder pladser og viser de store linjer.
»Der er tungt bebygget herude, men byen åbner sig meget der, hvor voldene er blevet lagt ned. Der kommer parkerne«, siger han og fører fingeren rundt i den rekreative cirkel, hvor volden engang lå.
»Byen har ændret karakter siden byfornyelsen«, siger han så.
»Jeg har boet i lejlighed med oliefyr, og nu er der lagt centralvarme ind overalt.
København er faktisk en helt pæn by«, siger han.
Han kigger lidt ned i kortet og ud gennem vinduet i Køkkenet.
»Hvis det ikke var for den forbandede blodprop, jeg fik for seks år siden, så arbejdede jeg nok endnu«, siger Arkitekten og banker stille med hånden i bordet.
»Kender I Den Sorte Firkant«, spørger han.
»Nei«, siger Nordmanden.
»Det er oppe omkring Blågårds Plads«, siger Arkitekten.
»I gamle dage boede folk simpelthen så tæt i det område. Der er blevet renoveret meget deroppe, og nu er der helt rart at bo. Folk er glade for det. Der ligger et fint værtshus, der hedder Blågårds Apotek, hvor I lige kunne kigge ind«, siger han.
»Aa«, siger Nordmanden.
»Det er en god ide«. Først besøger de dog Stadsarkitekten, som har inviteret dem ind på Rådhuset.
Stadsarkitekten hedder Tina, er høj og har langt hår. Det er lyst med grålige striber.
Hendes smil er skævt og håndtrykket tungt.
»Hvorfor har du inviteret os ind på rådhuset«, spørger Skriveren.
»Prøv lige at se«, siger hun og peger rundt i den rigt udsmykkede hal.
»Sånn ser det også ut i Kilmainhamfengslet i Dublin«, siger Nordmanden.
»I Dublin er der lidt mindre imødekommende.
Det særlige her er, at døren altid står åben. Det, synes jeg, er noget særligt ved København. Borgerne kan bare gå lige ind og møde deres politikere«, siger Stadsarkitekten og peger på den konservative borgmester Mogens Lønborg, der er på vej ned ad trappen.
»Vi har faktisk et helt kapitel om Københavns egenart i vores manualer for, hvordan byen skal se ud«, siger hun.
»Det er jo et lidt mærkeligt ord, egenart«, siger Stadsarkitekten.
»Man ville måske normalt oversætte det med identitet eller særpræg. Alligevel er det lidt noget andet. Vi prøver at finde et steds egenart, inden vi bygger«. »Hvad er for eksempel Carlsbergs egenart eller Nordhavns egenart? Det er vigtigt at vide, inden man bygger«. »Hvorfor det«, spørger Nordmanden.
»Mange steder kommer de nye bykvarterer til at ligne hinanden, men vi vil hele tiden forsøge at tilbyde mange forskellige ting. Der skal både være steder med staudebede og Københavnerbænke, som de gamle damer kan sidde på, og pladser til skatere«. Når Stadsarkitekten skal forklare, hvordan København er særlig, siger hun, at hvert kvarter i og for sig har sin egen egenart.
Men byen som helhed har også en.
Hun slår op i en sort bog med tykt papir og tegner silhuetten af København.
Alle husene er lige høje.
»Vi har nærmest ingen mellemhøjder«, siger Stadsarkitekten og tegner en række tårne, der stikker op over byen.
»Vi har de lave huse og tårnene. Man taler meget om alle Københavns tårne, men faktisk tror jeg ikke, vi har flere end mange andre byer. Man kan bare se dem, fordi der ikke er andre huse, der skygger for dem«. Nederste etage i silhuetten er blank.
Resten er farvet over.
»Nederst er der glas. Vi prøver at få så mange åbne stueetager som muligt. Når der er glas, føler folk sig mere trygge, fordi de ved, at nogen kan kigge ud på dem, og fordi de kan se, at der ikke gemmer sig nogen lige bag en mur«. Så tegner Stadsarkitekten en cykel og et menneske.
»Det er de sidste to ting. Københavnerne og alle cyklerne. Når jeg rejser i udlandet, kender folk næsten til cykelkulturen i København i endnu højere grad, end de kender til Danmark«. »Så det er Københavns egenart«, spørger Skriveren.
»Der er mere end det. Det handler om kontakten mellem bygningerne og byrummet.
Husene er ikke så høje, og det betyder, at man kan holde øje med sine børn i gården. Det kan man fra 5. sal, men det kan man ikke fra 8. Det gør byen tryg, at vi kan overskue den«, siger Stadsarkitekten.
»Synes du ikke, det er litt morsomt, at ingen har sagt, at vi skulle se på spir eller murstein og tegl«, spørger Nordmanden.
»Egenarten er måske netop, at folk har sprunget det åbenlyse over. Byen er ikke tårne og spir, men summen af alle de ting, byen har. Tårne, spir, den indre by, Carlsberg, Nordhavn og så videre. Måske er det de trygge gader. Måske er det de åbne stueetager. Måske er det, fordi København er en by i øjenhøjde«. Skriveren sætter en dobbelt kasse omkring ordet øjenhøjde på sin blok.
»En by i øjenhøjde«, siger Skriveren og klikker lidt med kuglepennen.
»Det lyder godt«. »Aa«, siger Nordmanden.
»Fedt, så ved vi det. Nu skal jeg vise dig Rundetårn, så er vi færdige«, siger Skriveren.
»Skidegodt«, siger Nordmanden på forceret dansk.
Ned ad Købmagergade taler de to om egenarten, som de nu har fået en autoritets ord for findes. De har glemt alt om Blågårds Apotek.
En høj mand med tweedkasket går forbi.
»Hov, vi skal lige snakke med ham her«, siger Skriveren.
»Okei«, siger Nordmanden.
Manden med kasketten hedder Klaus og er forfatter til en temmelig lang række bøger.
»Vi er ude og finde Københavns egenart og så så vi lige dig«, siger Skriveren.
»Aha, jamen det lyder morsomt«, siger Forfatteren.
Skriveren står og ser lidt benovet ud.
Nordmanden lister sig lidt ind på Skriveren og hvisker, så godt han kan.
»Er han kjent?«. »Det kan man vist godt kalde ham«, hvisker Skriveren tilbage.
»Hvad er for dig at se Københavns egenart«, spørger Skriveren Forfatteren, der tålmodigt har ventet på hviskeriet.
»På Rundetårn bag jer kan I se Christian IV's valgsprog. Det lyder ' Regna firmat pietas', men blev hurtigt til ' Riget fattes penge' i folkemunde«, siger Forfatteren.
»Ja«, siger Skriveren uden at være helt klar over, hvad Forfatteren mener.
»Derfor skal I tage i banken. I Amagerbanken.
Jeg har et særligt forhold til Amager, og der sker så meget derude«, siger han.
»Nå ja, der er jo også Amager. Der må vi da også ud på et tidspunkt«, siger Skriveren.
»Aa«, siger Nordmanden.
