0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kyllingerne kommer!

Med mere end 27 millioner solgte cd'er er countrygruppen The Dixie Chicks det bedst sælgende band i USA. De er også det mest udskældte, fordi de fornærmede Bush. Men efter at de politiske vinde er begyndt at vende, ser flere og flere dem som heltinder i en undertrykkende kultur.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Honey!«, råbte jeg af mine lungers kraft. »De kommer!«.

»Åh, Gud!«, skreg min yndige kone og fór op på loftet for at hente brædder og søm. Hun var allerede begyndt at sømme dem for døren, da jeg sagde:

»Det er ikke dem, der kommer!«.

Hun hørte mig ikke. Lige siden kulturkampens første store slag har hun frygtet, at Brian 'Terminator' Mikkelsen og hans mænd kom gående ned ad gaden i langskaftede støvler med sporer, lange, beskidte frakker og revolvere på størrelse med dybfrosne lammekøller fra Netto.

Jeg lod hende sømme færdig. Så tog jeg fat i hende:

»Det er Dixie Chicks, der kommer!«.

Hendes tænder klaprede som kastagnetter:

»Krarup og Langballe!« stønnede hun og trak skodderne for vinduerne og sømmede dem fast.

»Det er ikke dem«, sagde jeg. »Det er pigerne fra Texas, dem der fornærmede præsident Bush. Verdens bedste kvindeband: The Dixie Chicks!«.

»Dem!«.

»De starter deres Europa-turné 9. september. Den eneste by, de ikke tør optræde i, er København. Det må være på grund af terrortrusler fra ekstremisterne på Berlingske Tidende, Weekendavisen og i Kulturministeriet«.

»Jeg forstår dem«, sagde hun og snappede efter luft.

»Hvor vil du se dem?«, spurgte jeg. »Stockholm, Hamburg, London eller Dublin?«.

Hendes øjne blev dybe som øl-ankre. Så slikkede hun sig om munden og sagde:

»Dublin, darling!«.

Gør det ikke!
Jeg gik på nettet og bookede to billetter til The Dixie Chicks' koncert i Dublin 18. september i The Point Theatre, Blok A, tæt på scenen, 100 euro, kom ikke her. Dagen efter kom jeg gående med snuden i vejret ind til pigerne på Politikens Bibliotek:

»Og hvor tror I så, at far skal hen?«.

De gættede på mange ting lige fra Californien over Bahama-øerne til Key West.

Så truttede jeg det ud: »Dublin!«.

Chef-researcheren blev ligbleg.

»Gør det ikke!«, udbrød hun med desperation i stemmen. »Jeg har lige været der. Det er ikke andet end grimme, grå, dødsenstriste huse og folk, der vader skide fulde rundt i gaderne og brækker sig i rendestenen«.

Således opmuntret fortsatte jeg mit triumftog gennem Politikens gange, indtil jeg nåede over til musik-redaktionen, hvor jeg stillede mig foran en rødhåret kvinde, der lignede Bonnie Raitt på en prik.

»Og hvem tror du så, at jeg skal til Dublin for at høre?«.

»Hvem?«, spurgte hun forventningsfuldt.

»Dixie Chicks!«.

Hun stirrede længe på mig. Så sagde hun:

»Tager du pis på mig?«.

Jeg gjorde hurtigt omkring og gik med rank ryg ned i redaktionen og ringede til Sony Music for at høre, om de kunne hjælpe mig med at få et interview med Dixie Chicks i Dublin.

»Synes du ikke, det er mærkeligt, at de ikke spiller i København?«, spurgte jeg én, der hed Mia.

»Jo«, svarede hun. »Jeg tror, de har rigtig mange fans i Danmark«.

Jeg var ved at genvinde selvtilliden, d