»Det kan godt være, at du bliver klogere på dig selv og verden ved at skrive en bog, men du oplever ikke det frie fald af personlighed, som man gør på en scene«, siger forfatteren Jens Blendstrup. »Det er det rene livsadrenalin«. Foto: Jacob Ehrbahn

»Det kan godt være, at du bliver klogere på dig selv og verden ved at skrive en bog, men du oplever ikke det frie fald af personlighed, som man gør på en scene«, siger forfatteren Jens Blendstrup. »Det er det rene livsadrenalin«. Foto: Jacob Ehrbahn

Kultur

Digter laver film om dansk spoken word

En gruppe digtere har i snart 10 år skabt en form for mundtlig litteratur, der er bedst i øjeblikket foran et publikum.

Kultur

I begyndelsen var ordet.

Og så kom der heldigvis flere af dem. Så kom sætningen, samtalen, fortællingen, sangen.

Meget senere kom så skriften og litteraturen.

Meget, meget senere satte Claus Ankersen sig for at lave en film om dét, han selv, siden slutningen af 1990’erne, har arbejdet intenst med: spoken word, performance-poesi, poetry slam, scene-poesi eller scenekunstlitteratur i Danmark.

Urgammel tradition og helt nyt Betegnelserne er mange.

Det er i én forstand en urgammel tradition, i en anden en helt ny kunstart.

Har man oplevet det, enten som publikum eller som kunstner, ved man godt, hvad det ikke er: Det er ikke stand-up-comedy, det er ikke teater, det er ikke digtoplæsning.

Claus Ankersen har sat en halv snes kolleger i den skæve genre foran kameraet og spurgt dem om hvad? hvordan? og hvorfor?

»Det bliver ikke mere rock'n'roll«
En af dem er Henrik List, der i spoken word-sammenhæng især har gjort sig bemærket med gruppen Pussyland Connection, hvor han optræder med sine tekster ledsaget af dj-mix og rap:

»Der bliver ikke mere rock’n’roll end det. Der er en mere umiddelbar energi og en mere umiddelbar udveksling mellem forfatter og publikum. Folk er meget mere med end ved en traditionel digtoplæsning. De kommer med tilråb, griner og klapper undervejs, akkurat som til en koncert«, siger Henrik List.

»For nogle forfattere vil det være et absolut mareridt. Mange forfattere læser jo primært op for at markedsføre deres eget forfatterskab. De har dybest set ikke nogen interesse i det eller talent for at gøre det. I den traditionelle oplæsning sidder folk og klynger sig til hvert eneste ord. Det kan hurtigt blive meget hjernevaskagtigt. Når der er musik og lirumlarum og gang i den, ryger der måske en linje eller en pointe hist og pist. Det bliver aldrig, som du selv har tænkt dig, da du skrev det. Teksten flytter sig. Hver gang du optræder, bliver der skrevet en ny tekst på scenen«, siger han.

Beat og bongotrommer
Den moderne betydning af spoken word-genren fører tilbage til de amerikanske beatdigtere i 1950’erne, hvor fænomenet jazz’n’poetry opstod ud fra jamsessions og improvisationer, hvor folk sad og slog beatet på vinflasker, bongotrommer og røg pot, mens digtere læste op på gallerier og cafeer i San Francisco, i The Village i New York og i Venice Beach, L.A.

Siden er der kommet nyt liv i spoken word i USA for hver ny generation.

Jazz er blevet brugt som akkompagnement, ligesom rock, dj-mix og især hiphop. I 1980’erne opstod impro-disciplinen poetry slam, hvor ordene blev styrket af teaterteknikker.

Montageform
Claus Ankersen er ikke filminstruktør, og det kan man nu godt se på hans film.

Der er en hel del med lyssætning, baggrunde, både de visuelle og de lydlige, farvesætning, der ikke helt er styr på.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til gengæld er filmen en intens, musikalsk rundtur blandt folk med ordet i deres magt.

Både i de mange udsnit af optrædener og i den egentlige film, der er opbygget som en lang montage af talende spoken word-performere.

En af dem er også kendt som litteraturkritiker, Lars Bukdahl; han sætter, passende nok, spoken word-fænomenet ind i en dansk litteraturhistorisk sammenhæng:

»For 50 år siden var spoken word langt væk fra, hvad man vil betegne som pæn litteratur i dag. Der var sprechstallmeisteren i cirkus, revy-, og kabaretkunstnere, en figur som Bakkens professor Tribini. I dansk litteratur har der været enkelte forfattere, som har overskredet grænsen. Først og fremmest Per Højholt, Dan Turèll og T.S. Høeg. Der har været flere digtere, som også har været rigtig gode oplæsere og har haft showmæssige kvaliteter. Men de har stået meget alene. Gennem de seneste 10 år har vi så fået en scene for genren. Det skete, da poetry slam kom fra USA, og forfattergruppen Øverste Kirurgiske slog igennem med deres optrædener. Scenen i dag består først og fremmest af unge digtere, men har også nogle enkelte ældre statesmen«, siger Lars Bukdahl.

Peanuts og fri fad
»Sagen er jo, at mange ting først bliver rigtig interessante, hvis de ikke lige passer ind i genrebetegnelserne«, siger en af de yngre performere, Thorkil, et sted i filmen, som med henvisning til de pauvre honorarer, udøverne trækker hjem, har titlen ’Peanuts og fri fad’.

Ved siden af spoken word bruger Claus Ankersen selv betegnelsen scenekunstlitteratur og er møjsommeligt nået frem til denne definition på en udøver af genren:

»Det er en person, der optræder med tekster, han selv har skrevet. En, der på samme tid er skabende og udøvende ordkunstner og har optræden som sit primære udtryk. En, der går direkte i karakter i sin optræden«.

Suset
På trods af Ankersens nogenlunde stramme definition demonstrerer de medvirkende, der som yderpunkter har Carsten Islington, der er kendt som ’historiefortæller’, og Per Vers, som mange vil kende som rapper, at den godt kan vrides og strækkes på endnu et par ledder.

Men oplevelsen af suset i den direkte optræden er fælles for dem alle:

»Når man glemmer sig selv, når man transcenderer, når man bliver en del af noget større, når egoet forsvinder, og man bare bliver et redskab for Kraften, Gud, whatever«, siger Gordon Inc. og fortsætter:

»Hvad der er ret skægt, er, at det kan folk i reglen mærke. Det har ikke noget at gøre med, om man reciterer eller læser op. Det er bare det, at tingene får deres eget liv. Det, synes jeg, er stort. Det kan jeg leve længe på. Jeg vil ikke sige, at jeg er bedre til at læse op end at skrive. Men jeg har haft mange succesoplevelser på den front«.

Tæt på nervesammenbrud
»At læse op er som at give sine tekster kunstigt skæg på, at overgøre det. Det kan jeg godt lide. Jeg kan også godt lide at læse grimme tekster op på en rar måde, det er også fantastisk. Du har mange elementer at spille på. De bedste oplæsninger, jeg har haft, er, når jeg næsten har haft nervesammenbrud. Når det går ad helvede til i familien eller et eller andet. For så er man ikke helt til stede. Når man læser op, gennemspiller man forskellige typer, forskellige liv. Det kan godt være, du bliver klogere på dig selv og på verden ved at skrive en bog, men du oplever ikke det frie fald af personlighed, som man gør på en scene. Det har meget med det at gøre, det er det rene livsadrenalin«, siger forfatteren Jens Blendstrup.

Blendstrup har, som de fleste af de øvrige, en lang række bogudgivelser bag sig og holder sig noget tilbage med at definere sig selv som decideret spoken word-performer, i modsætning til Claus Ankersen, der selv anslår, at han på årsbasis har omkring 80 optrædener rundt omkring i landet.

Blandt andet står han selv for månedlige poetry slam-arrangementer på Ideal Bar på Vesterbro.

Historier der kan udvides

For tiden er der ikke faste spillesteder, der er dedikeret til spoken word.

Men i de store byer og på højskoler rundt omkring i landet er der ofte arrangementer. Blandt andet vil man kunne opleve en del af de medvirkende på litteraturfestivalen CPH:Litt i Huset i København senere på måneden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke mindst musikeren og digteren T.S. Høeg, der er en af genrens veteraner. I filmen går han ikke af vejen for at give nogle staldfiduser om kunstnerliv og optræden fra sig: »Det bedste er en blanding af det intuitive og det helt stramme, at få det til at væve sig ind og ud imellem hinanden, så det ikke er til at finde ud af, hvornår det bare er jeg noget, jeg finder på på stedet, og hvornår det er fuldstændig tjekket. Man skal have nogle historier, man kan strække lidt, som man kan udvide, og hvor man kan lave alle mulige svinkeærinder, efterhånden som man er blevet varm og er kommet op på klokken. Men hvis man nu ikke er inspireret lige den dag, kan man bare holde sig fuldstændig til vejen«. Noget mere stridbart lyder det, når Thorkil kommenterer dynamikken mellem det skrevne og det talte ord, som er selve kernen i spoken word:



»Om nogle af mine tekster er der måske nogen, der siger: Det fungerer ikke på skrift. Men jeg er sgu da ligeglad. Jeg har jo ikke givet det til dig på skrift. Jeg har givet det til dine ører. Hvorvidt teksterne kun holder på scenen, det er jeg da ligeglad med. Hvis det holder på scenen, når jeg læser det op, så holder det dér. Hvis det holder bare de fem minutter, så holder det. Og så er det en kunstform. Så er det noget vigtigt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden