De fleste kender Jørgen Leth som den tv-stemme, der med sine svulstige og næsten meditative kommentarer til cykelløbet Tour de France skaber helte af de forpinte pedalslaver. Man kan godt kalde Jørgen Leth sportsdigter. Han er også dokumentarfilminstruktør med bl.a. verdenskendte klassikere som 'En forårsdag i helvede' og 'De fem benspænd' på sin værkliste. Den sidstnævnte sammen med vennen og eleven Lars von Trier. Men i de fleste af sine digte udforsker Jørgen Leth sit eget liv, og ud over cykelfilmene har han lavet film om jazz, ballet og digtere. Blandt andet. Jørgen Leth har i sit 68-årige liv virkelig været omkring, kunstnerisk, geografisk og erotisk. Han har rejst, boet eller filmet på alle kontinenter undtagen Australien (vistnok), har til sin egen bagkloge græmmelse i en periode omkring 1970 været hashsmugler fra Marokko og Libanon og bor nu i Haiti; han har været gift tre gange, har fire voksne børn og har i de senere år delagtiggjort lyttere og læsere i sine erfaringer med unge tredjeverdenskvinder. Der er nok at skrive erindringer om. Men det var først, da en anden ville skrive hans livshistorie, at Jørgen Leth - iført komplimenter fra en hurtig Gyldendal-redaktør - fandt ud af, at det skulle han da gøre selv. Resultatet blev 'Det uperfekte menneske'. Hvis du skal fordele de ting, du er stolt af i dit liv, og de ting, du skammer dig over ... »... så er der er næsten intet, jeg fortryder. Jeg vil sige at hash-historien har været mest tyngende. Den syntes jeg, jeg måtte af med. Jeg er vemodig over, at jeg har leget så dumdristigt med mit og min families liv«. I bogen fortæller Leth, at han af en meget intelligent ven og fremragende fortæller blev indviet i hashsmugleriets hemmelige verden. (Karakteristikkerne er betydningsladede som det meste i rekonstruktionen af fortiden.) Sammen tog de på en for nybegynderen meget nervepirrende indkøbstur til Bekaadalen i Libanon, pakkede hashen som en slags rustning under et alt for stort sæt tøj fra Troelstrup, og Leth fik det ud af Beirut lufthavn. Nogle år senere foregik smuglingen i en Citroën Dyane fra Marokko gennem bjergene og til Malaga. »Jeg skrev de mest pinagtige kapitler som de allerførste. Det viste sig at være enormt befordrende. Jeg sad på et lille hotel på nordkysten af Haiti og skrev de første syv kapitler på en uge, og jeg fornemmede, at jeg havde ramt en åre. Der var guld. Og jeg gentog det setup fire gange i alt. Og nu er det meget tilfredsstillende, fordi jeg har disponeret og skrevet stoffet på lysten. Men jeg har fået hele spektret i mit liv med. Kronologien er klippet sammen bagefter«. Var du aldrig i tvivl om, hvor meget du skulle kramme ud med?

»Nej. Det gav sig selv. Projektet var total ærlighed. Ikke noget med at retouchere mig selv. Der er en vis ekshibitionisme i at skrive på den måde. Men det vigtigste er jo, at det er godt skrevet, at det er historier, der er værd at læse - og værd at fortælle for mig. Jeg har aldrig det i hovedet, at jeg skal lære andre mennesker, hvordan de skal leve«. Hvorfor vælger du af alt i dit liv at være anfægtet af netop hashsmuglingen?

»Jeg er flov over min egen blinde risiko. Men jeg var i situationen stolt over, at jeg var god til at udføre det. Jeg var meget cool. Det var spændingen og pengene, der drev mig. Bevidstheden om at jeg kunne - jeg skulle teste mig selv. Det er en form for arrogance over for virkeligheden«. BagfraBetyder grænseoverskridelse meget for dig? »Ja, i forhold til at eksperimentere kunstnerisk. Jeg har aldrig villet lave noget, jeg kunne for godt. I forhold til kvinderne har der ikke været tale om grænseoverskridelse overhovedet. Der har jeg bare gjort det, jeg fandt naturligt«. Men du fik en fotograf til at filme din haitianske elskerinde, mens du bollede hende bagfra. Det beskriver du i bogen. Var det ikke grænseoverskridende? »Jo, det er grænseoverskridende, men det var for mig i den kunstneriske eller æstetiske kategori. I erotiske situationer er der et element af hengivelse til situationer og ophidselse i at overskride nogle bestemte grænser. At eje og hengive sig. I dette tilfælde var det ekstremt, at jeg bestemte situationen og framede den i et billede.« »Jeg følte, det var en landvinding, kunstnerisk - og erotisk, for fanden! Eksperimentet i det private liv falder sammen med, at det er et kunstnerisk eksperiment. Det er også motivet i et endnu ikke realiseret filmprojekt om en antropolog, der undersøger erotikken rundt omkring i verden. Historien er, at han kommer til at sætte sig selv på spil og ikke kan holde distancen til tingene. Kan du se det?«. Ja,meget let! Spiller du selv en rolle?

»Ha! Nej, det har jeg ikke energi til! Men det er en figur, der interesserer mig. Det er et omdrejningspunkt i mit arbejde. At være midt i og udenfor samtidig er et motiv for mig. Der flyder det private og det kunstneriske sammen for mig. Drivkraften i mit værk er netop at være i stand til at leve og samtidig betragte sit eget liv som et stof«. Så i stedet for bare at være en gammel hvid gris, der går i seng med unge sorte piger, er du en, der studerer fænomenet?

»Ja det er nemlig rigtigt. Det kan måske lyde meget utiltalende, jeg ved ikke ... Det er rigtigt nok stillet op, men jeg går så mere eller mindre arrogant ud fra, at legen kan opleves af andre. At det er et interessant eksperiment i menneskelig forstand og ikke bare egocentrisk«. Har du ikke brugt kunsten som påskud for nogle private grænseoverskridelser?

»Jeg har aldrig lagt en strategi på den måde. Jeg er ikke så kalkulerende. Jeg er ude i nogle situationer, og så opdager jeg, at de kan bruges, at de indgår i mit arsenal af nogle erfaringer, jeg kan direkte anvende«. Fortryder intetBlev du gladere for dit liv af at skrive om det? »Ja, det gjorde jeg sgu! Det er klart, at der er omkostninger - de er også bogført. Mine egne depressioner og melankolien, som er sanselighedens og euforiens stadige følgesvend. Jeg har i mit liv altid orienteret mig efter sanseligheden. Og at det har kostet andre mennesker noget, er jeg også klar over. Men alligevel: trods det har jeg ikke den store fortrydelse over de valg, jeg har foretaget«. Træffer du livsvalg med samme konsekvens og bevidsthed, som du træffer kunstneriske valg?

»Ja, det gør jeg. Så har jeg taget de omkostninger, det gav, og set på de skader, det forvoldte«. Jørgen Leth indhentede med velberåd hu ikke tilladelse fra sine ekskoner, inden han udgav 'Det uperfekte menneske'. Og det er et ømt punkt, siger han nu. »Men jeg er godt tilfreds med, at jeg har været i stand til at skrive nogle afslørende ting om en af mine ekskoner, samtidig med at kærligheden til hende er tydelig. For jeg hylder hende jo!«. Er du en trofæsamler?

»Ikke med hensyn til kvinder. Men jeg har opsøgt momenter og personer. Jeg har samlet på store øjeblikke, det er rigtigt. Som journalist var jeg drevet af nysgerrighed efter at forstå bestemte tendenser og for at møde nogle af mine egne helte«. Der er noget drengeværelse over det ...

»Det tror jeg, du har ret i, det kan jeg ikke benægte. Der er en lyst til at fortælle de vildeste ting«. Hvornår blev du bevidst om dit behov for helte?

»Det var nok i drengeårene på cykelbanen, da jeg samlede autografer fra de store sprintere. Jeg har altid været tiltrukket af de store mytologiske skikkelser«. Men de var jo ikke mytologiske uden for et bestemt rum.

»Ja, man kan godt sige, jeg løftede dem ud af det rum. Det har jeg været meget bevidst om, og det er hele driften i mine 'Sportsdigte' fra 1967«. Man mærker i bogen, at du kunne få det på samme måde med ballet, som du har det med cykling.

»Nu senest har jeg set Kim Brandstrups balletter, og de betager mig meget. Jeg kunne godt tænke mig at lave en film om hans arbejde. Han fik latterligt lunkne anmeldelser, da han viste sin bevægende H.C. Andersen-ballet på Det Kongelige for nylig. Kim Brandstrup er en meget stor koreograf«. Højtplacerede venner Jørgen Leth var ung i tresserne. Dengang var det de kulturradikale, der var stivnede og gammeldags, og det var dem, han og vennerne var i opposition til. Disse venner fik siden stor magt i det danske kulturliv. For eksempel har der næsten altid siddet en af dem som filmkonsulent, når Jørgen Leth skulle have en film finansieret ... »Jeg har haft gode venner, det er rigtigt. Jeg ser det mere som trofasthed over for det, man har oplevet sammen. Tresserne var så vigtigt et afsæt for mig; lysten til at eksperimentere og gøre det umulige kommer fra den periode«. Er du tiltrukket af outsiderrollen? »Ja, det er jeg. Jeg kan godt lide at være udenfor, også rent fysisk så meget, at jeg bor i et mærkeligt land på den anden side af jordkloden«. Men du ville vel ikke bryde dig om at være så meget outsider, at folk rystede påhovedet og ikke gav dig penge til dine film?

»Nej! Der fangede du mig! Hvad fanden skal jeg sige til det? Jeg nyder den status, jeg har nu. Jeg er inde i varmen, får masser af priser og kan lave, hvad jeg vil, så det er noget pjat, jeg sagde om outsider. Men jeg er en outsider i filmbranchen, det kan du faneme regne med! Jeg synes også, at det, jeg har lavet, har været i marginen og eksperimentelt«. Konsul Jørgen Leth voksede op i en toværelses lejlighed i Århus med far, mor og lillesøster. I kapitlerne om din barndom i 'Det uperfekte menneske' er din mor fuldstændig fraværende ...

»Ja ... «, lyder det pludselig med en helt anden stemme, »... det er rigtigt. Og det har jeg ikke nogen god forklaring på. Når det ikke er med, er det, fordi jeg ikke synes, det vedkommer ... Men det er ikke nogen tragedie, det er det ikke, det er bare det, at ... jeg syntes, min mor var ondskabsfuld mod min far, og jeg elskede min far. Han var et blidt gemyt, og hun var skrap. Det er uretfærdigt af mig, at jeg ikke nævner hende, men det kan måske komme i bind to. Når jeg ser tilbage på min far, var han også en helt. Jeg har meget stor ømhed for ham«. Med hjælp fra en god privat sygeforsikring har Jørgen Leth tænkt sig at blive gammel i Haiti, hvor han har boet siden 1991. Altid i lejede huse, senest et vidunderligt et med tykke mure og altan i alle verdenshjørner fra en velstandsperiode i begyndelsen af forrige århundrede. Han er siden 2000 også honorær dansk konsul med ret til at føre splitflag. Han bor alene, men hygger sig med sit personale. Gartneren hejser splitflaget 7.50 om morgenen, og hvis han bemærker, at konsulen kigger fra altanen, gør han honnør. »Det kan jeg sgu ikke rejse fra!«.