Vi har inviteret Ai Weiwei til Louisiana midt i decemberkulden, fordi han skal udstille på museet i slutningen af 2011. Han skal se rummene – hans kunst er nemlig ikke bare værker, man hænger op på væggen eller stiller hen i et hjørne. Ai Weiwei tænker i tableauer, i installationer eller situationer, arkitekt, som han også er. Han skulle have været i Humlebæk allerede i 2009, men efter en voldelig konfrontation med kinesisk politi frarådede lægerne ham at flyve. Så det er en lettelse hele vejen rundt, at det nu lykkes, selv om Ai Weiwei ikke undlader at bemærke det barske vejrlig – Øresund ligger i frostens greb, der er sne over alt. Jeg fortæller ham om vores projekt, ’Louisiana Talks’ – en serie interview med toneangivende kunstnere, der har et forhold til Louisiana – og skønt uforberedt slår han straks til, for Ai Weiwei ved alt om, hvad kommunikation betyder. Jo mere han taler, jo sværere bliver det at holde ham nede, ikke mindst hvis det, han siger, kommer ud. Og det lover vi ham, den decemberdag – uden anelse om, hvor drastisk situationen vil være forværret bare få måneder senere, i dag, hvor ingen, ikke en gang hans nærmeste familie, har hørt til eller fra Ai Weiwei, siden det kinesiske politi tilbageholdt ham søndag 3. april. Din far var digter og tilbragte adskillige år i arbejdslejr, fordi han var kritisk over for det kinesiske regime. I dag kæmper du den samme kamp som ham. Hvordan ser du dig selv i forhold til din far? »Selv om min far tilbragte længere tid under samme kommunistiske regime som jeg, er det andre vilkår, jeg lever under i dag. Min far tilbragte 20 år i eksil, og før det var han idømt seks års fængsel. Og alt, hvad han havde gjort, svarer til, hvad jeg får sagt i løbet af én dag på Twitter. Det, jeg siger, er stærkere og indeholder flere informationer, end hvad kritikerne i min fars generation fik sagt gennem hele deres liv. Desuden er der i dag mange flere mennesker, som kan læse i Kina, så tingene er meget anderledes end dengang«, siger den 53-årige kunstner. »Hvad jeg arbejder med i dag, handler ikke kun om regeringen og de officielle myndigheder, men om hele den kinesiske kultur og den tradition, som den bygger på. Jeg kritiserer den kulturopfattelse, som i virkeligheden ikke mener, at den videnskabelige udvikling er vigtig, og som heller ikke synes, at individets frihed er særlig vigtig. Desuden har jeg i modsætning til min far hele teknologien til hjælp. Og det betyder, at Kina bliver mere internationalt, mere åbent som land, eller i hvert fald er nødt til at acceptere en større åbenhed, hvis landet skal overleve«. Opdrog din far dig til at være åbenmundet og give udtryk for dine holdninger? »Min far forsøgte altid at fortælle sine læsere, at de skulle sige sandheden, sige tingene, som de er. Kina kan kun overleve som diktatur, fordi myndighederne skjuler det meste af sandheden. Man begrænser tilgængeligheden af oplysninger for almindelige mennesker, så de ikke kan danne sig deres egen afbalancerede mening om tingene«. »Jeg er nok meget påvirket af min fars ånd, når det gælder at fortælle sandheden og betale prisen for at stå på folkets og ikke på magtens side. Men selvfølgelig ville han aldrig opfordre mig til at involvere mig i politiske spørgsmål, for hans eget liv blev ødelagt af det«. Hvad betyder det for dig, at du på nært hold har oplevet de konsekvenser, det havde for din far at tale magthaverne imod? »Da jeg var ung, gjorde det mig bange. Jeg havde ikke den tilstrækkelige viden og selvtillid, så jeg besluttede mig for at flygte. Jeg forlod Kina, da jeg var i tyverne og tog til New York. Da jeg 12 år senere vendte tilbage, var jeg ganske godt rustet til at tage kampen op«. »I den lange tid, jeg var derovre, blev jeg langt mere moden og involverede mig i samtidskunsten, og samtidig oplevede jeg, hvordan et demokratisk samfund kan fungere. Selvfølgelig er jeg bange, men hvis jeg beslutter mig for at blive i Kina og udtrykke mine følelser og holdninger over for folk dér – og der er ikke andet, man kan gøre – så er jeg nødt til at udtrykke mine tanker frit og sige: Vi har fået nok af måden, tingene foregår på her; vi er nødt til at sætte en stopper for det«. 30 interview under husarrestHvordan oplever du det, når de kinesiske myndigheder pludselig siger, at nu har du husarrest, og du må ikke forlade landet? »Jeg tænker altid, at det er svært, men til trods for vanskelighederne ser jeg også alle mulighederne. Husarresten medførte bl.a. en øget opmærksomhed fra den unge generation, der er født i firserne. De ved nu alle sammen, hvem jeg er. De tænker: Hvordan kunne man sætte denne kunstner i husarrest? Det er noget, som har bevidstgjort dem. Mens jeg var i husarrest, blev der holdt en støttefest for mig, hvor 800 mennesker deltog. Det fortæller også regeringen, at vi lever i nye tider«. »I dag, hvor jeg har internet derhjemme, kan jeg tale med disse unge mennesker, som vil i dialog med mig, via nettet – næsten som om jeg havde mit eget universitet. Så sådan en husarrest virker slet ikke. Jeg lavede mindst 30 interview under husarresten, så hele verden fandt jo ud af, at Kina, der er sådan et stort og stærkt land, ikke engang tillader, at en kunstner deltager i sin egen fest. Så hvad jeg udsættes for, skærper opmærksomheden hos andre; det handler om virkeligheden og livet lige nu«. Du er blevet en slags symbol for det nye Kina blandt dine unge landsmænd. Hvordan har du det med den position? »Den er jeg faktisk meget stolt af. Den betyder jo, at det arbejde, jeg udfører, bliver værdsat af andre. Jeg oplever, at de gør mig til en del af deres stemme, en stemme, jeg tror vil give os et nyt Kina – nogle nye vilkår, som de fleste mennesker vil få glæde af. Kina vil forandre sig, det er blot et spørgsmål om tid. De fleste mennesker er enten bange eller ikke betydningsfulde nok i samfundet til overhovedet at blive hørt. Jeg bliver indtil videre hørt – meget, meget tydeligt – og jeg løber en risiko ved det. Men jeg taler på vegne af mennesker, som ingen stemme har og ikke har haft det i generationer«. Er du ikke selv bange? »Det er en blandet følelse. Jeg tror ikke selv på folk, der siger, at de ikke er bange for at blive sendt i fængsel, for det er meget slemt at sidde i fængsel i Kina. Så på den måde er jeg meget bange. Set fra i dag, hvor jeg er en fri mand, er det da ikke noget, jeg ville acceptere. Jeg er efterhånden så vant til det almindelige, behagelige og lette dagligliv. Men måske vil jeg under sådanne omstændigheder føle mig mere fri, hvem ved?«. »Hvis jeg siger min mening frit, kan det måske gavne sagen for flere mennesker, ligesom det gjorde i min fars generation. De måtte ofre hundrede tusinder af mennesker, der blev udsat for overgreb og efterfølgende måtte leve med en smerte, de ikke kunne give udtryk for. Set i det perspektiv er mine vilkår ikke så ringe«. Selv om du møder al den modstand fra det officielle Kina, kan man mærke, at der er meget håb hos dig? »Jeg er håbefuld, for jeg er meget taknemmelig over for livet. Livet er her kun en enkelt gang, sådan er det for os alle, og det uanset hvilke betingelser man lever under – fattig eller rig, med flere muligheder eller mindre held. Vi skal kæmpe for retten til det, beskytte og værne om livet, det er det eneste, vi skal«. Otte timer om dagen på TwitterTænker du aldrig, at du med dine ytringer sætter dit eget liv i fare? »Livet er altid i fare. Jeg har en god ven, og en dag sidder vi sammen i en park. Næste dag skriver han til mig: ’Weiwei, jeg har fået konstateret en meget alvorlig kræftsygdom’. Livet er i fare hver eneste dag, om vi er bevidste om det eller ej, så lever vi livet farligt«. Du sagde tidligere, at du bruger 90 procent af din tid med at skrive på nettet. »Jeg bruger lang tid på Twitter. De 140 tegn, som er begrænsningen på Twitter, kan på kinesisk rumme en utrolig mængde information, nok til en hel lille roman. Så der taler jeg med folk, og det handler ofte om daglige begivenheder. Folk stiller mig spørgsmål, og jeg besvarer dem. Det er så bredt et medie, at du ikke ved, hvad der dukker op. Samtidig er det meget intimt, og man kommer tæt på hinanden via den helt personlige måde, den enkelte kommunikerer på«. Så hvor lang tid twittede du i dag? »I dag havde jeg problemer med min computer, men i går brugte jeg tre timer. Normalt bruger jeg op til otte timer«. Det er meget energi! »Det føles ikke som et arbejde; jeg føler bare, at det er nødvendigt at gøre det«. Ser du denne aktivitet som en del af dit kunstneriske virke? »Ja, det tror jeg nok. Eller også er mit kunstneriske virke en del af det; det kan jeg ikke selv vurdere. Jeg føler mig ikke som en professionel kunstner, selv om jeg jo egentlig ikke burde sige det nu, hvor jeg sidder i en professionel situation her på museet. Hvis jeg siger det, vil mange mennesker sikkert blive skuffede, men jeg betragter ikke mig selv særlig meget som kunstner«. Hvordan ser du så dig selv? »Jeg betragter mig selv som en meget heldig mand, som bliver inviteret til at gøre det ene og det andet, og stillet over for de opgaver forsøger jeg at være så kvalificeret som mulig; at gøre mit bedste«. Hvor ser du Kina være om 10-20 år? »Kina udvikler sig hurtigt. Landet er meget modigt, fordi det er et praktisk samfund, hvor religion og ideologi ikke spiller nogen rolle. Til gengæld savner det en vision. Så det har sine smukke sider, fordi det bevæger sig ret blindt. Der er en hel del muligheder, som alle kan se, men man ser ikke faresignalerne«. »For mig er det tydeligt, at der er alvorlige farer, og at mulighederne for fremtidige problemer er meget store. Og de problemer bliver ikke kun Kinas, de bliver et problem for hele verden. Kina er accepteret globalt, økonomisk og politisk, så nu bærer resten af verden et medansvar. Ingen kan forudsige, hvad der sker. Men man kan med sikkerhed sige, at vi vil opleve en drastisk forandring af tingene«.