Han skulle have krabbet sig hen over scenen i Kodak Theatre, smisket og tisket for den altid ufarlige Billy Crystal og kastet sit grådige, næsten sindssyge blik mod de forgyldte Oscarstatuetter og henført hvisket: »Precious, my precious!«. Han skulle have været der som et spejl for alle de topstylede narcissister og halvguder, der på fem uger tjener hundrede gange mere, end almindeligt dødelige tjener på et helt liv, og som efterhånden er de eneste forbilleder, en gollumiseret verden har. Men er vi egentlig skizofrene som Gollum? Retter vores begær og længsler sig efterhånden ikke kun efter det overdådige billede, som de ubekymrede og ufatteligt rige én gang om året sidder skulder ved skulder i? Det er et gruppebillede, der vil noget. Man taber både næse, mund og polypper ved synet af så mange millioner dollar. Og sidder med bæven og venter på, om nogen af dem mon taber en overlæbe, en kæbe, et øre eller en næse eller noget andet, de har fået limet, skruet eller syet på, så de kan holde sig evigt unge. Et billede af udødelighed Det er jo det, det er: Et billede af udødelighed. Når man ser de store Hollywoodstjerner, fatter man ikke, at de skal dø. Det skal de måske snart heller ikke, for allerede nu er sådan en superstjernekrop vanskelig at erklære død. Hvem kan finde Chers puls, og er det et hjerte, der banker inde bag silikonen, eller er det, fordi en eller anden under operationen tabte et vækkeur ned i produktet? Og hvad med alle de star- og koteletter, der i en strøm af ensartethed glider ned ad den røde løber foran Kodak Theatre? Er de batteridrevne, kører de på benzin, eller er de simpelthen bare computeranimerede? Mange af dem har i et forsøg på at holde døden fra døren og karrieren i live skudt sig med hvad som helst hvor som helst, og det man så søndag nat, kunne lige så godt have heddet: replikanternes indtog. Farlig tiltrækning Men kun de færreste i salen opnår udødelighed, og det er det, Oscar handler om. »Precious, my precious!«, hvisker de for sig selv, for den forgyldte statue virker med samme tiltrækning på dem som ringen på Gollum. Kun de færreste får fingre i guldet og vinder en udødelighed, der er lige så kold som døden selv. Sean Penn, der længe har holdt sig for god til at deltage i gildet, udtrykte søndag aften et håb om, at han kunne lære at elske det, men det vil han, hvis han stadig er Sean Penn, få svært ved at sige i overmorgen, når han har stirret sig blind på det tomme guld. Savnede Gollum Jo, Gollum skulle have været der. Ikke kun som et spejl for dem, der var i salen, men også for os, der stirrer længselsfuldt derind. Det er det samme år efter år. Vi får intet tilbage, ikke en dyt. Allesandra Stanley skrev i sin anmeldelse af tv-transmissionen i New York Times, at den var lige så tam som en Oscarceremoni i 1950'erne. Det vildeste, der skete, var, da Owen Wilson uden for Kodak Theatre stirrede på tv-korrespondenten Maria Menounos' bryster, der kun var dårligt dækket af en diamantbesat top til 2,5 millioner dollar, og spurgte: »Er de ægte?«. I Kodak Theatre er intet ægte, hverken brysterne, balderne, næserne eller følelserne. Alt er kunstigt og kold beregning, og derfor var det mærkeligt, at noget af det mest menneskelige, der længe er set på lærredet, Gollum, ikke var der. Han burde have haft en Oscar. Argumentet om, at han ikke kunne få det, fordi han var halvvejs computerskabt, holder ikke, for det var halvdelen af dem, der sad i salen. Forestillingen var forskudt (censureret) med fem sekunder af frygt for, at nogen skulle finde på noget obskønt. En absurd idé, fordi det virkelig obskøne for længst er normaliseret i Hollywood. Der findes næppe et sæt tænder, der ikke er bleget, et par bryster, der ikke er fyldt op, et par balder, der ikke vil punktere, hvis man stak en nål i dem - og ikke en mand over 55, der ikke tygger Viagra, til han er gasblå i hovedet. I Hollywood er det det normale, der er det obskøne. Derovre vil man tage det helt naturligt, hvis der til næste års Oscarshow går hul på en af kollegerne. Når det siver ud med Botox eller silikone af Melanie Griffith, indtil der kun er et stykke hud inde i en hundedyr kjole tilbage, vil de lade som ingenting og få kjolen fjernet i en fart. Det er derfor, jeg synes, Gollum skulle have haft en Oscar. Han er langt mere interessant, og han kan ikke gå i stykker.