Honey!«, råbte jeg af mine lungers kraft. »De kommer!«. »Åh, Gud!«, skreg min yndige kone og fór op på loftet for at hente brædder og søm. Hun var allerede begyndt at sømme dem for døren, da jeg sagde: »Det er ikke dem, der kommer!«. Hun hørte mig ikke. Lige siden kulturkampens første store slag har hun frygtet, at Brian 'Terminator' Mikkelsen og hans mænd kom gående ned ad gaden i langskaftede støvler med sporer, lange, beskidte frakker og revolvere på størrelse med dybfrosne lammekøller fra Netto. Jeg lod hende sømme færdig. Så tog jeg fat i hende: »Det er Dixie Chicks, der kommer!«. Hendes tænder klaprede som kastagnetter: »Krarup og Langballe!« stønnede hun og trak skodderne for vinduerne og sømmede dem fast. »Det er ikke dem«, sagde jeg. »Det er pigerne fra Texas, dem der fornærmede præsident Bush. Verdens bedste kvindeband: The Dixie Chicks!«. »Dem!«. »De starter deres Europa-turné 9. september. Den eneste by, de ikke tør optræde i, er København. Det må være på grund af terrortrusler fra ekstremisterne på Berlingske Tidende, Weekendavisen og i Kulturministeriet«. »Jeg forstår dem«, sagde hun og snappede efter luft. »Hvor vil du se dem?«, spurgte jeg. »Stockholm, Hamburg, London eller Dublin?«. Hendes øjne blev dybe som øl-ankre. Så slikkede hun sig om munden og sagde: »Dublin, darling!«. Gør det ikke! Jeg gik på nettet og bookede to billetter til The Dixie Chicks' koncert i Dublin 18. september i The Point Theatre, Blok A, tæt på scenen, 100 euro, kom ikke her. Dagen efter kom jeg gående med snuden i vejret ind til pigerne på Politikens Bibliotek: »Og hvor tror I så, at far skal hen?«. De gættede på mange ting lige fra Californien over Bahama-øerne til Key West. Så truttede jeg det ud: »Dublin!«. Chef-researcheren blev ligbleg. »Gør det ikke!«, udbrød hun med desperation i stemmen. »Jeg har lige været der. Det er ikke andet end grimme, grå, dødsenstriste huse og folk, der vader skide fulde rundt i gaderne og brækker sig i rendestenen«. Således opmuntret fortsatte jeg mit triumftog gennem Politikens gange, indtil jeg nåede over til musik-redaktionen, hvor jeg stillede mig foran en rødhåret kvinde, der lignede Bonnie Raitt på en prik. »Og hvem tror du så, at jeg skal til Dublin for at høre?«. »Hvem?«, spurgte hun forventningsfuldt. »Dixie Chicks!«. Hun stirrede længe på mig. Så sagde hun: »Tager du pis på mig?«. Jeg gjorde hurtigt omkring og gik med rank ryg ned i redaktionen og ringede til Sony Music for at høre, om de kunne hjælpe mig med at få et interview med Dixie Chicks i Dublin. »Synes du ikke, det er mærkeligt, at de ikke spiller i København?«, spurgte jeg én, der hed Mia. »Jo«, svarede hun. »Jeg tror, de har rigtig mange fans i Danmark«. Jeg var ved at genvinde selvtilliden, da hun tilføjede: »Især i Jylland«. Jeg lagde på. Jeg gik en lang tur. Det var på den tur, jeg besluttede mig for at føre min egen kulturkamp. Jeg ville fortælle alle de danskere, der ikke boede i Jylland, om det band, der havde fået mig til at danse og flyve gennem Københavns gader i et halvt år. Det var nemlig et halvt år siden, jeg købte min første cd med dem. Den hed 'Fly', og da jeg havde hørt den, havde jeg det, som da jeg så Ridley Scotts 'Thelma og Louise' første gang. Dixie Chicks lød, som var de kommet kørende ud af den film i en åben lyseblå Thunderbird fra 1966. Især den muntre 'Earl' om to kvinder, der slår den enes voldelige ægtemand ihjel - og slipper godt fra det - ramte filmens tone. Da jeg havde hørt 'Fly' så mange gange, at cd'en kørte på en diskette i min hjerne også om natten, købte jeg 'Home' fra 2002 og 'Wide Open Spaces' fra 1998. Det er cd'er, der tilsammen har solgt 27 millioner eksemplarer, så jeg er ikke alene i verden, men åbenbart en af meget få i København. Det vil snart være en saga blot. Bare så I ved det Det begyndte 10. marts i år under The Dixie Chicks' koncert i Shepherd's Bush Empire i London: Nede i salen sad avisen The Guardians anmelder, Betty Clarke. To dage efter stod hendes anmeldelse i avisen. I indledningen skrev hun om The Chicks' enorme succes som countryens overløbere, der sang jubelsange om at slå voldelige ægtemænd ihjel og gik klædt som ældre udgaver af Britney Spears. Hun fortsatte: »Og de ved ikke, hvor de skal stoppe.»Bare så I ved det«, siger forsanger Natalie Maines, »så skammer vi os over, at USA's præsident kommer fra Texas«. Det får publikum til at juble - på et tidspunkt hvor countrystjerner kommer stormende for at udgive hymner til fordel for krigen, er dette praktisk talt punk rock«. Clarke var den eneste anmelder, der refererede Maines' udtalelse. Da hun havde gjort det, brød helvede løs. Kun få dage efter anmeldelsen stod i The Guardian, dukkede den op på en website i countrymusikkens højborg Nashville. Og før nogen havde nået at trække vejret, havde Clear Channel, som havde støttet Bushs valgkamp økonomisk, nedlagt forbud mod at spille Dixie Chicks' plader på selskabets 1.200 radiostationer »i respekt for vores tropper og vores lyttere«. Cumulus Media, USA's næststørste radiokæde med 270 stationer, boykottede også gruppen, mens kommentatorer fra højrefløjen kaldte dem forrædere og døbte dem »The Dixie Sluts« og »Saddam's Angels«. Seks uger tidligere havde gruppen sunget nationalhymnen ved Superbowl, nu blev deres cd'er brændt og knust overalt i sydstaterne og midtvesten under optrin, der lignede dem, der overgik Beatles, da John Lennon i et interview i USA næsten fyrre år tidligere havde sagt, at gruppen var større end Jesus. I en by i Louisiana kørte en damptromle hen over stabler af Dixie Chicks-cd'er. Salget af deres seneste cd 'Home' styrtdykkede fra 124.000 om ugen til 33.000, et uundgåeligt resultat af radiostationernes bandlysning. Natalie Maines modtog stribevis af dødstrusler og måtte hyre et bevæbnet vagtkorps. De to andre Chicks, søstrene Martie Maguire og Emily Robison, støttede Maines og sagde, at de kunne have sagt det samme, hvorefter rasende countryfans tømte deres affaldsspande foran Robisons farm. Kun fire dage efter Maines' udtalelse i London, udsendte hun en slags undskyldning: »Som en samvittighedsfuld amerikansk borger undskylder jeg hermed over for præsident Bush, fordi min bemærkning var respektløs. Jeg føler, at enhver der sidder i det embede, skal behandles med den yderste respekt. Under vores nuværende tourné i Europa er vi vidne til meget stærke anti-amerikanske følelser som følge af hastværket med at gå i krig. Selv om krig kan være en mulig løsning, ønsker jeg som mor, at ethvert muligt alternativ bliver forsøgt, før børns og amerikanske soldaters liv går til spilde. Jeg elsker mit land. Jeg er stolt af at være amerikaner«. Der var en tone af manglende fortrydelse i undskyldningen, og det var alligevel for sent. I den ophedede tid omkring invasionen i Irak, truede den uforsonlige amerikanske patriotisme med at ødelægge gruppen. Men som Dylan sang: »The Times They Are A-Changin'». Nøgne kyllinger Mindre end to uger før Maines' udtalelse i London var salget til gruppens sommertourne i USA gået i gang. På én dag blev der solgt billetter for 49 millioner dollar, det højeste antal nogensinde. Maines, Maguire og Robison holdt vejret. Ville deres fans returnere billetterne eller udeblive fra koncerterne? Hvad skulle de gøre for at forhindre det? Hvordan svare på de stadig vildere anklager? Svaret kom den 2. maj, og de fleste med forstand på PR og imagepleje tog sig til hovedet. Det blev bragt på forsiden af magasinet Entertainment Weekly, og det gav genlyd langt uden for USA's grænser. De tre Dixie Chicks poserede nøgne med alle de skældsord, de var blevet overdænget med, skrevet hen over deres kroppe. Det var deres egen idé. Inde i bladet sagde den 33-årige Martie Maguire: »Vores pladeselskab tvivlede på det kloge i at gøre det på den måde, men vi ville vise absurditeten i de ekstreme ting, folk har kaldt os. Hvordan kan man se på os og tænke: De er Saddams Engle? Anklagerne mod os krævede et stærkt svar. Redaktørerne af magasinet ville have, at vi skulle stå foran det amerikanske flag i jeans og smile, men vi ville slå hårdt tilbage«. Den 28-årige Maines sagde: »Det er ikke for at være provokerende, og det handler ikke om nøgenheden, det er, fordi tøjet kom i vejen for alle de skældsord. Vi definerer ikke længere selv, hvem vi er, andre gør det for os«. »Min største indvending i alt dette er, at folk har blandet min frustration over præsidenten med en manglede støtte til vores tropper. Men vi støtter dem, alt hvad vi kan. Og lige efter jeg havde sagt det med Bush, tog Emily mikrofonen og sagde: »Vi støtter tropperne 100 procent«. Efter showet var vi til et party, hvor den amerikanske ambassadør i England også var. Han havde set koncerten, men han sagde ikke noget, han ville bare gerne fotograferes med os. Det er faktisk fotografiet med ham, der er blevet manipuleret på internettet. Nogen har sat Saddam Husseins hoved på i stedet for ambassadørens. Hvor bizart!«. »Hvilke følelser er gået gennem jer efter al balladen?«, blev Maines spurgt. »Det er, som når nogen dør. Man går gennem alle mulige følelser - vrede, skuffelse, forvirring. Nogle dage er jeg bare stolt. Jeg følte mig ikke kontroversiel, da jeg sagde det, det føltes bare logisk og oprigtigt. Og hvad angår min undskyldning til præsidenten, så har jeg kun undskyldt for det, jeg er ked af at have sagt, og ikke for det, jeg ikke er ked af at have sagt«. »Jeg føler mig patriotisk og stærk. Vi vil fortsætte med at være dem, vi er. Folk tror, at dette vil skræmme os og få os til at tie stille, men det virker helt modsat. Der er nogle derude, der kommer til at få en ordentlig hovedpine«. De var allerede ved at skærpe tonen. Over for de patriotiske amerikanere, og over for den præsident, der indtil udtalelsen havde været en stor fan af gruppen. De konservative græsrødder 1. maj, dagen inden Entertainment Weekly kom på gaden, begyndte gruppens amerikanske Top of The World-tour i Greenville, South Carolina. Direktøren for Clear Channel Radio, Alan Seldge, advarede dem: »Det er et klassisk eksempel på, at Dixie Chicks ikke kender deres publikum. De, der kan lide Dixie Chicks, er de samme, der har stemt på præsident Bush«. Turneen, der sluttede 13. august i Calgary, nåede 50 amerikanske byer. Der var udsolgt overalt, og den indspillede et rekordbeløb: 90 millioner dollar. Overalt blev The Chicks hyldet, og med støtte fra Bruce Springsteen og country-kollegerne Dolly Parton og Faith Hill blev de fejret som heltinder i en repressiv kultur. Men ikke af amerikansk Røde Kors, der nægtede af tage imod en donation på en million dollar fra gruppen, fordi Bush er en af organisationens protektorer. Og havde Dixie Chicks haft svært ved at give præsidenten en undskyldning, der var til at forstå, så trak de den helt tilbage, da de under sangen 'Truth no.2' viste en video på storskærm med nazisternes bogbrændinger og fotos af ødelæggelsen af Dixie Chicks-cd'er. Budskaberne: »Søg sandheden« og »Tolerance« kørte over skærmen, mens Natalie Maines, der bar en T-shirt med indskriften: »Dare to be free«, sagde: »Det er o.k., at I buh'er, for vi elsker ytringsfriheden!«. Også den politiske støtte voksede, efter at gruppens engelskfødte manager, Simon Renshaw, i begyndelsen af juli vidnede foran en kongreskomité, der undersøgte radioindustriens fremtid. Renshaw fortalte, at hans kontor havde modtaget dødstrusler og tilbød beviser på, at højrefløjsorganisationer stod bag kampagnen mod Dixie Chicks: »Det hele begyndte med en lille gruppe aktivister bag websiden Freerepublic.com. Fænomenet har endda et navn, man bliver 'freeped'. Det er slang for at blive oversvømmet med vrede e-mail fra websidens brugere. De konservative talkshowfyre på morgenradioerne får nogle få e-mail og telefonopringninger, og så springer de på. De hidser nogle få mennesker op, og sneboldeffekten starter. Det er en fødekæde. De konservative græsrødders websites føder radioværterne, der igen føder tv's politiske talkshows«. »På et tidspunkt følte jeg mig syg over al balladen«, sagde Natalie Maines sidst i august til The Guardian. »Men i dag er jeg stolt og kampklar. Jeg er glad for, at det skete. Det har forandret os alle til det bedre«. Dublin über alles Også mig. Jeg er et langt bedre menneske, end før jeg begyndte at skrive denne artikel. Jeg er ligeglad med, hvad folk mener om Dixie Chicks og Dublin, og derfor trådte jeg opstemt ind ad døren og sagde til min kone: »Der er ikke nogen, der ikke er vildt misundelige over, at vi skal til Dublin og høre Dixie Chicks. De synes alle sammen, at Dublin er den fedeste by i verden, og at Dixie Chicks er det fedeste band. Og ved du hvad? Jeg har lige talt med min niece, Camilla. Hun og hendes kæreste Kristoffer er lige kommet hjem fra Hamburg, hvor de så Dixie Chicks. Og ved du, hvad de sagde, det var? Ubeskriveligt! Og ved du, hvad Dixie Chicks gjorde efter koncerten? De blev siddende på scenen og skrev autografer, indtil alle, der havde stillet sig i kø, havde fået!«. Det var sandt nok. Hamburg var fantastisk, men Dublin bliver større. Og hvad angår mig, så overvejer jeg at tage al tøjet af og få overbroderet min krop med autografer. Dixie Chicks forever!