Politiken tirsdag: Politikens Morten Sabroe fik sig en maratonnat foran skærmen til Oscarfest med Frederik, Benicio Del Toro, Russell Crowe, Bob Dylan, Julia Roberts og Björk, der havde slået en svane ihjel og brugt den som kjole. Klokken 2.45: Jeg er tilbage! Jeg er tilbage! Jeg er lige kommet ud af det tidligste morgenbad i mands minde og sidder i smokingjakke og lange uldne underhylere foran tv-skærmen. Jeg har rykket skærmen så tæt på, at det er som at have hovedet inde i The Shrine Auditorium i Los Angeles. Jeg har popcorn, peanuts, cola, kaffe, cigaretter, rødvin og champagne på køl. Det eneste, jeg mangler, er en psykolog, der kan fortælle mig, hvad der er galt med mig. Fem år siden sidst Det er fem år siden, jeg sidst var til Oscarfest, jeg kan stadig huske det. Jeg tumlede rundt i en tidlig Alzheimer foran den røde løber, der førte ind til The Dorothy Chandler Pavillon i Los Angeles. Det var i marts 1996. Jeg var på arbejde for en jysk avis. Jeg bar en smoking, jeg havde lejet for 107 dollar i Garys Tuxedo på Wilshire Boulevard. Der fulgte et par laksko med. Når jeg havde dem på, lignede jeg et trafiksammenstød mellem en albino og en pensioneret balletdanser. Måske var det derfor, jeg ikke blev standset, da jeg gik forbi sikkerhedsvagterne og kom til at stå dér, hvor filmstjernerne steg ud af de enorme limousiner. Den første, jeg genkendte, var Tom Cruise. Han var næsten lige så høj som min niårige datter. Omkring en meter og tyve. Han havde Nicole Kidman med. Så kom Brad Pitt, og de mange fans skreg i vilden sky. Og så kom de ellers: Meryl Streep, Mel Gibson, Elizabeth Shue, Robin Williams, Susan Sarandon og Tim Robbins. Sharon Stone, John Travolta, hele Kirk og Michael Douglas-familien. Jeg var omringet af stjerner. Jeg prøvede at se ud som en ung Robert De Niro, men ikke én af dem lagde mærke til mig. Leaving for Las Vegas Så var det forbi. Alle berømthederne havde givet et kort interview til Oprah Winfrey og var gået ind i salen. Jeg stod alene tilbage. Dette var øjeblikket, det største i mit liv. Det havde ikke suset så meget i mit mellemgulv, siden jeg blev trukket ud af min mor med sugekop. Jeg havde set frem til det fra den dag, jeg med hjertet i halsen sagde til den jyske redaktør: »Jeg har lige været inde og se en film, der hedder 'Leaving Las Vegas'«. »Hvad sagde du, den hed?«. »'Leaving Las Vegas'. Det er en fantastisk film, hvor Nicholas Cage tager til Las Vegas for at drikke sig ihjel. Han får en Oscar for den rolle!«. »En Oscar?«, sagde redaktøren. »Måske får han to. For den samme rolle! Og så var det, jeg tænkte, at jeg kunne flyve til Las Vegas og så køre derfra til Los Angeles og se Oscarfesten. Så har man det moderne Babylon, Las Vegas, og Den Store Drømmefabrik, Hollywood, trukket på en snor. Det er alt det amerikanske i ét hug!«. »Flyve til Las Vegas?«. »Og så leje en bil og køre ud af byen: Leaving Las Vegas! Tre uger. Kan du ikke se det for dig?«. Han så på mig. Jeg tror ikke, han kunne se det for sig. Så sagde han: »Jeg vil tale med chefredaktionen om det«. Lige siden den mest fjogede idé i dansk journalistik var gået igennem, havde jeg spillet Sheryl Crows titelsang fra 'Leaving Las Vegas'. Og nu var det store øjeblik kommet: Jeg skulle gå ned ad den røde løber og ind til det største show i verden. En dansk journalist i Los Angeles havde skaffet mig en akkreditering. Jeg så allerede for mig, hvordan jeg gled ned i sædet ved siden af Jack Nicholson og sagde: »Hello, Jack. I'm back«. Rygning forbudt Jeg begyndte at gå. Forbi Oprah Winfrey og fansene på lægterne og så til højre og videre under en fornem baldakin. Jeg gik, som om jeg var på vej ind for at modtage en æres-Oscar, da en mand i uniform kom løbende efter mig og bad om at se min billet. Jeg viste ham den. Så tog han mig under armen og førte mig tilbage ad den røde løber og hele vejen rundt om bygningen og op ad en trappe, hvor der stod 'Press', og ind i et rum, der lignede den underjordiske parkering på Israels Plads. Inde i det rum sad omkring to hundrede journalister og stirrede på nogle tv-skærme under loftet. På skærmene kunne jeg se ind i den sal, jeg aldrig ville sætte mine fødder i, medmindre jeg blev nomineret for min rolle som balletdansende albino. Mit hjerte sank, og jeg sank med. Da jeg var nået helt ned på bunden af mit livs skuffelse, blev jeg ramt af en alvorlig dykkersyge, som jeg kun kunne dulme ved at høvle smøger i mig. Med rystende hænder trak jeg en Marlboro op af lommen, men knap havde jeg sat den mellem læberne, før en sikkerhedsvagt kom stormende: »Der er rygning forbudt i bygningen«. »I hele bygningen?«. »Overalt i denne bygning«. Det var dér, mine nerver begyndte at danse. Nu og da kom de Oscarvindende stjerner ind i den underjordiske bunker for at lade sig interviewe af de nedsløvede journalister. Jeg så dem ikke. Jeg så enorme tobaksplantager for mig. Og så, efter jeg ved ikke hvor mange timer i et tobaksløst helvede, åbnede mine næsebor sig på vid gab. Et eller andet sted var der én, der røg. Jeg gik tranceagtigt fremad og stod lidt efter ved siden af Tim Robbins, der dampede løs på en cigaret, mens han så sin kone, Susan Sarandon, blive interviewet af tv-journalisterne. Hun havde vundet en Oscar for sin rolle som Søster Helen i 'Dead Man Walking', som Robbins havde instrueret. Der var ikke nogen af vagterne, der turde sige til Robbins, at han ikke måtte ryge. Det eneste område i hele bygningen, hvor jeg kunne ryge, var ved siden af ham. »Hi, Tim«, sagde jeg. »Har du noget ild?«. »Så snart én overtræder loven, følger de andre med«, sagde han og tændte min cigaret. »Så længe de ikke har dødsstraf for rygning«, sagde jeg. »Det kommer«, sagde han. »Bare rolig, det kommer«. En død svane Klokken 2.55: Taiwan über alles! Selvfølgelig kommer det. Men ikke her i denne bule, hvor jeg for ikke at føle mig alene i mørket har anbragt min datters tøjdukke, Frederik fra Cirkeline, ved siden af mig i sofaen. Han bærer en blå- og hvidstribet T-shirt og er på størrelse med Tom Cruise. »Frederik«, siger jeg med munden fuld af peanuts. »Dette er en stor amerikansk aften! Jeg har set 'Erin Brokovich', 'Traffic' og 'Gladiator'. Derfor sætter jeg 1.000 kroner på 'Tiger i spring, drage i skjul'. Taiwan über alles! Og 1.000 kroner på Benicio Del Toro. Han og Ang Lee er det bedste, der er sket Hollywood i hundrede år«. Frederik bare glor ind i skærmen. Det samme gør jeg. Der er et eller andet i vejen med mine briller. Jeg pudser dem, alt hvad jeg kan. Det hjælper ikke. Måske har jeg glemt at indstille dem til sommertid. Klokken 3.00: En død svane! Jeg tænder min første smøg. Jeg er tættere på end dengang, jeg var derovre for den jyske avis. Kun én meter fra skærmen. Det er dér, det hele foregår. Det eneste, man som journalist behøver i vore dage, er en remote control eller et ISDN-stik. »Dér er Catherina Zeta Jones!«, råber jeg, så det giver et sæt i Frederik. »Og Michael Douglas! Han må være på Viagra for at holde på hende. Kate Hudson, hun har taget sin mors, Goldie Hawns, smil på. Tom Hanks! Jennifer Lopez! Juliette Binoche! Se hende. Gid jeg var på Viagra! Julia Roberts! Se, Frederik, se den kjole, hun har på! Winona Ryder, Faye Dunaway, Angelina Jolie. Og Björk! Jeg hader Björk. Se, hun har en død svane på!«. En død svane! Jeg begynder at ryste. Intervieweren stirrer forbløffet på den. Så siger han: »Det er en fantastisk kjole du har på, Björk!«. Jeg har aldrig set noget lignende. Hvorfor ikke en død hest? Klokken 4.15: Benicio Del Toro! Jeg har røget fem cigaretter, siden jeg så den døde svane, der lå hen over Björks kjole. Hvis hun vinder en Oscar for den bedste sang, skal svanen så synge kor? De to danske kommentatorer nævner den slet ikke. Det skulle have været Leth og Mader. De havde talt om den. Længe. Vist klip fra det øjeblik, hvor hun kværkede svanen, mens hun sang 'I've Seen It All'. Jørgen Leth havde på stedet reciteret digtet 'Død svane'. »Frederik«, siger jeg. »Jeg tror, jeg er ved at blive sindssyg. Lad os drikke noget sprut«. Benicios birolle Jeg skynder mig op og henter champagnen og når lige tilbage til prisen for bedste mandlige birolle. Det er den med Benicio Del Toro. Angelina Jolie præsenterer de nominerede. Albert Finney er der ikke. »Ved du, hvorfor Finney ikke er der?«, spørger jeg Frederik. »Fordi man ikke må ryge. Han sagde det til USA Today forleden: Jeg kan ikke holde ud at sidde tre timer i en smoking uden at drikke og ryge. Nu sidder han sikkert på dødsgangen«. Så, nu kommer det: »Oscar går til Benicio Del Toro!«. Jeg rejser mig i mine uldne underbukser: »Benicio! Champagne til alle! Du skylder mig en tusse, Frederik«. Han rører sig ikke ud af flækken. Jeg vender bunden i vejret på ham. Ikke en krone! Der er et eller andet i vejen med mig. Det er den svane. Hvis Björk ikke får prisen for bedste sang, får hun den måske for bedste special effects. »Fader vor, du som er i himlen. Giv prisen til Bob Dylan! Hvis Björk vinder, får jeg et nervøst sammenbrud«. Klokken 5.15: Ikke flere smøger! Frederik sover. Jeg er alene i mørket. Og bange. Der er ikke mere champagne. Jeg famler i mørket efter cigaretterne. Der er ikke nogen! Det er fem graders frost udenfor, og kioskerne har lukket. Jeg har ikke flere cigaretter! Jeg åbner alle skuffer. Jeg ser i fryseren. Ovnen. Bag vaskemaskinen. Ingen cigaretter. Jeg vender tilbage til skærmen. Goldie Hawn er på. Jeg ville ikke have noget imod at ryge hende. Hun ser yngre ud end sin datter. Jeg ser angst mod skærmen. Kommer Björk? Hvis Björk kommer, bliver jeg nødt til at ryge sofaen. Jeg ser på Frederik. Måske kunne jeg ryge ham. Jeg sveder. Jeg kan høre min datter spørge: »Far, har du set Frederik?«. Klokken 5.40: Bob vandt! Dér er Winona Ryder. Hun har stadig anoreksi. Jeg kan næsten ikke se hende. Men jeg kan høre hende. Hun præsenterer: Björk! Jeg begynder at ryste over det hele. Björk kommer ind. Hun har svanen med. Jeg kan ikke klare det. Jeg går ud i køkkenet og henter brødkniven. Mens Björk synger 'I've Seen It All', skærer jeg armen af Frederik og giver mig til at dampe løs på den. Endelig er hun færdig! Jeg overlevede. Nu kommer Juliette Binoche! Med bedste udenlandske film: 'Tiger på spring, drage i skjul'! Og dér er Jennifer Lopez i en kjole med bryster. Hun annoncerer Bob Dylan live fra koncertturné i Sydney, Australien, med 'Things Have Changed' fra 'Wonder Boys'. Dylan ligner med sit nye overskæg og det hærgede fjæs noget, der ikke kan være i Hollywood. Det er derfor, han er taget så langt væk. Han behøver ikke have en død svane om halsen for at være Bob Dylan. Han ser heller ikke ud, som om han ved, han er det, da Jennifer Lopez giver ham Oscaren. Jubel over Bob Bob holder sin takketale og siger: »God bless you all, with peace, tranquility and good will«, og Steve Martin siger: »Tak til Bob, som er i Australien, hvor der er 18 timers tidsforskel. Det er helt normalt for Bob«. Bob har vundet! Jeg kan ikke få armene ned! Jeg løfter Frederiks urøgede arm og råber: »Bob vandt! Hører du, Bob vandt!«. Klokken 6.15: Julia Roberts! Frederik hører ikke noget. Jeg ryger hans anden arm. Jeg kan ikke se skærmen for røg, da Russell Crowe får sin Oscar for hovedrollen i 'Gladiator'. Klokken er 6.25, da Julia Roberts bliver kåret som Hollywoods dronning for sin rolle i 'Erin Brokovich'. »Jeg kan ikke tro på det her«, siger hun med bævende stemme og ser på Oscar og siger, den er ret smuk, og jeg tænker: »Kan man ryge det lort?«. Roberts holder aftenens længste tale. »Jeg elsker det heroppe!«, udbryder hun klokken 6.32, og så kommer Nyhederne guddødemig, og speakeren siger, at Bob Dylan har vundet med sangen 'Wonder Boys' fra 'Things Have Changed'. Er de sindssyge på TV 2? Det er de, og så får Steven Soderbergh - wauw! - en Oscar for bedste instruktion for 'Traffic' og siger: »Tak til alle, der skaber! Verden ville være et uudholdeligt sted uden kunsten«. Og så er det 'Gladiator' som bedste film. Naturligvis. Klokken er 6.51, Oscarfesten er forbi, solen er ved at stå op, jeg rejser mig og vakler i seng. Bag mig flyder det med døde svaner og dukker. Jeg takker Herren for, at der kun er Oscarfest én gang om året. It's All Over Now, Baby Blue.